Citatepedia^®.com

Homo Sapiens

Herra haki tanssiin; haki rouvaa ja pian taksi haki
humalaisen parin, vei sen rouvan asuntoon...
He maksoivat ja poistuivat ja vapautuivat vaatteistaan -
herra upotti kultahampaan rouvan pakaraan.
Se rouva haki hamettaan, kun kotiin sattui palamaan
kaukaisilta matkoiltaan sen rouvan vihitty herra...
... Se herra haki haulikon, ja alastoman gigolon
naamaa painaa nurmikkoon: " Nyt suutelet multaa...
tai suutelet tulta!"
Ja aivan kuten konkarit kiikkuvat kiikkutuoleissaan ovat kiinnostuneita
tuumoreistaan... Tuumoreistaan, proteeseistaan, virtsanpidtysvaikeuksistaan
niin samoin tuntee vedon typeryyksien tekoon homo sapiens.
Homo sapiens nlnhdn is ollut on, on ja oleva on.
Ja toisten kaltaistensa syminen sen tyn...
Herra olkoon teidn kanssanne
tn yn.
Herra on hpe itselleen, mutta hvet ei ymmrr
et ymmrr siis paljoakaan mutta ymmrr tm:
Voi olla, ett herraa pian viedn pikku kvelylle...
Voi olla, ett herra voi pian ripotella
tuhkaa ylleen.
Ja aivan kuten konkarit kiikkuvat kiikkutuoleissaan ovat kiinnostuneita
tuumoreistaan... Tuumoreistaan, proteeseistaan, virtsanpidtysvaikeuksistaan
niin samoin tuntee vedon typeryyksien tekoon homo sapiens.
Homo sapiens nlnhdn is ollut on, on ja oleva on.
Kuka tietmttmyyttn, kuka typeryyttn,
kuka hyvyyttn, kuka tyn...
Herra olkoon teidn kanssanne
tn yn.

song performed by YUP
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Maa Alla Horjuu

Kylm y.
On meilt shkt poikki jlleen.
Kiroilet,
ja laulaa laskuhaitarit
kun muut parit
ravintolain iloissa illastaa.
Se hieman vituttaa.
Vaan vaikka maa alla horjuu,
niin rakkaus kuole ei.
Jos seurapiiri meidt torjuu,
jos valtatie ne vei,
m piittaa en,
jos s
horjut mun vieress
ja niin se on
ja niin sen tulee olla.
Kylm y
harhailla tyls torin laitaa.
Kaaduttiin,
revitiin turvat asfalttiin,
mut' tajuttiin:
N ruumit, jotka sielu ylle saa,
ne on kytttavaraa.
Ja vaikka maa alla horjuu,
niin rakkaus kuole ei.
Jos seurapiiri meidt torjuu,
jos valtatie ne vei,
m piittaa en,
jos s
horjut mun vieress
ja niin se on
ja niin sen tulee olla.
Kylm y,
ja kansa katso meit kieroon.
Vaan tietk,
te voitte tyls elmnne pitkitt
ja hidastaa
ja jd kauas taa!
Me emme aio jarruttaa.
Ei, vaikka maa alla horjuu,
niin rakkaus kuole ei.
Jos seurapiiri meidt torjuu,
jos valtatie ne vei,
m piittaa en,
jos s
horjut mun vieress
ja niin se on
ja niin sen tulee olla.
Niin se on
ja niin sen tulee olla.

[...] Read more

song performed by YUP
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Huudon Kun Kuulen

Huudon kun kuulen mun maailma menee sekaisin x4
S leijut kuin hyhen mun unissa, kaikki on kaunista ja mahdollista
Siirryt alas annan sun johdattaa, kaiken saat s voit mut omistaa
S saat mut palamaan, en voi lopettaa
S saat mut palamaan, en voi lopettaa
Huudon kun kuulen mun maailma menee sekaisin, ei hetkest tst haluu en takaisin
Huudon kun kuulen mun maailma menee sekaisin, ei hetkest tst haluu en takaisin
Huudon kun kuulen mun maailma menee sekaisin x2
Kun joka solu huutaa sun nimesi rakkaus polttaa sydntni
Hiivit salaa, annan sun ylltt, kaiken kauniina nn, tt tahdon lis
S saat mut palamaan, en voi lopettaa
S saat mut palamaan, en voi lopettaa
Voimme kaiken tavoittaa, voimme huipun saavuttaa
Huudon kun kuulen x4
Huudon kun kuulen mun maailma menee sekaisin x2

song performed by XL5
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Huudon Kun Kuulen

