Citatepedia^®.com

Paratiisin Sahakielet

Tarkkailkaa jlkikasvuanne:
ehk teidnkin pikku Marjattanne
on aikeissa ohjeenne unohtaa...
Seksuaalinen holtittomuus saa
otteen Marjatasta, ja - katsokaa:
kun pari karvaisia jalkoja
nahkahousuissa hikoaa...
tytt viiksi kasvattaa!
Kurittajanlakki otsaa koristaa:
(Kuuletteko te sen,
mink min kuulen?)
Mit sanotte sukulaisille?
Minne hpepilkkunne aiotte piilottaa?!
(Kuuletteko te sen,
mink min kuulen?)
Me olemme ne
paratiisin sahakielet
saapuneet
hakemaan
lastenne sielut!
"Se ei voi olla minusta!" , huutaa is.
Se hinttik hnen perheens lis?
- se sama hintti kotiin kuljettaa
laumoittain ystvin uusia,
joukkoa perin arveluttavaa...
ja taustalla pauhaa
-kumma kyll- se sama melu...
se murskaa! jauhaa! ei hetken rauhaa
suo. Huumediileri sy pydstnne,
ylenkatsoo teit, antaa ylen ja naurahtaa
(Kuuletteko te sen,
mink min kuulen?)
Mit sanotte sukulaisille?
Minne hpepilkkunne aiotte piilottaa?!
(Kuuletteko te sen,
mink min kuulen?)
Me olemme ne
paratiisin sahakielet
saapuneet
hakemaan
lastenne sielut!
Tarkkailkaa jlkikasvuanne:
kyll teidnkin rakas pikku-Jukkanne
saastaa kotiin salakuljettaa...
Tarkkailkaa jlkikasvuanne!
kyll teidnkin rakas pikku-Jukkanne...
niin, ja taustalla pauhaa
se sama melu: se alati pauhaa
Se murskaa! jauhaa! ei hetken rauhaa!
pilkkokaa stereonsa! pilkkokaa radionsa!

[...] Read more

song performed by YUP
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Dykker-Klokken

Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.
Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,
Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;
Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;
Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.
En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,
Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.
I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,
Og stige i en Luft-Ballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;
Dog muligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker
Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.
Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,
(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).
— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,
Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;
Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,
Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, -
For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed' saare,
Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. -
Det var, som Stormens Orgel slog — jeg kan det aldrig glemme!
Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.
— Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;
Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fjerne.
Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,
Saa at man uden sværtet Glas „ihr' Hoheit" kunde taale.
Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole
Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.
— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,
Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.
Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,
Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,
Og hurtigt gik det: „klip! klip! klip!" rask skar hun Snoren over;
Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover.
Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,
Jeg trøsted' mig; Du kan kun døe, se det er her det Hele.
Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,
Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.
Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,
„Und immer weiter, hop! hop! hop!" foruden Rast og Hvile.
Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,
Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.
Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!
Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden. -
Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,
Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. -

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

June

'Glemt er nu Vaarens Kamp og Vinter-Sorgen,
Til Glæde sig forvandler hvert et Suk.
Skjøn som en Brud, den anden Bryllups-Morgen,
Ei længer Barn, og dog saa ung og smuk,
Den skjønne Junimaaned til os kommer;
Det er Skærsommer! -

*
De høie Popler hæve sig saa slanke,
I Hyldetræet qviddrer Fuglen smukt.
Paa Gjærdet groer den grønne Humle-Ranke,
Og Æble-Blomstret former sig til Frugt.
Den varme Sommerluft fra Skyen strømmer,
Sødt Hjertet drømmer!

Paa Engen slaae de Græs; hør, Leen klinger.
Paa Himlen smukke Sommerskyer staae.
Og Kløvermarken Røgelse os svinger,
Mens høit i Choret alle Lærker slaae.
- Med Vandringsstav hist Ungersvenden kommer
Hjem i Skærsommer.

Ungersvenden.
Alt jeg Kirketaarnet øiner,
Spiret kneiser stolt derpaa.
Og hvor Marken hist sig høiner,
End de fire Pile staae.
Her er Skoven. Store Rødder
Før af Træerne der laae.
Her, som Dreng, jeg plukked' Nødder,
Og trak Jordbær paa et Straa!
- Barndoms Minder mig besjæle!
Jeg vil flyve, jeg vil dvæle!
Grønne Skov, min Barndoms Ven,
Kan Du kjende mig igjen?
Grønne Hæk, du brune Stamme,
Jeg, som før, er end den samme,
Har vel seet og hørt lidt meer,
Ellers Du den Samme seer! -
Her er Pladsen end med Vedet,
Godt jeg kjender Parken der!
Her er Stenten tæt ved Ledet,
Gud, hvor lille den dog er!
Alt jeg kjender her saa godt,
Men det er saa nært, saa smaat -
Det var stort, da jeg var liden,
Jeg er bleven større siden! -
- Lille Fugl paa grønne Qvist,
Saae Du mig derude hist,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Bruden i Rørvig Kirke

Klart skinner Maanen paa den nøgne Kyst.
I Præstegaarden er nu Alt saa tyst;
Dog, tyst og stille er det stedse der,
Thi i den øde Egn den ligger her
Paa Tangen, som gaaer langt hist ud i Havet,
Hvor Kirken staaer i Sandflugt halv begravet.
Hvem nærmer sig? — Med stærke Skridt de gaae.
Det er en Skare Mænd med Kapper paa!
Men under Kappen blinker Staalet frem;
Den gamle Præst de gjæste i hans Hjem. -
Alt ryster Porten ved de stærke Slag;
Selv Spurven vækkes under Husets Tag
Og flagrer, bange, fra sin lille Rede,
Til Lyngen paa den sorte Hede.

