Luftaanden
Mellem det Dybe og Høie
Blev en Luftaand født. Med funklende Øie
Saae han det store Univers sig hvælve,
Men underligt hans Tanke maatte skjælve;
Hans Sjæl var Kjærlighed;
Den var en Higen uden Ro og Fred;
Et Hjerte — ja, et Hjerte søgte han at møde!
Rundt om sig saae han Stjerneskaren gløde,
Den rullede jo med ham, reen og klar;
Da løftede han kjækt sit Vingepar
Og svang sig mod det første Stjernelys;
Det var vor Jord; — men med sit kolde Vinter-Gys,
Den store Masse truende gled frem,
Hvor Menneskeaander, fjernet fra sit Hjem,
Klæbed' i Dynd under Taage og Damp,
Og løftede Vingen i gavnløs Kamp;
Da svang han sig høit, Sollyset nær,
Men de varmende Straaler, det flammende Skjær,
Forsvandt, som en Elskendes Ord;
Og han saae kun en rullende Jord.
Da fløi han mod Tankens yderste Fjerne,
Men hver blinkende Stjerne
Var uden Hjerte, og hvor han saae,
Rullede kun Kloder i det umaalte Blaae,
Da svulmede hans Bryst, og i Toner det klang.
— Det kalder nu Mennesket: Sphærernes Sang.
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
No comments until now.