Huudon kun kuulen mun maailma menee sekaisin x4
S leijut kuin hyhen mun unissa, kaikki on kaunista ja mahdollista
Siirryt alas annan sun johdattaa, kaiken saat s voit mut omistaa
S saat mut palamaan, en voi lopettaa
S saat mut palamaan, en voi lopettaa
Huudon kun kuulen mun maailma menee sekaisin, ei hetkest tst haluu en takaisin
Huudon kun kuulen mun maailma menee sekaisin, ei hetkest tst haluu en takaisin
Huudon kun kuulen mun maailma menee sekaisin x2
Kun joka solu huutaa sun nimesi rakkaus polttaa sydntni
Hiivit salaa, annan sun ylltt, kaiken kauniina nn, tt tahdon lis
S saat mut palamaan, en voi lopettaa
S saat mut palamaan, en voi lopettaa
Voimme kaiken tavoittaa, voimme huipun saavuttaa
Huudon kun kuulen x4
Huudon kun kuulen mun maailma menee sekaisin x2

song performed by XL5
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Pgisha Beshesh

AT HAKI LI HAKI 'OD ECHZOR
'OD ECHZOR ME'AVAK V'DRAKHIM
'OD ECHZOR ME'ASHAN V'MEKHOL
HUA HAYAH LI HAVU V'YADID
BAYAMIM RECHOKIM V'TRUFIM
B'YIM MILCHAMAH V'N'DUDIM
HUA HAYAH LI OROT RECHOKIM
LIFNEY LEKHTO RAK BI KESH
YALDATI VE'AD SHEASHOV
BEKHOL 'EREV ITI B'SHESH
TENAGNI ET SHIREY HA'AHAVU
AT HAKI LI HAKI 'OD ECHZOR
'OD ECHZOR ME'AVAK V'DRAKHIM
'OD ECHZOR ME'ASHAN V'MEKHOL
AT HAKI LI V'ECHZOR
HUA HALAKH VECHAKOR BALEYLOT
M'YILA' ET HABAYT HAREK
B'EYNA MILCHAMOT RECHOKOT
V'ELAY HUA TAMID TZOCHEK
MACH SHAVOT NODEDOT, MAHUMAH
ESH TZOLEVET ET SH'NEYNU EL KYR
BEYN YAMIM V'LEYLOT SHEL EYMAH
BEYINEYNU RAK HASHIR
AT HAKI LI HAKI 'OD ECHZOR
'OD ECHZOR ME'AVAK V'DRAKHIM
'OD ECHZOR ME'ASHAN V'MEKHOL
AT HAKI LI V'ECHZOR
HARUCHOT SHENASHOV LACHASHU
AT HASHIR HAYODE'A SAFOR
V'MIMENI CHAYIM LAKCHU
HUA HAYAM LI ACHUVEYADID
BAYAMIM RECHOKIM V'TRUFIM...

song performed by Ofra Haza
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Paratiisin Sahakielet

Tarkkailkaa jlkikasvuanne:
ehk teidnkin pikku Marjattanne
on aikeissa ohjeenne unohtaa...
Seksuaalinen holtittomuus saa
otteen Marjatasta, ja - katsokaa:
kun pari karvaisia jalkoja
nahkahousuissa hikoaa...
tytt viiksi kasvattaa!
Kurittajanlakki otsaa koristaa:
(Kuuletteko te sen,
mink min kuulen?)
Mit sanotte sukulaisille?
Minne hpepilkkunne aiotte piilottaa?!
(Kuuletteko te sen,
mink min kuulen?)
Me olemme ne
paratiisin sahakielet
saapuneet
hakemaan
lastenne sielut!
"Se ei voi olla minusta!" , huutaa is.
Se hinttik hnen perheens lis?
- se sama hintti kotiin kuljettaa
laumoittain ystvin uusia,
joukkoa perin arveluttavaa...
ja taustalla pauhaa
-kumma kyll- se sama melu...
se murskaa! jauhaa! ei hetken rauhaa
suo. Huumediileri sy pydstnne,
ylenkatsoo teit, antaa ylen ja naurahtaa
(Kuuletteko te sen,
mink min kuulen?)
Mit sanotte sukulaisille?
Minne hpepilkkunne aiotte piilottaa?!
(Kuuletteko te sen,
mink min kuulen?)
Me olemme ne
paratiisin sahakielet
saapuneet
hakemaan
lastenne sielut!
Tarkkailkaa jlkikasvuanne:
kyll teidnkin rakas pikku-Jukkanne
saastaa kotiin salakuljettaa...
Tarkkailkaa jlkikasvuanne!
kyll teidnkin rakas pikku-Jukkanne...
niin, ja taustalla pauhaa
se sama melu: se alati pauhaa
Se murskaa! jauhaa! ei hetken rauhaa!
pilkkokaa stereonsa! pilkkokaa radionsa!