II
Med Fader-Blik og sølvgraat Haar,
Den gamle Præst nu hos dem staaer;
Men taus som Aander er hver Mand;
De pege mod den nøgne Strand,
Hvor Kirken hæver sin røde Muur,
I den døde Natur.
Han kjender i dem et fremmed Folk;
De vise ham Guld og den skarpe Dolk,
De bede og true — nu drage de bort,
Og Præsten følger i Kjortel sort.
Fast holder han Bibelen under sin Arm,
Men Hjertet banker i Oldingens Barm;
De bane sig Vei gjennem Sandet,
Til Kirken ved Vandet.

III
Rundtom er alt saa øde, man seer kun den nøgne Strand,
Hvor Tangen flagrer i Vinden, henad det hvide Sand.
Saa underligt Bølgerne synge og over Dybet gaae,
De svulme, som Hjertet der længes, derfor de briste maae.
I Maanskinnet stiger Skummet, det hvide Bølge-Liig;
Den hvidgraa Maage flygter med bange, hæse Skrig,
Og slaaer mod Kirke-Ruden sit stærke Vinge-Par.
See Kirken den er oplyst, som aldrig før den var,
Og huult og dæmpet stiger derinde Sangen frem,
Det er, som Tone-Bølgen kom fra de Dødes Hjem.

IV
Af fremmede Mænd er hele Kirken fuld,
De straale sært i Vaaben og i Guld;
Kun tyndt er Skjægget om den brune Kind,
De hylle sig i deres Kapper ind;
Med Raslen Sværdene mod Gulvet slaae;
Man seer en Qvinde ene blandt dem staae,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Februar

'- Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst -!'

*
Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old,
Svømmer hen ad Himlen, deilig, men saa kold.
Skoven staaer med Riimfrost, glimrende og hvid,
Drømmer vist i Natten om sin Sommertid,
Om de grønne Blade med den friske Duft,
Om de smukke Blomster og den varme Luft.
Ja, hvert Træ i Skoven har sin Sommer-Drøm,
Der, som Digter-Hjertets, døer i Tidens Strøm.
Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst.

Som et Skyggebilled', sat mod Luftens Blaa,
Staaer hist Herregaarden, der er Taarne paa!
Alt er gothisk gammelt, hvilket Malerie!
Ret som Riddertiden slumrede deri.
Under Vindebroen, ved de frosne Rør,
Er' i Muren Huller; der var Fængsler før.
Vaabenet med Indskrift over Porten staaer,
Og om Vindueskarmen kunstigt Løvværk gaaer.
Mellem to Karnapper groer en mægtig Lind,
Der, ad Vindeltrappen, vil vi træde ind.
Hvilke gamle Døre! og hvor de er' smaae!
Ovenover stolte Hjortetakker staae.

Gjennem hele Fløien strækker sig en Gang,
Maaneskinnet gjør den mere dyb og lang.
Riddersmænd og Fruer, mens vi gaae forbi,
See, som bundne Aander, fra hvert Malerie.
Hvem er vel hin Ridder med det mørke Blik?
Engang stolt og modig, han i Livet gik;
Mægtigt svulmed' Hjertet, Jorden har ham gjemt,
Ei hans Slægt man kjender, her hans Navn er glemt!
Hvilken deilig Qvinde! Liv og Aand man seer.
Og af disse Former er nu intet meer?
Intet meer, undtagen dette Farvespil,
Som hver Livets Sommer meer henbleges vil!
Dette Smiil om Munden, dette Tanke-Blik,
Denne Sundheds-Farve hendes Kinder fik;
Alt er Støv og Aske, Alt i Jorden gjemt,
Og, som Hjertets Drømme, Sorg og - Glæde, glemt!

Tys! fra Salen klinger Toners Harmonie,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

December

'Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hierte.'

*
(Juleaften).

Ungersve nden.
Dybt i mit Hjerte, hvor hun boer,
Et mægtigt Juletræ der groer,
Og det for hende ene.

Med Tankens Stjernelys det staaer,
Og Troskabs-Fuglen lifligt slaaer,
Bag Haabets grønne Grene.

Alt, hvad jeg har paa Jorden her,
Det finder hun paa Træet der,
Alt er for hende ene.

Jeg skal i Aften hende see,
Der leges Juul, hvo veed, maaskee
Hvad Himlen der mig bygger,

See hendes Sødskende, de Smaae,
Alt lyttende ved Døren staae,
Mens deres Træ hun smykker.

Børnene i Kammeret.
Waldemar.
Saae Du det store Træ, der kom igaar?
Jeg veed, nu er det plantet op derinde.
Og veed Du hvad? Det midt i Salen staaer,
Saa meget Stads paa Grenene de binde.
Jeg troer jeg faaer en nydelig Husar,
Og saa et Buur til begge mine Skader.

Jonna.
Men Jesu-Barnet aldrig seet jeg har,
Han kommer jo deroppe fra Gud Fader,
Og bringer os den hele Stads hvert Aar,
Hvor kan han komme ned og det saa stille?
Mon ogsaa Broder Viggo noget faaer,
Mon Jesu-Barnet veed, vi har den Lille?

