Citatepedia^®.com

Wanton Winds

Wanton winds from a rural pen
raised storms in a civilised den
where hearts pent up in built spce complain

poem by Dr. Ramesh Chandra Mukhopadhyaya
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

November

'Tredje Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! -
Ha, alle Djævle, hvilken Nat! -'

*
Nøgent, øde Sted paa Jyllands Vestkyst.
(Det er Nat og Maaneskin; Skyerne jage hen over det oprørte Hav).

En Skare onde Natur-Aander mødes, de leire sig i Sandet.

Den Første.
Her November har sin Throne,
Hvilken deilig Dandseplads!
Storm og Hav er vort Orchester.
Hør dog, hvilket lystigt Stykke!
Mine Been er Hvirvel-Vinde;
Kom, imens de Andre sladdre
Om de natlige Bedrifter.

Den Anden.
Dette Sted især jeg ynder.
Om en herlig Spas det minder!
See I [rettet fra: i] der det løse Qviksand?
Det er flere Aar nu siden,
Men som nu, just i November,
Kom en lystig Brudeskare;
Klarinet og Violiner
Klang heel lysteligt fra Vognen,
Hvor med Silkebaand om [rettet fra: um] Haaret,
Bruden sad, saa ung og deilig.
Med en Taage jeg dem blænded',
I et Nu de svandt i Sandet.

Den Tredie.
Det er kun i forgaars siden,
Jeg mit Eventyr har prøvet.
Nyligt havde Stormen lagt sig,
Havet hvilte som et Klæde.
Stille laae et Vrag derude,
Alt dets Mandskab længst var borte,
Kun en Mand og tvende Qvinder
Endnu stode der forladte,
Men der laae en Baad paa Dækket,
Stor og bred; de der dem satte.
Manden bortskar [rettet fra: bortskjar] alle Touge,
Undersøgte Alting nøie,
Haabede, naar Vraget sank,
Baaden, frelst fra Dybets Hvirvler,
Let dem bar paa Havets Flade.*
Men eet Toug sig for ham skjulte,
Livet hang ved dette ene.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Urban Time vs. Rural Time

3 am:
Urban time: Alarm clocks, hoots and toots
Rural time: Cocks crow, cows moo and weavers beaker

4 am:
Urban time: Whoever snoozed the alarm? Dress up… very scarcely
Rural time: Dust the mat; grab yesterday’s very hard ugali and into overall

5 am:
Urban time: Marikiti and Gikomba beat traffic – rush hour
Rural time: Milking and feeding; early bird catches the worm

6 am:
Urban time: Office not open, tarts hover at Koinange zonked with sleep
Rural time: Coffee farm supervisor calls out names – mine missing

7 am:
Urban time: Offspring sings national anthem in academy playfully
Rural time: Sibling barefoot sings “Yesu anipenda” without blasphemy

8 am:
Urban time: Yaaaawn! Hate work before it even begins – so monotonous
Rural time: Tea baskets at back, yard stick in hand, water jar on head

9 am:
Urban time: What took company tea so long? Was tea boy fired or what?
Rural time: Sing Mary oh, sing Mary oh… Market women return with empty baskets

10 am:
Urban time: Finally the tea is here… (Chit chat) I love this job!
Rural time: The sun’s scorching – take a breath beneath shade

11 am:
Urban time: Silence and whispered gossip, functional smiles and fake hugs
Rural time: Shout greeting from ridge to ridge and insults from bush to bush

12 pm:
Urban time: Yaaaaaawn! Bad date - fear the approach of the next hour
Rural time: Any one with a watch? The sun has hid beneath the cloud

1 pm:
Urban time: Extraordinary times call for extraordinary measures – am dieting…
Rural time: Carry produce to factory, take a nap in the wilderness, and water the livestock

2 pm:
Urban time: Oh how I hate this! Parliament session on, but ethics dictate TV without volume
Rural time: Women plot today’s chama as men discuss the local barmaid’s “possessions”

3 pm:
Urban time: Who tampered with the office clock? I can see some hawkers outside…

[...] Read more

poem by David Munene wa Kimberly
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Januar