[...] Read more

song performed by YUP
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Rankat Ankat

Ne rankat ankat rakentaa nuo bunkkerinsa betonista,
ja irvisten paloviinaa juo, kun askarrellaan tappolista.
On nynny mm pullasorsa, joka muutosmusiikkia soittaa.
On paperia sen Opel Corsa, kun panssarivaunu tiet tasoittaa.
On vihollinen vieras lapsikin, ja se maa joka j rajan taa.
Jos koputetaan oveen bunkkerin on tunnuslause koskaan et muuttua
saa... Koskaan et muuttua saa...
Ja moni tulee viel kaatumaan, ja katumaan, ett edes sattui syntymn.
Kun rankkojen ankkojen opetusryhm tulee teille tahtia nyttmn!
Niin aseita sormeilee rpylt hikiset.
Kuolet, jollet nkemyksin jaa.
Vaan sinkin rankka ankka viel vikiset, kun bunkkerissa
jokin rasahtaa.
Niin ankkajoukko htkht, vain hyheni ilmaan j leijumaan.
Nin voiman alttarille joutuu joskus uhraamaan!
Kun tulitus viimein taukoaa, kaatuneille tehdn kunniaa.
Ja suurin lyp muita ankkoja muistuttaa:
Kvaak kvaak kvaak! Sanokaa niille ett min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak! Sanokaa niille ett min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak! Sanokaa niille ett min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
MIES!
Vihdoin viimein odotettu piv koitti.
Johtaja-ankka lhtkskyn konekivrill soitti
soitti. Hyheniin meni mutaa ja rapaa, ja jokainen oli
vastuusta vapaa, tieten tyn oikeutuksen!
Vaan vihan innossa kontrolli petti.
Liian varhain irti psi tulivoima.
Taisi irti pst koko helvetti,
kun oli joka ankka pian toisen likvidoima.
Vain yksi en tantereella raahautui viime voimillaan.
Se rjytti reiin vihollismuuriin,
ja ji nky katsomaan.
Se kyrillen tiiraili kolostaan,
kun kansa rannalla nauroi ja ui.
Ja moni nytti nauttivan olostaan,
rankka ankka rantaleijonille nyrkki pui.
Se silmns loi yls taivaaseen,
ja lausui viimeiseksi lauseekseen:
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!
Kvaak kvaak kvaak kvaak! Min olen mies!

[...] Read more

song performed by YUP
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Bruden i Rørvig Kirke

Klart skinner Maanen paa den nøgne Kyst.
I Præstegaarden er nu Alt saa tyst;
Dog, tyst og stille er det stedse der,
Thi i den øde Egn den ligger her
Paa Tangen, som gaaer langt hist ud i Havet,
Hvor Kirken staaer i Sandflugt halv begravet.
Hvem nærmer sig? — Med stærke Skridt de gaae.
Det er en Skare Mænd med Kapper paa!
Men under Kappen blinker Staalet frem;
Den gamle Præst de gjæste i hans Hjem. -
Alt ryster Porten ved de stærke Slag;
Selv Spurven vækkes under Husets Tag
Og flagrer, bange, fra sin lille Rede,
Til Lyngen paa den sorte Hede.

II
Med Fader-Blik og sølvgraat Haar,
Den gamle Præst nu hos dem staaer;
Men taus som Aander er hver Mand;
De pege mod den nøgne Strand,
Hvor Kirken hæver sin røde Muur,
I den døde Natur.
Han kjender i dem et fremmed Folk;
De vise ham Guld og den skarpe Dolk,
De bede og true — nu drage de bort,
Og Præsten følger i Kjortel sort.
Fast holder han Bibelen under sin Arm,
Men Hjertet banker i Oldingens Barm;
De bane sig Vei gjennem Sandet,
Til Kirken ved Vandet.

III
Rundtom er alt saa øde, man seer kun den nøgne Strand,
Hvor Tangen flagrer i Vinden, henad det hvide Sand.
Saa underligt Bølgerne synge og over Dybet gaae,
De svulme, som Hjertet der længes, derfor de briste maae.
I Maanskinnet stiger Skummet, det hvide Bølge-Liig;
Den hvidgraa Maage flygter med bange, hæse Skrig,
Og slaaer mod Kirke-Ruden sit stærke Vinge-Par.
See Kirken den er oplyst, som aldrig før den var,
Og huult og dæmpet stiger derinde Sangen frem,
Det er, som Tone-Bølgen kom fra de Dødes Hjem.

IV
Af fremmede Mænd er hele Kirken fuld,
De straale sært i Vaaben og i Guld;
Kun tyndt er Skjægget om den brune Kind,
De hylle sig i deres Kapper ind;
Med Raslen Sværdene mod Gulvet slaae;
Man seer en Qvinde ene blandt dem staae,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Ihmisoikeuksien Julistus