Louise.
Det kan Du sagtens troe, til lille Broer
Han ogsaa noget deiligt Stads vil sende,
Han kom jo ned fra Himlen, sagde Mo'er,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

August

'Blomsten dufter, for at brydes!
Frugten modnes, for at nydes!
- Lev og nyd! trara! trara!'

*
Ja, Øieblikket ene er det just,
Der med sit friske Grønt din Vandring smykker,
Thi nyd det, som den duftende August,
Der mellem Vaaren og din Vinter bygger.

See Dig omkring, flyv ei saa vildt afsted,
Fra Livets Sol det gaaer til Gravens Skygge,
Og Sorgen sidder nok paa Hesten med,
Thi pluk hver Frugt, der skabtes for din Lykke.

Hvad Hjertet har, det har Du, søde Trøst!
Det Tabte findes ikke ved at græde;
Nei nyd! thi Livet er en evig Høst,
Og Øieblikket er saa riigt paa Glæde.

- - -

Heden trykker; Østens Varme blunder lidt hos os i Dag!
Som en ægte persisk Fyrste, vil jeg strække mig i Mag.
Grøften er mit Hovedgjærde, smukt den staaer med Kaprifol',
Egetræets grønne Grene skjærme mod den stærke Sol.
Flagrende, men luftig lette Skygardiner hænge ned;
Teppet, hvorpaa jeg har lagt mig, er et broget Blomsterbed.
Kløver, Rølleker, Papaver spille i den grønne Grund,
Og med modne Hindbær hænger Grenen lige ved min Mund.
Nyde, drømme, søde Lykke! see, ved Blomstens Hjerte tyst,
Ligger Bien sødt beruset, Blomst og Bie er Bryst ved Bryst.
Sommerfuglen lystigt flagrer, kysser hvert et broget Blad,
Synger ei, men hvidsker stille Kjærligheds - den veed nok, hvad! -
Ha! en kjølig Luftning zittrer gjennem Skovens grønne Tag,
Høit paa Himlen staaer et Bjergland, Uveirsskyer Lag ved Lag;
Nu, som Kjæmpeseil de svulme, nu er det en Klippehal,
Hør det stærke Echo ruller gjennem Bjergets dybe Dal.
Hver en Fugl sig bange skjuler, og et Gys i Skoven gaaer,
Mens i store Kredse Svalen Jorden med sin Vinge slaaer.
Skyen brister, Regnen strømmer, den betage vil mit Syn!
Himlen viser Flamme-Tanker, Videt gnistrer Lyn paa Lyn.

- I det lille lave Skovhuus staaer jeg, til det er forbi,
Men da Ruderne er knækked', ei for Regn jeg bliver fri;
Konen sidder paa en Træstol, dier Barnet, søde Lyst!
See, de butted' runde Fingre lægger det paa hendes Bryst!
Stormen rusker stærkt i Taget, flyver nu til Markens Neeg,
Favner dem og knækker Axet i sin Elskovs vilde Leeg.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Børnene og den graa Morlille

I Hjertet sidder en lille Person,
Han gestikulerer saa saare,
Men det er ækelt hvor føelsom han er,
Han svømmer bestandigt i Taare.
Han digter allene de rørende Ting,
Ak! Vand er vist Tanken og Tonen,
Thi, tænk! vore Øine staae lidt under Vand,
Skjøndt de er' saa langt fra Personen.
Han maa ei slippe i Verden ud,
Saa blev der først Graad og Jammer,
Vort Bryst skal være hans Fangetaarn,
Og Hjertet hans Fængselskammer.
Han sidder jo luunt inden Vægge der,
Skjøndt evigt og altid han skraaler:
„Her er saa snevert! o ud! derud!
Hvor Himlen og Sollyset straaler!"
— Nei, saa gaaer det meget bedre til
hos dem, som boe i vor Pande;
Vel er det Tagkammer lidet og lavt,
Dog rummer det godt maa man sande!
Thi der er' tusind' velsignede Smaae,
Ja tusinde til, og lidt flere,
Der synge og springe ved Dag og Nat,
(hos visse de mindre genere):
Det er Phantasiens levende Smaae,
De kjende ei Savn eller Længsel;
Ja tidt gjør' de Nar af den lille Person,
Der sidder i Hjertets Fængsel.
De kan de deiligste Eventyr,
Og naar vi Mennesker læse,
Saa spille de strax, som Comedie Alt,
Her lige over vor Næse.
Ja, tidt kan de udvide Kammeret selv,
saa mange alt føle en Svimlen,
Men tænk dog ogsaa, hvor høit det gaaer!
Det gaaer gjennem hele Himlen;
Saa høit, saa høit over Sol og Planet,
Ja, langt paa den anden Side!
Hvorledes de ellers kan gjøre Sligt,
Ja, det maa vor Herre vide!
— Men vil' de gjøre for stort et Spring,
Hvad eller Spektakel og Trætte,
Da kommer Fornuften, en graa Morlil,
Hun bringer dem snarlig tilrette.
Tidt tysser hun ogsaa, og er lidt vred
Paa ham, som i Hjertet græder,
Men ofte hun trøster, da synge de Smaae,
Saa smukt om Himmelens Glæder.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

November

'Tredje Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! -
Ha, alle Djævle, hvilken Nat! -'

*
Nøgent, øde Sted paa Jyllands Vestkyst.
(Det er Nat og Maaneskin; Skyerne jage hen over det oprørte Hav).

En Skare onde Natur-Aander mødes, de leire sig i Sandet.