'- Nyfødt Aaret er vorden!
Stolt, med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden - !'
*
Vandringsmanden.
Et Hjem for Samojed og Pescheræ
Viser den frosne Jord med sin Snee;
Men her, som i et Feeland at see,
Staaer det riimfrosne Træ
Og løfter mod Solen sin glimrende Green
Mod en Luft, som Italiens, sortblaa, men reen.
Det er deiligt at see,
Hvor over den hvide Snee
Den sorte Rovfugl svæver,
Og Hytterne hist, hvor Røgen sig hæver,
Hvor Pigen strøer Korn af sin lille Kurv
For den qviddrende Spurv.
- Ja, nyfødt Aaret er vorden!
Stolt med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden,
Trykker med faderlig Arm
Sine Børn, de kommende Aar, til sin Barm.
Er Maanen i Næ tolv Gange vorden,
Svæver et Barn fra hans Bryst til Jorden,
Hvorfra den ventende Broder vil stige
Igjen til sit evige Rige.
Thi Himmelens mægtige Blaa er det Hav,
Hvor Aaret forsvinder,
Hvorfra det nye oprinder
For vor Jord, denne altid blomstrende Grav.
Tiden
(paa sin vingede Hest).
Min Jord, Du er saa skjøn at see
I Sommer-Grønt, i Vinter-Snee!
Din Kamp, Din Færdsel, Død og Liv,
Alt peger til et Guddoms-Bliv!

Du Hvilepunkt for Tanken gav;
Først saae jeg kun et Taage-Hav,
Det maatte snart for Lyset døe,
Og Du fremstod, men alt var Sø!
Da voxte frem den første Ø,
Med Skov og Frugt og Blomster smaae,
Og Mennesket sin Skaber saae.

Hvert Aar et Barn jeg sendte ned,
Og gjennem Had og Kjærlighed
Det atter sig til Himlen svang,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Den fremmede Fugl

Seer Du Huset med de røde Bjelker i den hvide Muur?
Rundt om kneise stolte Bøge i den store frie Natur.
Seer Du hist, bag Brombærhækken, Drengen med det aabne Blik?
Ene tumler han sig, lystig efter muntre Drenge-Skik;
Men nu standser han og lytter, thi høit oppe paa en Green,
Sidder der en Fugl og synger, o en lille, deilig een!
Ret som Guld og skjønne Perler skinner Hoved jo og Krop,
Og den selv er ikke større end en fyldig Rosenknop.
Drengen og den lille Sanger blive snart fortrolig her,
Og de skiftes til at synge i det røde Aftenskjær.
Men i Drengens Hoved spøger mange rare Eventyr,
Dem han alle vil fortælle for det lille smukke Dyr;
Men see, Fuglen kan dem alle, selv han saae det paa sin Flugt,
Ingen kan som han fortælle, nei, det er dog alt for smukt!
Men det er ei nok med dette, den kan ogsaa hexe lidt;
Tusind Mile kan den flyve, mens den siger „qvirrevit!"
See den flyver, og den kommer, Drengen er saa sjæleglad,
Sjældne Frøkorn bringer Fuglen, indsvøbt i et Rosenblad.
I hvert Frø er skjulte Kræfter, knap er et i Jorden lagt,
Før et Trylleslot der voxer i sin hele, stolte Pragt.
Taget er af Morgenrøde, Søilerne er Bjergets Snee,
Og igjennem Slots-Portalet kan man ind i Himlen see!
Men et andet Frøkorn svulmer til en deilig Sommersky,
Og med Dreng og Fugl den svæver over Skov og Mark og By,
Seiler ind i Aftensolen, o den er saa rød og stor!
Stiger derpaa ind i Himlen, hvor den gode Gud jo boer;
Seer de mange, mange Stjerner, der som hvide Blomster staae,
Jesubarnet og Guds Engle med de store Vinger paa.
Skyen daler atter med dem, bringer dem til Skovens Krat,
Hvor de smukke Alfer lege i den lyse Sommer-Nat,
Og hvor Aanden af hvert Blomster, der henvisner Aar for Aar,
Atter nu i Midnats-Timen duftende for Øiet staaer.
Fra et Frøkorn stiger hurtigt frem en Palme, høi og stor,
Drengen der med Fuglen sidder, Træet meer og mere groer;
Høit det voxer over Skoven, over Skyen mod sin Gud,
Breder stolt sin grønne Krone over hele Jorden ud.
Fjerne Lande, fjerne Have, seer han dybt dernede staae,
Dog imellem Jord og Himmel underlig han længes maae.
Over Skyen, høit deroppe, Hjertet vil mod Jorden ned,
Og fra Jorden vil det atter søge hist — hvad det ei veed.
Saadan svinder Aar og Dage, Barnets søde Sorg og Lyst,
Øiet bliver da til Flamme, thi det brænder i hans Bryst.
Fuglen flyver, Fuglen kommer, og den flyver bort igjen;
See, da sidder han ved Stranden, stirrer over Fladen hen;
Øiet seer kun Hav og Himmel; Alt er det umaalte Blaae;
Ingen Ø og ingen Skyer, for det trætte Øie staae.
Men see hist, en sneehvid Svane nærmer sig mod Kysten her,
Og sin kjære Fugl han kjender i den stolte Svane der.
See, en Blomsterbaad den trækker, bunden ved sit Vinge-Par!
Og en underdeilig Pige den jo med i Baaden har.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Marts

'Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.'

*
Mægtigt Vaarens Pulse banke,
Dog er det saa kold en Tid;
See, imellem Form og Tanke
Viser sig den store Strid;
Aaret giver i det Mindre,
Hvad i Secler Verden gav,
Hvad du seer, hvor Stjerner tindre,
Og i Oldtids sjunkne Grav,
Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.
*
Jorden.
Ton høit i Tidens Kamp mit stolte Qvad!
En Verden være mig mit Nodeblad,
Urbjergene, som dybt grundfæsted' staae,
De er' de sorte Streger, sat' derpaa,

Og hver Forstening, hvert et Lag deri,
Er Noden til den stolte Melodie.
Hvert Mammuthsdyr, hver Blomst i Stenen bundet
Os synger om et Liv, som er forsvundet,
Om Tidens Stræben, Tidens snevre Baand,
Om Kampen mellem Formerne og Aand.

Hvo sprængte Himlen med sit Stjernetal,
Den vidtudstrakte Ymers Pandeskal,
Den høie Himmelhvælving i sin Skranke -
Hvo, uden Aanden med sin Flamme-Tanke?
Copernikus gav Jorden Liv og Gang,
Stolt alle Sphærerne i Rummet sang,
De gamle Former bort som Avner fløi,
Og Verden blev saa navnløs stor og høi.

Den vilde Søgang bryder stolt hver Skranke,
Og Klippen brister, som den skjøre Planke,
Sø bliver Land og Landet atter Sø,
Men dobbelt skjøn sig reiser Ø ved Ø,
Det indre Liv sig lader ei betvinge.
See! Skovene fra Jordens Muld fremspringe,
Fixstjernens Skjær naaer ned til Jordens Bugt,
Skjøndt Secler svinde i dens snare Flugt,
Men Rummet ei kan Kraftens Straale dæmpe,
Forgjæves Titans Børn mod Himlen kjæmpe.
Brænd Byer af, riv ned med Tiger-Kloe,
Strøe Salt i Gruset, at ei Græs skal groe! -
Dog reiser Aanden atter Steen ved Steen,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Bruden i Rørvig Kirke

Klart skinner Maanen paa den nøgne Kyst.
I Præstegaarden er nu Alt saa tyst;
Dog, tyst og stille er det stedse der,
Thi i den øde Egn den ligger her
Paa Tangen, som gaaer langt hist ud i Havet,
Hvor Kirken staaer i Sandflugt halv begravet.
Hvem nærmer sig? — Med stærke Skridt de gaae.
Det er en Skare Mænd med Kapper paa!
Men under Kappen blinker Staalet frem;
Den gamle Præst de gjæste i hans Hjem. -
Alt ryster Porten ved de stærke Slag;
Selv Spurven vækkes under Husets Tag
Og flagrer, bange, fra sin lille Rede,
Til Lyngen paa den sorte Hede.

II
Med Fader-Blik og sølvgraat Haar,
Den gamle Præst nu hos dem staaer;
Men taus som Aander er hver Mand;
De pege mod den nøgne Strand,
Hvor Kirken hæver sin røde Muur,
I den døde Natur.
Han kjender i dem et fremmed Folk;
De vise ham Guld og den skarpe Dolk,
De bede og true — nu drage de bort,
Og Præsten følger i Kjortel sort.
Fast holder han Bibelen under sin Arm,
Men Hjertet banker i Oldingens Barm;
De bane sig Vei gjennem Sandet,
Til Kirken ved Vandet.