Tm vki tss tuskin pataan sylkee koskaan.
Puhuvatpa sujuvasti esteettist roskaa!
Onko tm komedia? Saako tss nauraa?
Palvellako isnt vai tytrtns Lauraa?
Mit min sanon, kun ne joskus jotain kysyy?
Kai trkeint on, ett edes typaikka pysyy
Miten istuu pukuni, tai puhe, jota nnn?
Mithn ne puhuvat kun selkni knnn?
Yksi ni huutaa: kenen vuoksi tt jatkat?
Haistatetaan pitkt otetaan hatkat!
Tahdotko todella olla rahamiehen renki?
Jaakobin painissa tnn aine vastaan henki.
Mietin miksi nit mietin
kun kerran el, kai elkin vois?
Jos antaisi sen maineen menn,
ottaisi sen elmnvietin ja elelisi pois.
En vlit en kunniasta,
en mammonasta, en muotirteist
Otan sen mik annetaan
Paratiisikin on lupaus vaan
ja min tahdon kteist
Siksi ovat unelmanne niin kovin kaukaisia
ja kytksen kultainen kirja paskapaperia.
Tm on ihmisoikeuksien julistus
sen ovat siunanneet YK ja Kristus.
Jokaisen sielussa saakoon hel
sisisen elimen kyky nauttia ja el!
Sielussa hel halu el.
Taistelevat metsot ykkrivt sielu jss.
Kaikilla on ihan liikaa ajatuksia pss.
Maailmassanne on aina seinn pern sein.
Min kaipaan happea ja puutahein.
Eip ole tmn pallon pll
mitn mestareita tai jumalaa,
kun antaa vain sen maineen menn,
etsii sit elmnvietti
ja hyv humalaa
Se on parasta elm, ja kaikki siit pit!
Jos joku onneton ei pid, niin ei voi mitn.
Tm on ihmisoikeuksien julistus
sen ovat siunanneet YK ja Kristus.
Jokaisen sielussa saakoon hel
sisisen elimen kyky nauttia ja el!

song performed by YUP
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Dykker-Klokken

Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.
Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,
Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;
Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;
Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.
En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,
Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.
I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,
Og stige i en Luft-Ballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;
Dog muligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker
Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.
Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,
(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).
— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,
Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;
Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,
Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, -
For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed' saare,
Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. -
Det var, som Stormens Orgel slog — jeg kan det aldrig glemme!
Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.
— Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;
Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fjerne.
Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,
Saa at man uden sværtet Glas „ihr' Hoheit" kunde taale.
Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole
Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.
— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,
Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.
Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,
Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,
Og hurtigt gik det: „klip! klip! klip!" rask skar hun Snoren over;
Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover.
Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,
Jeg trøsted' mig; Du kan kun døe, se det er her det Hele.
Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,
Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.
Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,
„Und immer weiter, hop! hop! hop!" foruden Rast og Hvile.
Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,
Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.
Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!
Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden. -
Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,
Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. -

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Beelsebub Ei Nuku Koskaan

Joskus iden tunteina
voi varmasti sen aistia
ettei ole yksin.
Kaikki tss huoneessa
ehk' ei paljastu kerralla siis
varaudu ylltyksiin.
Ja tee mit teet,
kunhan muistat vaan.
Vanha Beelsebub ei
nuku koskaan.
Ei nuku koskaan.
Kun kiltit idin kiltit ist
kiltit lapset nukkumaan
peitelty on saateltu on
hyhen saarten satamaan.
Niin varjoista esiin ontuu
katalia kulkijoita
siis tuskin turhaan heist kukaan
tarkkailee taivaita noita.
Kun musta pilvi seurailee
yll kulkee liikahtaa
kaiken muistiin kirjoittaa
vain punakyn kiiruhtaa.
Aivan.
Niin kaupunki nukkuu
kristityn untaan
vaan vanha Beelsebub ei
nuku koskaan
Ja kuolevaiset kuten me
ilman yn unta uuvumme
yht vain uni ei paina
yksi unta valvoo aina.
Puoli vartaloa vallan
ikneidollamme on
tuolla paremmalla puolen
pihan roskalaatikon.
Naapureidensa elm
kovin rouvaa kiinnostaa
mutta jokin mys hnen
taivaltansa varjostaa.
Kun musta pilvi seurailee
yll kulkee kiinni saa
pilvest suuri nyrkki
kunnotonta kumauttaa.
Aivan.
Niin tee mit teet,
kunhan muistat vaan.
Vanha Beelsebub ei
nuku koskaan.
Ja kukapa tiet

[...] Read more

song performed by YUP
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

November

'Tredje Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! -
Ha, alle Djævle, hvilken Nat! -'

*
Nøgent, øde Sted paa Jyllands Vestkyst.
(Det er Nat og Maaneskin; Skyerne jage hen over det oprørte Hav).

En Skare onde Natur-Aander mødes, de leire sig i Sandet.

Den Første.
Her November har sin Throne,
Hvilken deilig Dandseplads!
Storm og Hav er vort Orchester.
Hør dog, hvilket lystigt Stykke!
Mine Been er Hvirvel-Vinde;
Kom, imens de Andre sladdre
Om de natlige Bedrifter.

Den Anden.
Dette Sted især jeg ynder.
Om en herlig Spas det minder!
See I [rettet fra: i] der det løse Qviksand?
Det er flere Aar nu siden,
Men som nu, just i November,
Kom en lystig Brudeskare;
Klarinet og Violiner
Klang heel lysteligt fra Vognen,
Hvor med Silkebaand om [rettet fra: um] Haaret,
Bruden sad, saa ung og deilig.
Med en Taage jeg dem blænded',
I et Nu de svandt i Sandet.