Den Første.
Her November har sin Throne,
Hvilken deilig Dandseplads!
Storm og Hav er vort Orchester.
Hør dog, hvilket lystigt Stykke!
Mine Been er Hvirvel-Vinde;
Kom, imens de Andre sladdre
Om de natlige Bedrifter.

Den Anden.
Dette Sted især jeg ynder.
Om en herlig Spas det minder!
See I [rettet fra: i] der det løse Qviksand?
Det er flere Aar nu siden,
Men som nu, just i November,
Kom en lystig Brudeskare;
Klarinet og Violiner
Klang heel lysteligt fra Vognen,
Hvor med Silkebaand om [rettet fra: um] Haaret,
Bruden sad, saa ung og deilig.
Med en Taage jeg dem blænded',
I et Nu de svandt i Sandet.

Den Tredie.
Det er kun i forgaars siden,
Jeg mit Eventyr har prøvet.
Nyligt havde Stormen lagt sig,
Havet hvilte som et Klæde.
Stille laae et Vrag derude,
Alt dets Mandskab længst var borte,
Kun en Mand og tvende Qvinder
Endnu stode der forladte,
Men der laae en Baad paa Dækket,
Stor og bred; de der dem satte.
Manden bortskar [rettet fra: bortskjar] alle Touge,
Undersøgte Alting nøie,
Haabede, naar Vraget sank,
Baaden, frelst fra Dybets Hvirvler,
Let dem bar paa Havets Flade.*
Men eet Toug sig for ham skjulte,
Livet hang ved dette ene.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Livet en Drøm

Til Vennen
Du kjender Grunden til min dybe Smerte,
Du kjender hver en Tanke i mit Bryst;
Jeg holder fast ved Dig med Sjæl og Hjerte,
O vær mig tro, i Smerte og i Lyst!
Mit stolte Haab, jeg saae som Boble briste,
O lad mig ikke Venskab ogsaa miste!

Dit aabne Blik, Dit barnlig' rene Hjerte,
Og hun — vor Søster — bandt mig fast til Dig;
Nu er hun død — jeg saae Din stille Smerte,
Imens Din Læbe vilde trøste mig. -
— — O Broder, Livets bedste Bobler briste,
O lad mig ei Dit stærke Venskab miste!

Nei, Du er tro! — hvor mildner Du min Smerte!
— Mens nu Du trykker broder-ømt min Haand
Med Blik mod Blik og Hjerte imod Hjerte,
En mægtig Tanke stiger for min Aand,
Den bringer Fryd og Veemod uden Lige,
Og hvad den seer, vil Læben Dig udsige.


1
I det store Verdens-Rum, over Sol og over Stjerne,
Høit, hvor ingen Tanke naaer, i det Blaae, umaalte Fjerne,
Leve gjennem Evighed Aandehærens Myriader,
Fuld af Kraft og Kjærlighed, skabt af Naadens store Fader.
Deres Kamp Begeistring er, deres Længsel Kjærligheden;
Begge voxe Stund for Stund, gjennem hele Evigheden.
Feile de, da straffer Gud hine faldne Aandeskarer,
De maae slumre, slumre dybt; — men det kun Minutter varer.
Kort kun standses Aandens Flugt, snart den atter fri kan svæve,
Drømmen i hiin Straffe-Søvn, det er Livet her vi leve.
Er endogsaa Drømmen smuk, eie vi al jordisk Lykke,
Den er dog en Skygge kun, mod hiint Liv, hvor vi skal bygge!
Døden her, er Livet hist, snart er Straf og Drøm tilende,
Men i Drømmen her, kun svagt Aanden kan sig selv gjenkjende.


2
Døden kalder. — Sprængt er det jordiske Baand.
Drømmen er endt. Fri svæver den mægtige Aand,
Mindes sin Drøm og svimler i svulmende Lyst.
Nu er hun hans! — See, Bryst imod Bryst,
Læbe ved Læbe, og Øie mod Øie,
Svæve de elskende Aander gjennem det Høie.
Een er kun Tanken, een deres Stræben;
Som Toner flyde Drømmen fra Læben,
Drømmen om Jordlivet her,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Marts

'Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.'

*
Mægtigt Vaarens Pulse banke,
Dog er det saa kold en Tid;
See, imellem Form og Tanke
Viser sig den store Strid;
Aaret giver i det Mindre,
Hvad i Secler Verden gav,
Hvad du seer, hvor Stjerner tindre,
Og i Oldtids sjunkne Grav,
Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.
*
Jorden.
Ton høit i Tidens Kamp mit stolte Qvad!
En Verden være mig mit Nodeblad,
Urbjergene, som dybt grundfæsted' staae,
De er' de sorte Streger, sat' derpaa,

Og hver Forstening, hvert et Lag deri,
Er Noden til den stolte Melodie.
Hvert Mammuthsdyr, hver Blomst i Stenen bundet
Os synger om et Liv, som er forsvundet,
Om Tidens Stræben, Tidens snevre Baand,
Om Kampen mellem Formerne og Aand.

Hvo sprængte Himlen med sit Stjernetal,
Den vidtudstrakte Ymers Pandeskal,
Den høie Himmelhvælving i sin Skranke -
Hvo, uden Aanden med sin Flamme-Tanke?
Copernikus gav Jorden Liv og Gang,
Stolt alle Sphærerne i Rummet sang,
De gamle Former bort som Avner fløi,
Og Verden blev saa navnløs stor og høi.