III
Rundtom er alt saa øde, man seer kun den nøgne Strand,
Hvor Tangen flagrer i Vinden, henad det hvide Sand.
Saa underligt Bølgerne synge og over Dybet gaae,
De svulme, som Hjertet der længes, derfor de briste maae.
I Maanskinnet stiger Skummet, det hvide Bølge-Liig;
Den hvidgraa Maage flygter med bange, hæse Skrig,
Og slaaer mod Kirke-Ruden sit stærke Vinge-Par.
See Kirken den er oplyst, som aldrig før den var,
Og huult og dæmpet stiger derinde Sangen frem,
Det er, som Tone-Bølgen kom fra de Dødes Hjem.

IV
Af fremmede Mænd er hele Kirken fuld,
De straale sært i Vaaben og i Guld;
Kun tyndt er Skjægget om den brune Kind,
De hylle sig i deres Kapper ind;
Med Raslen Sværdene mod Gulvet slaae;
Man seer en Qvinde ene blandt dem staae,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

The Castle Of Indolence

The castle hight of Indolence,
And its false luxury;
Where for a little time, alas!
We lived right jollily.

O mortal man, who livest here by toil,
Do not complain of this thy hard estate;
That like an emmet thou must ever moil,
Is a sad sentence of an ancient date:
And, certes, there is for it reason great;
For, though sometimes it makes thee weep and wail,
And curse thy star, and early drudge and late;
Withouten that would come a heavier bale,
Loose life, unruly passions, and diseases pale.
In lowly dale, fast by a river's side,
With woody hill o'er hill encompass'd round,
A most enchanting wizard did abide,
Than whom a fiend more fell is no where found.
It was, I ween, a lovely spot of ground;
And there a season atween June and May,
Half prankt with spring, with summer half imbrown'd,
A listless climate made, where, sooth to say,
No living wight could work, ne cared even for play.
Was nought around but images of rest:
Sleep-soothing groves, and quiet lawns between;
And flowery beds that slumbrous influence kest,
From poppies breathed; and beds of pleasant green,
Where never yet was creeping creature seen.
Meantime, unnumber'd glittering streamlets play'd,
And hurled every where their waters sheen;
That, as they bicker'd through the sunny glade,
Though restless still themselves, a lulling murmur made.
Join'd to the prattle of the purling rills
Were heard the lowing herds along the vale,
And flocks loud bleating from the distant hills,
And vacant shepherds piping in the dale:
And, now and then, sweet Philomel would wail,
Or stock-doves plain amid the forest deep,
That drowsy rustled to the sighing gale;
And still a coil the grasshopper did keep;
Yet all these sounds yblent inclined all to sleep.
Full in the passage of the vale, above,
A sable, silent, solemn forest stood;
Where nought but shadowy forms was seen to move,
As Idless fancied in her dreaming mood:
And up the hills, on either side, a wood
Of blackening pines, aye waving to and fro,
Sent forth a sleepy horror through the blood;
And where this valley winded out, below,
The murmuring main was heard, and scarcely heard, to flow.

[...] Read more

poem by James Thomson
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Dykker-Klokken

Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.
Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,
Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;
Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;
Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.
En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,
Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.
I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,
Og stige i en Luft-Ballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;
Dog muligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker
Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.
Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,
(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).
— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,
Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;
Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,
Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, -
For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed' saare,
Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. -
Det var, som Stormens Orgel slog — jeg kan det aldrig glemme!
Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.
— Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;
Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fjerne.
Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,
Saa at man uden sværtet Glas „ihr' Hoheit" kunde taale.
Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole
Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.
— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,
Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.
Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,
Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,
Og hurtigt gik det: „klip! klip! klip!" rask skar hun Snoren over;
Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover.
Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,
Jeg trøsted' mig; Du kan kun døe, se det er her det Hele.
Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,
Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.
Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,
„Und immer weiter, hop! hop! hop!" foruden Rast og Hvile.
Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,
Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.
Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!
Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden. -
Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,
Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. -