Den Tredie.
Det er kun i forgaars siden,
Jeg mit Eventyr har prøvet.
Nyligt havde Stormen lagt sig,
Havet hvilte som et Klæde.
Stille laae et Vrag derude,
Alt dets Mandskab længst var borte,
Kun en Mand og tvende Qvinder
Endnu stode der forladte,
Men der laae en Baad paa Dækket,
Stor og bred; de der dem satte.
Manden bortskar [rettet fra: bortskjar] alle Touge,
Undersøgte Alting nøie,
Haabede, naar Vraget sank,
Baaden, frelst fra Dybets Hvirvler,
Let dem bar paa Havets Flade.*
Men eet Toug sig for ham skjulte,
Livet hang ved dette ene.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Amor Amor

Amor kuuntelee, kun huudat:
Amor kuuntelee tarkkaan
Amor kuuntelee, kun huudat:
Amor kuuntelee tarkkaan...
armollinen on, ja hyv
tai paha suo pahan maan...
Amor on kkisyv!
Amor vie mukanaan!
kalleimpaankin kaupunkiin y on
saapuva yn-ajallaan
aurinkomme lmmn vieden
kuun loisteen tuoden tullessaan
miesven hiukset on hopeaa
ja daamit paljeteissaan sdehtii
lipuu limusiinit teatterille,
jossa vki laiskasti liikehtii...
vaan kun joukosta poissa on yksi
voi suurinkin joukko olla yksin niin
ja niinkuin illan thtitaivasta
viel thtivierasta odoteltiin...
joka saavu ei koko yn,
eik saavu edes kun taas aamu saa:
ja se vki joka odottaa tahtoo
viikkoja saa odottaa.
sill hn on vaiti kulkenut
vaiti ovet avannut, sulkenut: huudahtanut
kun on nhnyt neidon sulovartalon
hn on kaiken nhnyt, mik hyv on
silloin Amor kuuntelee, kun huudat...
sin livahdit ikkunasta
kerrostalon sein kiipeilemn
pyjamasillasi, vanha mies,
sydntalven aikaan synkimpn:
ikkunasi jotenkin lukkiutui,
vaan ei auki ollut rakkaan akkunakaan
sin kiljuit kuulle, pidit pirun tyn
rouva luuli ett sitten tiistaiyn...
..nin ky nytelmiss, joissa
vain kaksin kuutamoa katsellaan,
vaivutaan suloisiin suudelmiin
(tai elimi irti leikataan)
ja taas Amor kuuntelee, kun huudat...
vaan kalleimpaankin liittoon arki
on saapuva arjen-ajallaan:
se sokean huuman herrat
taluttaa vanhainkotiin vaappumaan.
ja me vain arvaamattomalta
alueelta voimme saada asunnon,
ja meitkin varoituksitta viedn...
siis siihen pyri, mik hyv on

song performed by YUP
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Januar

'- Nyfødt Aaret er vorden!
Stolt, med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden - !'
*
Vandringsmanden.
Et Hjem for Samojed og Pescheræ
Viser den frosne Jord med sin Snee;
Men her, som i et Feeland at see,
Staaer det riimfrosne Træ
Og løfter mod Solen sin glimrende Green
Mod en Luft, som Italiens, sortblaa, men reen.
Det er deiligt at see,
Hvor over den hvide Snee
Den sorte Rovfugl svæver,
Og Hytterne hist, hvor Røgen sig hæver,
Hvor Pigen strøer Korn af sin lille Kurv
For den qviddrende Spurv.
- Ja, nyfødt Aaret er vorden!
Stolt med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden,
Trykker med faderlig Arm
Sine Børn, de kommende Aar, til sin Barm.
Er Maanen i Næ tolv Gange vorden,
Svæver et Barn fra hans Bryst til Jorden,
Hvorfra den ventende Broder vil stige
Igjen til sit evige Rige.
Thi Himmelens mægtige Blaa er det Hav,
Hvor Aaret forsvinder,
Hvorfra det nye oprinder
For vor Jord, denne altid blomstrende Grav.
Tiden
(paa sin vingede Hest).
Min Jord, Du er saa skjøn at see
I Sommer-Grønt, i Vinter-Snee!
Din Kamp, Din Færdsel, Død og Liv,
Alt peger til et Guddoms-Bliv!

Du Hvilepunkt for Tanken gav;
Først saae jeg kun et Taage-Hav,
Det maatte snart for Lyset døe,
Og Du fremstod, men alt var Sø!
Da voxte frem den første Ø,
Med Skov og Frugt og Blomster smaae,
Og Mennesket sin Skaber saae.