Den vilde Søgang bryder stolt hver Skranke,
Og Klippen brister, som den skjøre Planke,
Sø bliver Land og Landet atter Sø,
Men dobbelt skjøn sig reiser Ø ved Ø,
Det indre Liv sig lader ei betvinge.
See! Skovene fra Jordens Muld fremspringe,
Fixstjernens Skjær naaer ned til Jordens Bugt,
Skjøndt Secler svinde i dens snare Flugt,
Men Rummet ei kan Kraftens Straale dæmpe,
Forgjæves Titans Børn mod Himlen kjæmpe.
Brænd Byer af, riv ned med Tiger-Kloe,
Strøe Salt i Gruset, at ei Græs skal groe! -
Dog reiser Aanden atter Steen ved Steen,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

October

'- Du har ei Ro, ei Smerte
Tomt er der i dit Hjerte;
Saa døsigt Taagen ligger
Rundt om det visne Krat! -.'
*
Storken er reist til fremmed' Land, Spurven boer i dens Rede;
Løvet falder, men Bærret staaer rødt paa den sorte Hede.
Taagen ligger saa kold og klam, Vedet fældes i Skoven,
Bonden gaaer paa den vaade Mark, vælter Jorden med Ploven.
Over de sorte Muldvarpskud flyver en vildsom Svale,
Skjuler sig mellem Mosens Rør, kan ei synge, ei tale.
Draaben falder saa kold og tung ned fra Træernes Grene;
Minderne leve, uden dem følte sig Hjertet ene.
Som Oceaners dybe Ro førend Stormene stige,
Ja, som et Havblik er der i hele Naturens Rige,
Havblik, Forbudet paa en Storm, snart den stiger med Vælde,
Da skal Skoven staae som et Vrag, alt de Masterne fælde.
Tomhed breder sig meer og meer, her er ei Fryd, ei Smerte;
Livstomt staaer den stolte Naturs svulmende Digterhjerte.

I Vaar Din Sol sig tændte,
Dit unge Hjerte brændte,
Alt blev til Blomst og Blade,
Og Fuglene sang glade -
Din Sjæl var Kjærlighed.
Med Liv Du Alt omsno'ede.
Selv paa Ruinen gro'ede
Den grønne Vedbend'-Ranke;
Og Troskab var Din Tanke,
Lyksalighed Dit Meed.
Alt aanded' Liv og Varme,
Du holdt i Dine Arme
Din skjønne Blomsterpige;
Din Drøm var uden Lige.
Nu har hun Dig forladt!
Og Blomsterne er' døde,
Dybt i Dit Bryst er øde,
Du har ei Ro, ei Smerte,
Tomt er der i Dit Hjerte;
Saa døsigt Taagen ligger
Rundt om det visne Krat.
Du kan ei mere drømme.
O svulm, I vilde Strømme!
Ryst Storm din stærke Vinge,
En anden Qval Du bringe,
Ei denne sløve Hvile!
Send Dødens skarpe Pile,
Dig Straa-Død er forhadt!

Stille! see, hvor Taagen løfter sig høit fra den vaade Vang;

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Havfruen ved Samsøe

Det er sildigt alt paa Aft'nen, Stormen stiger meer og meer,
Bølgen vælter sig mod Kysten, hvor man Fiskerhytten seer.
O, der er saa luunt derinde, gamle Mutter sidder her,
Og ved Fyrrepindens Flamme bøder hun paa Garnet der.
Hist i Krogen ligger Katten, den er ei i Ungdoms Vaar,
Sildehoveder den spiser af et gammelt Potteskaar.
Lav er Døren, uden Lukke ryster den ved Stormens Kast,
Skjøndt den nok saa godt er bunden med en gammel Strikke fast.
Hør — nu rasler det derude, gamle Fatter kommer hjem;
„Gud skee Lov, han kom den Gamle! Søen er i Aften slem."
Men, hvor han er bleg og stille, Skyer paa hans Pande staae;
Han sin gamle Klædning kaster, tager Søndags-Stadsen paa.
Haaret børster han med Haanden; see, hans Øie ruller vildt;
Undrende hans gamle Qvinde trykker ham i Haanden mildt.
Hende kan han ikke dølge, hvad der driver ham afsted;
„Jeg maa bort! til Dannerhoffet; før faaer jeg ei nogen Fred.
Havfruen igjen jeg hørte, det er nu den tredie Gang;
Hvis jeg dvæler længer, vil hun synge snart min Dødningsang.
Hvert af hendes Ord jeg husker, o det klang saa stort, saa smukt!
Snart skal Jubelklokken klinge over Belte, Sund og Bugt,
Og en Prinds skal fødes Danmark, fuld af Snille, fuld af Mod;
Han skal nævnes fjerde Christian, af den oldenborgske Rod.
Under ham vil Danmark blomstre, og hans Værk vil ei forgaae!
Som en Konge, Helt og Fader skal han blandt de Danske staae!"
— Saa den gamle Fisker taler, griber Knortestaven fat,
Vandrer saa afsted fra Hytten, frygter ikke Storm og Nat;
Men han skotter sky til Stranden, — aldrig Veien var saa lang -
Havfruen i Dybet dukker; Stormen synger nu sin Sang. -

2
I Røg og Damp staaer Bugt og Sø,
Paa Bølgen glider Havets Mø;
Sin Helt hun seer paa Dækket staae;
Høit om hans Daad vil Harpen slaae:
„Kong Christian stod ved høien Mast
I Røg og Damp.
Hans Værge hamrede saa fast,
At Gothens Hjelm og Hjerne brast;
Da sank hvert fjendtligt Speil og Mast
I Røg og Damp.
Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan!
Hvo staaer mod Danmarks Christian,
I Kamp?!"
Fra Fader-Øiet strømmer det røde Helteblod,
Men han har Seiren vundet og hævet Danmarks Mod.
See, Fjendens Skare flygter — og gjennem Sund og Belt
Den glade Havfrue synger om Seiren og sin Helt.