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

The Four Seasons : Winter

See, Winter comes, to rule the varied year,
Sullen and sad, with all his rising train;
Vapours, and clouds, and storms. Be these my theme,
These! that exalt the soul to solemn thought,
And heavenly musing. Welcome, kindred glooms,
Congenial horrors, hail! with frequent foot,
Pleased have I, in my cheerful morn of life,
When nursed by careless Solitude I lived,
And sung of Nature with unceasing joy,
Pleased have I wander'd through your rough domain;
Trod the pure virgin-snows, myself as pure;
Heard the winds roar, and the big torrent burst;
Or seen the deep-fermenting tempest brew'd,
In the grim evening sky. Thus pass'd the time,
Till through the lucid chambers of the south
Look'd out the joyous Spring, look'd out, and smiled.
To thee, the patron of her first essay,
The Muse, O Wilmington! renews her song.
Since has she rounded the revolving year:
Skimm'd the gay Spring; on eagle-pinions borne,
Attempted through the Summer-blaze to rise;
Then swept o'er Autumn with the shadowy gale;
And now among the wintry clouds again,
Roll'd in the doubling storm, she tries to soar;
To swell her note with all the rushing winds;
To suit her sounding cadence to the floods;
As is her theme, her numbers wildly great:
Thrice happy could she fill thy judging ear
With bold description, and with manly thought.
Nor art thou skill'd in awful schemes alone,
And how to make a mighty people thrive;
But equal goodness, sound integrity,
A firm, unshaken, uncorrupted soul,
Amid a sliding age, and burning strong,
Not vainly blazing for thy country's weal,
A steady spirit regularly free;
These, each exalting each, the statesman light
Into the patriot; these, the public hope
And eye to thee converting, bid the Muse
Record what envy dares not flattery call.
Now when the cheerless empire of the sky
To Capricorn the Centaur Archer yields,
And fierce Aquarius stains the inverted year;
Hung o'er the farthest verge of Heaven, the sun
Scarce spreads through ether the dejected day.
Faint are his gleams, and ineffectual shoot
His struggling rays, in horizontal lines,
Through the thick air; as clothed in cloudy storm,
Weak, wan, and broad, he skirts the southern sky;
And, soon-descending, to the long dark night,

[...] Read more

poem by James Thomson
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

The Four Seasons : Autumn

Crown'd with the sickle and the wheaten sheaf,
While Autumn, nodding o'er the yellow plain,
Comes jovial on; the Doric reed once more,
Well pleased, I tune. Whate'er the wintry frost
Nitrous prepared; the various blossom'd Spring
Put in white promise forth; and Summer-suns
Concocted strong, rush boundless now to view,
Full, perfect all, and swell my glorious theme.
Onslow! the Muse, ambitious of thy name,
To grace, inspire, and dignify her song,
Would from the public voice thy gentle ear
A while engage. Thy noble cares she knows,
The patriot virtues that distend thy thought,
Spread on thy front, and in thy bosom glow;
While listening senates hang upon thy tongue,
Devolving through the maze of eloquence
A roll of periods, sweeter than her song.
But she too pants for public virtue, she,
Though weak of power, yet strong in ardent will,
Whene'er her country rushes on her heart,
Assumes a bolder note, and fondly tries
To mix the patriot's with the poet's flame.
When the bright Virgin gives the beauteous days,
And Libra weighs in equal scales the year;
From Heaven's high cope the fierce effulgence shook
Of parting Summer, a serener blue,
With golden light enliven'd, wide invests
The happy world. Attemper'd suns arise,
Sweet-beam'd, and shedding oft through lucid clouds
A pleasing calm; while broad, and brown, below
Extensive harvests hang the heavy head.
Rich, silent, deep, they stand; for not a gale
Rolls its light billows o'er the bending plain:
A calm of plenty! till the ruffled air
Falls from its poise, and gives the breeze to blow.
Rent is the fleecy mantle of the sky;
The clouds fly different; and the sudden sun
By fits effulgent gilds the illumined field,
And black by fits the shadows sweep along.
A gaily chequer'd heart-expanding view,
Far as the circling eye can shoot around,
Unbounded tossing in a flood of corn.
These are thy blessings, Industry! rough power!
Whom labour still attends, and sweat, and pain;
Yet the kind source of every gentle art,
And all the soft civility of life:
Raiser of human kind! by Nature cast,
Naked, and helpless, out amid the woods
And wilds, to rude inclement elements;
With various seeds of art deep in the mind