Hvert Aar et Barn jeg sendte ned,
Og gjennem Had og Kjærlighed
Det atter sig til Himlen svang,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Juleaftenen (Christmas Eve )

Hvo minnes ikke
et vær, han tror, ei himlen mer kan skikke?
et vær som om hver sjel, fra Kains til den,
Gud sist fordømte,
den jord forbannet, fra helvete rømte,
som fristet dem å svike himmelen?....
Et vær, hvis stemmes
forferdelser ei mere kan forglemmes?
Thi alle tenkte: det må være sendt
for min skyld ene;
orkanens tordner meg kun meg de mene;
min synd er blitt åndene bekjent...
Et vær, hvis styrke
kan lære prest og troende å dyrke
demoner i det element, hvis brak
den gamle høre
fra barnsben kan i sitt bemoste øre
et skyens jordskjelv, luftens dommedag?
Et vær, som rystet
den sterkes hjerte i dets skjul i brystet,
et himmelvær, hvori sitt eget navn
han påropt hørte
av ånder, stormene forbi ham førte,
mens hver en tretopp hylte som en ravn? Men ravnen gjemte
seg selv i klippen, ulven sulten temte,
og reven våget seg ikke ut.
I huset sluktes
hvert lys, og lenkehunden inneluktes....
I slikt vær, da får du bønner, Gud!

I slikt vær - det var en juleaften -
da natt det ble før dagens mål var fullt,
befant en gammel jøde, nær forkommen,
seg midt i Sverigs ørken, Tivedskogen.
Han ventedes til bygden denne side
fra bygdene på hin, for julens skyld,
av pikene med lengsel, thi i skreppen
lå spenner, bånd og alt hva de behøvde
for morgendagen, annen dag og nyttår.
Det gjorde lengselen spent, men ikke bange;
thi ennu hadde "Gamle-Jakob" aldri
dem sviktet noen jul: Han kom så visst
som juleaftenen selv.
"Tyss! var det atter stormen,
som hylte gjennom grenene? Det skrek.
Nu skriker det igjen." Og Gamle-Jakob
fluks stanser lyttende for annen gang.
Nu tier det. Thi stormen øker på,
som fossen drønner over den, der drukner.
Han vandrer atter. "Tyss! igjen en lyd!"

[...] Read more

poem by Henrik Wergeland
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Livet en Drøm

Til Vennen
Du kjender Grunden til min dybe Smerte,
Du kjender hver en Tanke i mit Bryst;
Jeg holder fast ved Dig med Sjæl og Hjerte,
O vær mig tro, i Smerte og i Lyst!
Mit stolte Haab, jeg saae som Boble briste,
O lad mig ikke Venskab ogsaa miste!

Dit aabne Blik, Dit barnlig' rene Hjerte,
Og hun — vor Søster — bandt mig fast til Dig;
Nu er hun død — jeg saae Din stille Smerte,
Imens Din Læbe vilde trøste mig. -
— — O Broder, Livets bedste Bobler briste,
O lad mig ei Dit stærke Venskab miste!

Nei, Du er tro! — hvor mildner Du min Smerte!
— Mens nu Du trykker broder-ømt min Haand
Med Blik mod Blik og Hjerte imod Hjerte,
En mægtig Tanke stiger for min Aand,
Den bringer Fryd og Veemod uden Lige,
Og hvad den seer, vil Læben Dig udsige.


1
I det store Verdens-Rum, over Sol og over Stjerne,
Høit, hvor ingen Tanke naaer, i det Blaae, umaalte Fjerne,
Leve gjennem Evighed Aandehærens Myriader,
Fuld af Kraft og Kjærlighed, skabt af Naadens store Fader.
Deres Kamp Begeistring er, deres Længsel Kjærligheden;
Begge voxe Stund for Stund, gjennem hele Evigheden.
Feile de, da straffer Gud hine faldne Aandeskarer,
De maae slumre, slumre dybt; — men det kun Minutter varer.
Kort kun standses Aandens Flugt, snart den atter fri kan svæve,
Drømmen i hiin Straffe-Søvn, det er Livet her vi leve.
Er endogsaa Drømmen smuk, eie vi al jordisk Lykke,
Den er dog en Skygge kun, mod hiint Liv, hvor vi skal bygge!
Døden her, er Livet hist, snart er Straf og Drøm tilende,
Men i Drømmen her, kun svagt Aanden kan sig selv gjenkjende.


2
Døden kalder. — Sprængt er det jordiske Baand.
Drømmen er endt. Fri svæver den mægtige Aand,
Mindes sin Drøm og svimler i svulmende Lyst.
Nu er hun hans! — See, Bryst imod Bryst,
Læbe ved Læbe, og Øie mod Øie,
Svæve de elskende Aander gjennem det Høie.
Een er kun Tanken, een deres Stræben;
Som Toner flyde Drømmen fra Læben,
Drømmen om Jordlivet her,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Normaalien Maihinnousu