3
Aarhundreder forsvinde i Tidens dybe Grav.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Kaikki On Hyvin

Oli piv maailman parhain, oli vaatimuksia jo varhain
Joita toimitettiin ties mist, oli hirveet stmist
Kello kaulassaan aika juoksi ksittmtt mink vuoksi
Tiesi vain tuloksia tytyi nostaa, piiskata kuolluttakin hevosta
Niin me ravattiin kehdosta hautaan, hakattiin aivan kylmkin rautaa
Kaikki tiesi jo tullessaan sisn, nyt vaan kiiresti kaikkea lis
Laitettiin vaikka heikolle jlle, elementtitalot toisten plle
Radio toisti tunnissa kerran: "Peilists net maailman herran"
Jotain siit kai kuuli tuo tuuli kun kovin niin ryhtyikin puhaltamaan
Alkoi mahtavaa myrsky yllemme valmistamaan
Voi meit! Voi teit! Eksyneit!
Maailmaan tiemme kun toi, oli vain hmryys ja sekava syys
Pelastusarmeijaporukka yn meteli ja pastori rumpua li
Mustat pilvet kerntyi ensin, aivan kohta jo rakeita lensi
Rnt, kivi, rapaa ja muuta, taivas alkoi sylke ja huutaa
Ja kuin jnnitetty jousi, ostoskeskus otti ja nousi
terksisille verkkojaloilleen, eik kukaan jisi aloilleen
Pkseen puolet Puolanmaata pisti, keskelle keikkumaan ntisti
Palavat silmns keltaisista hampurilaisketjun kirjaimista
Se li Vapaudenpatsaasta vinon, pilvenpiirtjist halkopinon
Jlleen kokonainen kansa juoksi, nyt vain henkiriepunsa vuoksi
Metroasemasta ji vain tomumaja marmorille maatumaan
Ja kun keskustori katosi ksitin, moni tulisi kaatumaan
Se viskoi taloja virtojen suihin, katuvaloja puistojen puihin
Rouvat moottoritiesillan alla tukki korvia persilijalla
Huusi sireenit kellot ja vki, joka ukkostaivaalla nki
kun tuli vaunut ja helvetin piskit, meteoreja kupeiltaan iski
Silloin viime hetkell juuri, tuli taivaan leimahdus suuri
Sokaisi koko surkean maan, suisti ratsuvenkin radaltaan
Sitten oli jotain aivan uutta, pelkk pime hiljaisuutta
Ja kun valkeni vaimoni vaan, pyyhki plyist pukuaan
Ett joku meit silmiin sahaa, jos se olikin vain unta pahaa
Vaan jos niin kuka tn sopan keitti, tnne merenrantaan meidt heitti
Kuka sekoitti herrat ja narrit niin hyvin ettei en milloinkaan
toista toisesta erottamaan kyennyt taikuri taitavinkaan
Maailmaan tiemme kun toi, oli vain hmryys ja sekava syys
Kultaisin aterimin herrat puuroa si ja pankkiiri rumpua li
(skettin saamiemme tietojen mukaan Suomi on juuri kadonnut kartalta)
Nyt kaikki on hyvin, taivas on hyv
Seesteinen, syv, loputon
saa uskomaan ett kaikki muukin on
Kaikki on hyvin, meri on hyv
Se on sininen syv, loputon
Saa uskomaan ett kaikki muukin on
Nyt kaikki on hyvin, taivas on hyv
Se on seesteinen, syv, loputon
saa uskomaan ett kaikki muukin on
Kaikki on hyvin, meri on hyv
Se on sininen syv, loputon
saa uskomaan ett kaikki muukin on

[...] Read more

song performed by YUP
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Maa Alla Horjuu

Kylm y.
On meilt shkt poikki jlleen.
Kiroilet,
ja laulaa laskuhaitarit
kun muut parit
ravintolain iloissa illastaa.
Se hieman vituttaa.
Vaan vaikka maa alla horjuu,
niin rakkaus kuole ei.
Jos seurapiiri meidt torjuu,
jos valtatie ne vei,
m piittaa en,
jos s
horjut mun vieress
ja niin se on
ja niin sen tulee olla.
Kylm y
harhailla tyls torin laitaa.
Kaaduttiin,
revitiin turvat asfalttiin,
mut' tajuttiin:
N ruumit, jotka sielu ylle saa,
ne on kytttavaraa.
Ja vaikka maa alla horjuu,
niin rakkaus kuole ei.
Jos seurapiiri meidt torjuu,
jos valtatie ne vei,
m piittaa en,
jos s
horjut mun vieress
ja niin se on
ja niin sen tulee olla.
Kylm y,
ja kansa katso meit kieroon.
Vaan tietk,
te voitte tyls elmnne pitkitt
ja hidastaa
ja jd kauas taa!
Me emme aio jarruttaa.
Ei, vaikka maa alla horjuu,
niin rakkaus kuole ei.
Jos seurapiiri meidt torjuu,
jos valtatie ne vei,
m piittaa en,
jos s
horjut mun vieress
ja niin se on
ja niin sen tulee olla.
Niin se on
ja niin sen tulee olla.