[...] Read more

poem by James Thomson
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

We Built This City

Chorus:
We built this city, we built this city on rock and roll
Built this city, we built this city on rock and roll
Say you dont know me or recognize my face
Say you dont care who goes to that kind of place
Knee deep in the hoopla sinking in your fight
Too many runaways eating up the night
Marconi plays the mamba, listen to the radio, dont you remember
We built this city, we built this city on rock and roll
Chorus:
We built this city, we built this city on rock and roll
Built this city, we built this city on rock and roll
Someone always playing corporation games
Who cares theyre always changing corporation names
We just want to dance here someone stole the stage
They call us irresponsible write us off the page
Marconi plays the mamba, listen to the radio, dont you remember
We built this city, we built this city on rock and roll
We built this city, we built this city on rock and roll
Built this city, we built this city on rock and roll
Its just another sunday, in a tired old street
Police have got the choke hold, oh then we just lost the beat
Who counts the money underneath the bar
Who rides the wrecking ball in two rock guitars
Dont tell us you need us, cos were the ship of fools
Looking for america, coming through your schools
(Im looking out over that golden gate bridge
Out on another gorgeous sunny saturday, not seein that bumper to bumper traffic)
Dont you remember (member)(member)
(whats your favorite radio station, in your favorite radio city
The city by the bay, the city that rocks, the city that never sleeps)
Marconi plays the mamba, listen to the radio, dont you remember
We built this city, we built this city on rock and roll
We built this city, we built this city on rock and roll
Built this city, we built this city on rock and roll
Built this city, we built this city on rock and roll
Built this city, we built this city on rock and roll
(we built, we built this city) built this city (we built, we built this city)
(repeats out)

song performed by Starship
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Guitar & Pen

Youre alone above the street somewhere
Youre alone above the street somewhere
Wondering how youll ever count out there
Wondering how youll ever count out there
You can walk, you can talk, you can fight
You can walk, you can talk, you can fight
But inside youve got something to write
But inside youve got something to write
In your hand you hold your only friend
In your hand you hold your only friend
Never spend your guitar or your pen
Never spend your guitar or your pen
Your guitar or your pen
Your guitar or your pen
Your guitar or your pen
Your guitar or your pen
Your guitar or your pen
Your guitar or your pen
Your guitar or your pen
Your guitar or your pen
When you take up a pencil and sharpen it up
When you take up a pencil and sharpen it up
When youre kicking the fence and still nothing will budge
When youre kicking the fence and still nothing will budge
When the words are immobile until you sit down
When the words are immobile until you sit down
Never feel theyre worth keeping, theyre not easily found
Never feel theyre worth keeping, theyre not easily found
Then you know in some strange, unexplainable way
Then you know in some strange, unexplainable way
You must really have something
You must really have something
Jumping, thumping, fighting, hiding away
Jumping, thumping, fighting, hiding away
Important to say
Important to say
When you sing through the verse and you end in a scream
When you sing through the verse and you end in a scream
And you swear and you curse cause the rhyming aint clean
And you swear and you curse cause the rhyming aint clean
But it suddenly comes after years of delay
But it suddenly comes after years of delay
You pick up your guitar, you can suddenly play
You pick up your guitar, you can suddenly play
When your fingers are bleeding and the knuckles are white
When your fingers are bleeding and the knuckles are white
Then you can be sure, you can open the door
Then you can be sure, you can open the door
Get off of the floor tonight
Get off of the floor tonight

[...] Read more

song performed by Who
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

August

'Blomsten dufter, for at brydes!
Frugten modnes, for at nydes!
- Lev og nyd! trara! trara!'

*
Ja, Øieblikket ene er det just,
Der med sit friske Grønt din Vandring smykker,
Thi nyd det, som den duftende August,
Der mellem Vaaren og din Vinter bygger.

See Dig omkring, flyv ei saa vildt afsted,
Fra Livets Sol det gaaer til Gravens Skygge,
Og Sorgen sidder nok paa Hesten med,
Thi pluk hver Frugt, der skabtes for din Lykke.

Hvad Hjertet har, det har Du, søde Trøst!
Det Tabte findes ikke ved at græde;
Nei nyd! thi Livet er en evig Høst,
Og Øieblikket er saa riigt paa Glæde.

- - -

Heden trykker; Østens Varme blunder lidt hos os i Dag!
Som en ægte persisk Fyrste, vil jeg strække mig i Mag.
Grøften er mit Hovedgjærde, smukt den staaer med Kaprifol',
Egetræets grønne Grene skjærme mod den stærke Sol.
Flagrende, men luftig lette Skygardiner hænge ned;
Teppet, hvorpaa jeg har lagt mig, er et broget Blomsterbed.
Kløver, Rølleker, Papaver spille i den grønne Grund,
Og med modne Hindbær hænger Grenen lige ved min Mund.
Nyde, drømme, søde Lykke! see, ved Blomstens Hjerte tyst,
Ligger Bien sødt beruset, Blomst og Bie er Bryst ved Bryst.
Sommerfuglen lystigt flagrer, kysser hvert et broget Blad,
Synger ei, men hvidsker stille Kjærligheds - den veed nok, hvad! -
Ha! en kjølig Luftning zittrer gjennem Skovens grønne Tag,
Høit paa Himlen staaer et Bjergland, Uveirsskyer Lag ved Lag;
Nu, som Kjæmpeseil de svulme, nu er det en Klippehal,
Hør det stærke Echo ruller gjennem Bjergets dybe Dal.
Hver en Fugl sig bange skjuler, og et Gys i Skoven gaaer,
Mens i store Kredse Svalen Jorden med sin Vinge slaaer.
Skyen brister, Regnen strømmer, den betage vil mit Syn!
Himlen viser Flamme-Tanker, Videt gnistrer Lyn paa Lyn.