Mist viikatemies kerrostalomme mies sit tuskimpa selville saan.
Sen isn hengen vei ensin sitten kadulle lensin
minkin kiiruhdin ikkunaan.
Samassa satamaan laivat uivat, Is ne normaalit saapuivat
Ja valokiilat autoissaan, kvivt katuja laikaisemaan.
Kun vieras mies tuli taloon jouduin outoon valoon,
sill hn oli normaalien p.
Vierailla voimilla kai kaikki valtaansa sai nyt kukaan muuta ei kuule
ei ymmrr.
Niin nousi itikin niiden paattiin,
min ja arkku mentiin saattiin.
Ei en kotiinsa kaivannut hn,
kun lysi normaaleista ystvn.
Is kunpa voisitkin, el viel, mietin usein kuinkahan,
teille siell, kuolleiden maassa ky, ikuisen unenko sait ?
Vai vallitsevatko, normaalien lait ?
Pahoin paukkuvat uxet kun puhdistukset
riemuu isin kun liikkua ei saa,
se mik viimeviikolla saattoi normaalia olla
nyt on kuolemaakin pahempaa.
Niin uusi valta uudet lait laatii,
ja meidt mukautumaan vaatii.
Ne laittaa normaalien merkit hihaan,
ja tulee melskaamaan meidn pihaan.
Normaalien joukossa normaalina olossa
elo on unelma loputon,
sillonhan tt voin siet muttapa mistp tiet
mik huomenna normaalia on ?
Kun suuri johtaja keksi ett punaiseksi
vrjttv on kansalta pt
ptiin nyt min menen ehk soutuveneen kaukaisella ulavalla nt,
te voitte tuttuun tapaan ne jatkaa,
min niiden taa sateen matkaan.
Minne ei normaalien solvaukset soi,
miss epnormaali olla voi.
Minne ei normaalien solvaukset soi,
miss epnormaali olla voi.
Is kunpa voisitkin, el viel,
mietin usein kuinkahan, teille siell,
kuolleiden maassa ky, ikuisen unenko sait ?
Vai vallitsevatko, normaalien lait ?

song performed by YUP
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Marts

'Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.'

*
Mægtigt Vaarens Pulse banke,
Dog er det saa kold en Tid;
See, imellem Form og Tanke
Viser sig den store Strid;
Aaret giver i det Mindre,
Hvad i Secler Verden gav,
Hvad du seer, hvor Stjerner tindre,
Og i Oldtids sjunkne Grav,
Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.
*
Jorden.
Ton høit i Tidens Kamp mit stolte Qvad!
En Verden være mig mit Nodeblad,
Urbjergene, som dybt grundfæsted' staae,
De er' de sorte Streger, sat' derpaa,

Og hver Forstening, hvert et Lag deri,
Er Noden til den stolte Melodie.
Hvert Mammuthsdyr, hver Blomst i Stenen bundet
Os synger om et Liv, som er forsvundet,
Om Tidens Stræben, Tidens snevre Baand,
Om Kampen mellem Formerne og Aand.

Hvo sprængte Himlen med sit Stjernetal,
Den vidtudstrakte Ymers Pandeskal,
Den høie Himmelhvælving i sin Skranke -
Hvo, uden Aanden med sin Flamme-Tanke?
Copernikus gav Jorden Liv og Gang,
Stolt alle Sphærerne i Rummet sang,
De gamle Former bort som Avner fløi,
Og Verden blev saa navnløs stor og høi.

Den vilde Søgang bryder stolt hver Skranke,
Og Klippen brister, som den skjøre Planke,
Sø bliver Land og Landet atter Sø,
Men dobbelt skjøn sig reiser Ø ved Ø,
Det indre Liv sig lader ei betvinge.
See! Skovene fra Jordens Muld fremspringe,
Fixstjernens Skjær naaer ned til Jordens Bugt,
Skjøndt Secler svinde i dens snare Flugt,
Men Rummet ei kan Kraftens Straale dæmpe,
Forgjæves Titans Børn mod Himlen kjæmpe.
Brænd Byer af, riv ned med Tiger-Kloe,
Strøe Salt i Gruset, at ei Græs skal groe! -
Dog reiser Aanden atter Steen ved Steen,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

The Brus Book 20

King Robert in Northumberland]

Sone eftre that the erle Thomas
Fra Wardaill thus reparyt was
The king assemblyt all his mycht
And left nane that wes worth to fycht,
5 A gret ost than assemblit he
And delt his ost in partis thre.
A part to Norame went but let
And a stark assege has set
And held thaim in rycht at thar dyk,
10 The tother part till Anwyk
Is went and thar a sege set thai,
And quhill that thir assegis lay
At thir castellis I spak off ar,
Apert eschewys oft maid thar war
15 And mony fayr chevalry
Eschevyt war full douchtely.
The king at thai castellis liand
Left his folk, as I bar on hand
And with the thrid ost held hys way
20 Fra park to park hym for to play
Huntand as all hys awn war,
And till thaim that war with him thar
The landis off Northummyrland
That neyst to Scotland war liand
25 In fe and heritage gave he,
And thai payit for the selys fe.