[...] Read more

song performed by YUP
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Ihmisoikeuksien Julistus

Tm vki tss tuskin pataan sylkee koskaan.
Puhuvatpa sujuvasti esteettist roskaa!
Onko tm komedia? Saako tss nauraa?
Palvellako isnt vai tytrtns Lauraa?
Mit min sanon, kun ne joskus jotain kysyy?
Kai trkeint on, ett edes typaikka pysyy
Miten istuu pukuni, tai puhe, jota nnn?
Mithn ne puhuvat kun selkni knnn?
Yksi ni huutaa: kenen vuoksi tt jatkat?
Haistatetaan pitkt otetaan hatkat!
Tahdotko todella olla rahamiehen renki?
Jaakobin painissa tnn aine vastaan henki.
Mietin miksi nit mietin
kun kerran el, kai elkin vois?
Jos antaisi sen maineen menn,
ottaisi sen elmnvietin ja elelisi pois.
En vlit en kunniasta,
en mammonasta, en muotirteist
Otan sen mik annetaan
Paratiisikin on lupaus vaan
ja min tahdon kteist
Siksi ovat unelmanne niin kovin kaukaisia
ja kytksen kultainen kirja paskapaperia.
Tm on ihmisoikeuksien julistus
sen ovat siunanneet YK ja Kristus.
Jokaisen sielussa saakoon hel
sisisen elimen kyky nauttia ja el!
Sielussa hel halu el.
Taistelevat metsot ykkrivt sielu jss.
Kaikilla on ihan liikaa ajatuksia pss.
Maailmassanne on aina seinn pern sein.
Min kaipaan happea ja puutahein.
Eip ole tmn pallon pll
mitn mestareita tai jumalaa,
kun antaa vain sen maineen menn,
etsii sit elmnvietti
ja hyv humalaa
Se on parasta elm, ja kaikki siit pit!
Jos joku onneton ei pid, niin ei voi mitn.
Tm on ihmisoikeuksien julistus
sen ovat siunanneet YK ja Kristus.
Jokaisen sielussa saakoon hel
sisisen elimen kyky nauttia ja el!

song performed by YUP
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Rankat Ankat

Ne rankat ankat rakentaa nuo bunkkerinsa betonista,
ja irvisten paloviinaa juo, kun askarrellaan tappolista.
On nynny mm pullasorsa, joka muutosmusiikkia soittaa.
On paperia sen Opel Corsa, kun panssarivaunu tiet tasoittaa.
On vihollinen vieras lapsikin, ja se maa joka j rajan taa.
Jos koputetaan oveen bunkkerin on tunnuslause koskaan et muuttua
saa... Koskaan et muuttua saa...
Ja moni tulee viel kaatumaan, ja katumaan, ett edes sattui syntymn.
Kun rankkojen ankkojen opetusryhm tulee teille tahtia nyttmn!
Niin aseita sormeilee rpylt hikiset.
Kuolet, jollet nkemyksin jaa.
Vaan sinkin rankka ankka viel vikiset, kun bunkkerissa
jokin rasahtaa.
Niin ankkajoukko htkht, vain hyheni ilmaan j leijumaan.
Nin voiman alttarille joutuu joskus uhraamaan!
Kun tulitus viimein taukoaa, kaatuneille tehdn kunniaa.
Ja suurin lyp muita ankkoja muistuttaa:
Kvaak kvaak kvaak! Sanokaa niille ett min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak! Sanokaa niille ett min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak! Sanokaa niille ett min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
MIES!
Vihdoin viimein odotettu piv koitti.
Johtaja-ankka lhtkskyn konekivrill soitti
soitti. Hyheniin meni mutaa ja rapaa, ja jokainen oli
vastuusta vapaa, tieten tyn oikeutuksen!
Vaan vihan innossa kontrolli petti.
Liian varhain irti psi tulivoima.
Taisi irti pst koko helvetti,
kun oli joka ankka pian toisen likvidoima.
Vain yksi en tantereella raahautui viime voimillaan.
Se rjytti reiin vihollismuuriin,
ja ji nky katsomaan.
Se kyrillen tiiraili kolostaan,
kun kansa rannalla nauroi ja ui.
Ja moni nytti nauttivan olostaan,
rankka ankka rantaleijonille nyrkki pui.
Se silmns loi yls taivaaseen,
ja lausui viimeiseksi lauseekseen:
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!

[...] Read more

song performed by YUP
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Januar

'- Nyfødt Aaret er vorden!
Stolt, med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden - !'
*
Vandringsmanden.
Et Hjem for Samojed og Pescheræ
Viser den frosne Jord med sin Snee;
Men her, som i et Feeland at see,
Staaer det riimfrosne Træ
Og løfter mod Solen sin glimrende Green
Mod en Luft, som Italiens, sortblaa, men reen.
Det er deiligt at see,
Hvor over den hvide Snee
Den sorte Rovfugl svæver,
Og Hytterne hist, hvor Røgen sig hæver,
Hvor Pigen strøer Korn af sin lille Kurv
For den qviddrende Spurv.
- Ja, nyfødt Aaret er vorden!
Stolt med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden,
Trykker med faderlig Arm
Sine Børn, de kommende Aar, til sin Barm.
Er Maanen i Næ tolv Gange vorden,
Svæver et Barn fra hans Bryst til Jorden,
Hvorfra den ventende Broder vil stige
Igjen til sit evige Rige.
Thi Himmelens mægtige Blaa er det Hav,
Hvor Aaret forsvinder,
Hvorfra det nye oprinder
For vor Jord, denne altid blomstrende Grav.
Tiden
(paa sin vingede Hest).
Min Jord, Du er saa skjøn at see
I Sommer-Grønt, i Vinter-Snee!
Din Kamp, Din Færdsel, Død og Liv,
Alt peger til et Guddoms-Bliv!