- I det lille lave Skovhuus staaer jeg, til det er forbi,
Men da Ruderne er knækked', ei for Regn jeg bliver fri;
Konen sidder paa en Træstol, dier Barnet, søde Lyst!
See, de butted' runde Fingre lægger det paa hendes Bryst!
Stormen rusker stærkt i Taget, flyver nu til Markens Neeg,
Favner dem og knækker Axet i sin Elskovs vilde Leeg.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Februar

'- Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst -!'

*
Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old,
Svømmer hen ad Himlen, deilig, men saa kold.
Skoven staaer med Riimfrost, glimrende og hvid,
Drømmer vist i Natten om sin Sommertid,
Om de grønne Blade med den friske Duft,
Om de smukke Blomster og den varme Luft.
Ja, hvert Træ i Skoven har sin Sommer-Drøm,
Der, som Digter-Hjertets, døer i Tidens Strøm.
Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst.

Som et Skyggebilled', sat mod Luftens Blaa,
Staaer hist Herregaarden, der er Taarne paa!
Alt er gothisk gammelt, hvilket Malerie!
Ret som Riddertiden slumrede deri.
Under Vindebroen, ved de frosne Rør,
Er' i Muren Huller; der var Fængsler før.
Vaabenet med Indskrift over Porten staaer,
Og om Vindueskarmen kunstigt Løvværk gaaer.
Mellem to Karnapper groer en mægtig Lind,
Der, ad Vindeltrappen, vil vi træde ind.
Hvilke gamle Døre! og hvor de er' smaae!
Ovenover stolte Hjortetakker staae.

Gjennem hele Fløien strækker sig en Gang,
Maaneskinnet gjør den mere dyb og lang.
Riddersmænd og Fruer, mens vi gaae forbi,
See, som bundne Aander, fra hvert Malerie.
Hvem er vel hin Ridder med det mørke Blik?
Engang stolt og modig, han i Livet gik;
Mægtigt svulmed' Hjertet, Jorden har ham gjemt,
Ei hans Slægt man kjender, her hans Navn er glemt!
Hvilken deilig Qvinde! Liv og Aand man seer.
Og af disse Former er nu intet meer?
Intet meer, undtagen dette Farvespil,
Som hver Livets Sommer meer henbleges vil!
Dette Smiil om Munden, dette Tanke-Blik,
Denne Sundheds-Farve hendes Kinder fik;
Alt er Støv og Aske, Alt i Jorden gjemt,
Og, som Hjertets Drømme, Sorg og - Glæde, glemt!

Tys! fra Salen klinger Toners Harmonie,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Juleaftenen (Christmas Eve )

Hvo minnes ikke
et vær, han tror, ei himlen mer kan skikke?
et vær som om hver sjel, fra Kains til den,
Gud sist fordømte,
den jord forbannet, fra helvete rømte,
som fristet dem å svike himmelen?....
Et vær, hvis stemmes
forferdelser ei mere kan forglemmes?
Thi alle tenkte: det må være sendt
for min skyld ene;
orkanens tordner meg kun meg de mene;
min synd er blitt åndene bekjent...
Et vær, hvis styrke
kan lære prest og troende å dyrke
demoner i det element, hvis brak
den gamle høre
fra barnsben kan i sitt bemoste øre
et skyens jordskjelv, luftens dommedag?
Et vær, som rystet
den sterkes hjerte i dets skjul i brystet,
et himmelvær, hvori sitt eget navn
han påropt hørte
av ånder, stormene forbi ham førte,
mens hver en tretopp hylte som en ravn? Men ravnen gjemte
seg selv i klippen, ulven sulten temte,
og reven våget seg ikke ut.
I huset sluktes
hvert lys, og lenkehunden inneluktes....
I slikt vær, da får du bønner, Gud!