[The peace with England]

On this wys raid he destroyand
Quhill that the king of Ingland
Throu consaill of the Mortymar
30 And his moder that that tym war
Ledaris of him that than young wes
To King Robert to tret off pes
Send messyngeris, and sua sped thai
That thai assentyt on this way
35 Than a perpetuale pes to tak,
And thai a mariage suld mak
Off the King Robertis sone Davy
That than bot fyve yer had scarsly
And off Dame Jhone als off the Tour
40 That syne wes of full gret valour,
Systre scho wes to the ying king
That had Ingland in governyng,
That than of eild had sevyn yer.
And monymentis and lettrys ser
45 That thai of Ingland that tyme had

[...] Read more

poem by John Barbour
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

The God's View-Point

Cheeta Raibama Chunder Sen,
The wisest and the best of men,
Betook him to the place where sat
With folded feet upon a mat
Of precious stones beneath a palm,
In sweet and everlasting calm,
That ancient and immortal gent,
The God of Rational Content.
As tranquil and unmoved as Fate,
The deity reposed in state,
With palm to palm and sole to sole,
And beaded breast and beetling jowl,
And belly spread upon his thighs,
And costly diamonds for eyes.
As Chunder Sen approached and knelt
To show the reverence he felt;
Then beat his head upon the sod
To prove his fealty to the god;
And then by gestures signified
The other sentiments inside;
The god's right eye (as Chunder Sen,
The wisest and the best of men,
Half-fancied) grew by just a thought
More narrow than it truly ought.
Yet still that prince of devotees,
Persistent upon bended knees
And elbows bored into the earth,
Declared the god's exceeding worth,
And begged his favor. Then at last,
Within that cavernous and vast
Thoracic space was heard a sound
Like that of water underground
A gurgling note that found a vent
At mouth of that Immortal Gent
In such a chuckle as no ear
Had e'er been privileged to hear!

Cheeta Raibama Chunder Sen,
The wisest, greatest, best of men,
Heard with a natural surprise
That mighty midriff improvise.
And greater yet the marvel was
When from between those massive jaws
Fell words to make the views more plain
The god was pleased to entertain:
'Cheeta Raibama Chunder Sen,'
So ran the rede in speech of men
'Foremost of mortals in assent
To creed of Rational Content,
Why come you here to impetrate

[...] Read more

poem by Ambrose Bierce
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Skildvagten

Aft'nen er taaget — døsigt Lygterne brænde;
Kun paa sin Støi og sin Larm kan man kjende
Det store Paris.
Den brogede, larmende Vrimmel, paa Bølgernes Viis,
Fremtrænger sig vildt gjennem Stræde og Gade.
Hist staaer et Palads med pragtfuld Façade,
Men kun svagt, gjennem Taagen, dæmrer den straalende Krands
Af Lampernes flammende Glands.
Hvem er vel Eier af hiin Pragt, man seer?
„Un cavalier," man veed ei meer.
Ved Porten staaer en Graaskjæg i Gevær,
Han tjente engang i den store Keisers Hær, -
Forresten man om ham veed meget mindre;
Men saae man i den gamle Krigers Indre,
Da for vort Blik,
En svunden Verden, stor og klar opgik.
„Hvor underligt forandres Alt med Tiden!"
— Saa drømmer han. — „Her stod jeg just! dog, det er længe siden.
Mit Bryst var fuldt af store Ungdoms Drømme;
Da bruste Blodet — ja, i vilde Strømme
Flød Frankrigs Blod,
Men Friheds-Træet grønt og herligt stod,
Og jeg var hærdet; nu jeg gammel er og blød.

Toulon var Fjendens. Seier eller Død
Vi med vor yngste Officeer da svore,
Thi han — han var Napoleon den Store.
— Med ham gik Frankrigs yngste Helte-Flokke
Hen over Alpelandets Kjæmpeblokke,
Bestandigt opad, opad i den skarpe Vind,
Som vilde vi i Himlen ind!
Han gik foran, vi fulgte Mand for Mand,
Hvor før kun Mulen steeg paa Fjeldets Rand,
Og gjennem Iis og Snee og skarpe Vinde,
Vi vidste Fjenden, og vor Seir at finde;
Der midt imellem Kamp og Dødens Flamme,
Han stod den Samme,
Skjøndt Kugler fløi om ham i Dagens Dyst.
„Om han blev dræbt!" — det gjøs i hvert et Bryst,
Thi Gud og han vor Tanke var i Leiren,
Og begge gav os Seiren.
Hvor jublede jeg høit med Folke-Vrimlen,
Da Keiser-Navnet tonede mod Himlen;
— Smaae-Fuglene paa Fjeldets Tind,
Saae stolt til Konge-Ørnen ind;
Da stormede vi gjennem Busk og Hække,
Og Konger kaared' han, hvis Kraft de vilde knække.
Selv Havets Slange, skjøndt den bister lo,
Dog frygtet Konge-Ørnens stærke Klo;
En evig Troskab, Venskab høit de svore,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!