Du Hvilepunkt for Tanken gav;
Først saae jeg kun et Taage-Hav,
Det maatte snart for Lyset døe,
Og Du fremstod, men alt var Sø!
Da voxte frem den første Ø,
Med Skov og Frugt og Blomster smaae,
Og Mennesket sin Skaber saae.

Hvert Aar et Barn jeg sendte ned,
Og gjennem Had og Kjærlighed
Det atter sig til Himlen svang,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Stormen

Som i en Søvn ligger Luften og Havet,
Ingen Bølge man seer,
Kun døsigt svulmer Fladen og synker igjen;
En enkelt Luftning gaaer, som en Skygge,
Over de slappe, hængende Segl;
Men den hvidgraae Maage
Flyver i Kredse om Skibet
Og med hæse Skrig den fortæller
Hvad Dybet nu drømmer. -
En Kastevind griber i Seilet,
Med Larmen det svulmer, men synker døsigt igjen,
Som den trætte Vandrer,
Der kaldes ved Midnat fra Leiet,
Vaagner, men sover atter igjen, -
— Nu dæmrer Natten og fjernt i Nordvest
Staaer et Bjergland af Skyer hvor Stormene bygge;
Det stiger med Mørket,
Og Lynstraalen leger, som glødende Lava,
Over Bjergenes Rygge.
Nu Havet er vakt af sin dybe Slummer,
See, Bølgen dandser til Stormenes Sang
Men sort, og med sølvhvidt Skum er den klædt,
Og underligt dybt og veemodigt den sukker,
Thi den veed, at i Nat,
Mangen livsglad Søgut og trofaste Søn
Skal den trykke, som Liig, iiskold og hvid,
Fast til sit Hjerte.
See derfor svulmer dens Barm og de store Taarer
Falde som Støvregn hen over Skibet.
Men høit deroppe,
Høit i den gyngende Mast,
Sidder den modige Skibsdreng, hans Lokker flagre,
Og stille skuer han over de svulmende Bølger.
— Aldrig før saae Du Havet saa mørkt,
Aldrig Lynet saa klart;
Som Fjeldmasser hænge de truende Skyer
Over vort Hoved',
Og Havet løfter med stærke Arme
Skibet, som var det en Fjer kun,
Høit, saa høit det slynges i Luften,
Som skulde det knuses mod hine Fjelde;
Men Menneske-Hjertet klynger sig fast til sin Gud,
Og ved hver truende Bølge, det løftes
Høiere, nærmere ham,
Algodhedens Fader.
Dybene sukke med Skyens Bjerge,
Dog mere dybt
Sukker eet Hjerte, et Ungdoms-Hjerte.
Seer Du i Stormen, Skibsdrengen høit
I den svaiende Mast?

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Kuivaa Kyyneleet

En unta saa, kaikki muistuttaa
siit mink tnn nin, sen tahdon unohtaa
Sun hymys on niin viaton
en voinut aavistaa, ett olit uskoton
On rakkaus ainutkertainen
kun m oon poissa huomaat sen
Kuivaa kyyneleet, l kysy minne meen
on t muutenkin niin vaikeaa
Kuivaa kyyneleet, l kysy miksi meen
Eivt lauseet riit kertomaan
Baadadam, baadadam, ba-baadadam
baadadam, baadadam, ba-baadadam
Ji mua vaivaamaan, miksei kumpikaan
voinut kertoo tunteistaan, nyt eri teit kuljetaan
Kuvaas katselin, kai turhaan rakastin (rakastin)
tuon onnen lyt saan, kai viel uudestaan
On rakkaus ainutkertainen
kun m oon poissa huomaat sen
Kuivaa kyyneleet, l kysy minne meen
on t muutenkin niin vaikeaa
Kuivaa kyyneleet, l kysy miksi meen
eivt lauseet riit kertomaan
Baadadam...

song performed by XL5
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Kuivaa Kyyneleet

En unta saa, kaikki muistuttaa
siit mink tnn nin, sen tahdon unohtaa
Sun hymys on niin viaton
en voinut aavistaa, ett olit uskoton
On rakkaus ainutkertainen
kun m oon poissa huomaat sen
Kuivaa kyyneleet, l kysy minne meen
on t muutenkin niin vaikeaa
Kuivaa kyyneleet, l kysy miksi meen
Eivt lauseet riit kertomaan
Baadadam, baadadam, ba-baadadam
baadadam, baadadam, ba-baadadam
Ji mua vaivaamaan, miksei kumpikaan
voinut kertoo tunteistaan, nyt eri teit kuljetaan
Kuvaas katselin, kai turhaan rakastin (rakastin)
tuon onnen lyt saan, kai viel uudestaan
On rakkaus ainutkertainen
kun m oon poissa huomaat sen
Kuivaa kyyneleet, l kysy minne meen
on t muutenkin niin vaikeaa
Kuivaa kyyneleet, l kysy miksi meen
eivt lauseet riit kertomaan
Baadadam...

song performed by XL5
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!