I slikt vær - det var en juleaften -
da natt det ble før dagens mål var fullt,
befant en gammel jøde, nær forkommen,
seg midt i Sverigs ørken, Tivedskogen.
Han ventedes til bygden denne side
fra bygdene på hin, for julens skyld,
av pikene med lengsel, thi i skreppen
lå spenner, bånd og alt hva de behøvde
for morgendagen, annen dag og nyttår.
Det gjorde lengselen spent, men ikke bange;
thi ennu hadde "Gamle-Jakob" aldri
dem sviktet noen jul: Han kom så visst
som juleaftenen selv.
"Tyss! var det atter stormen,
som hylte gjennom grenene? Det skrek.
Nu skriker det igjen." Og Gamle-Jakob
fluks stanser lyttende for annen gang.
Nu tier det. Thi stormen øker på,
som fossen drønner over den, der drukner.
Han vandrer atter. "Tyss! igjen en lyd!"

[...] Read more

poem by Henrik Wergeland
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Die Schwalbenhode

1.

weh unser guter kaspar ist tot
wer trägt nun die brennende fahne im zopf wer dreht die
kaffeemühle
wer lockt das idyllische reh
auf dem meer verwirrte er die schiffe mit dem wörtchen
parapluie und die winde nannte er bienenvater
weh weh weh unser guter kaspar ist tot heiliger bimbam
kaspar ist tot
die heufische klappern in den glocken wenn man seinen vornamen
ausspricht darum seufze ich weiter kaspar
kaspar kaspar
warum bist du ein stern geworden oder eine kette aus wasser
an einem heißen wirbelwind oder ein euter aus
schwarzem licht oder ein durchsichtiger Ziegel an der
stöhnenden trommel des felsigen wesens
jetzt vertrocknen unsere scheitel und sohlen und die feen
liegen halbverkohlt auf den scheiterhaufen

2.

jetzt donnert hinter der sonne
die schwarze kegelbahn und keiner zieht mehr die kompasse
und die räder der schiebkarren auf
wer ißt nun mit der ratte am einsamen tisch wer verjagt den
teufel wenn er die pferde verführen will wer erklärt uns
die monogramme in den sternen
seine büste wird die kamine aller wahrhaft edlen menschen
zieren doch das ist kein trost und schnupftabak für einen
totenkopf

3.

auf den wasserkanzeln bewegten die kaskadeure ihre
fähnchen wie figura 5 zeigt
die abenteurer mit falschen bärten und diamantenen hufen
bestiegen vermittels aufgeblasener walfischhäute
schneiend das podium
der große geisterlöwe harun al raschid sprich harung al radi
gähnte dreimal und zeigte seine vom rauchen schwarz
gewordenen zähne
die merzerisierten klapperschlangen wickelten sich von ihren
spulen mähten ihr getreide und verschlossen es in steine
aus dem saum des todes traten die augen der jungen sterne
nach der geißelung auf der sonnenbacke tanzten die hufe des
esels auf flaschenköpfen
die toten fielen wie flocken von den ledernen türmen
wieviel totengerippe drehten die räder der tore
als der wasserfall dreimal gekräht hatte erblich seine tapete bis

[...] Read more

poem by Jean Arp
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

The Four Seasons : Summer

From brightening fields of ether fair disclosed,
Child of the Sun, refulgent Summer comes,
In pride of youth, and felt through Nature's depth:
He comes attended by the sultry Hours,
And ever fanning breezes, on his way;
While, from his ardent look, the turning Spring
Averts her blushful face; and earth, and skies,
All-smiling, to his hot dominion leaves.
Hence, let me haste into the mid-wood shade,
Where scarce a sunbeam wanders through the gloom;
And on the dark-green grass, beside the brink
Of haunted stream, that by the roots of oak
Rolls o'er the rocky channel, lie at large,
And sing the glories of the circling year.
Come, Inspiration! from thy hermit-seat,
By mortal seldom found: may Fancy dare,
From thy fix'd serious eye, and raptured glance
Shot on surrounding Heaven, to steal one look
Creative of the Poet, every power
Exalting to an ecstasy of soul.
And thou, my youthful Muse's early friend,
In whom the human graces all unite:
Pure light of mind, and tenderness of heart;
Genius, and wisdom; the gay social sense,
By decency chastised; goodness and wit,
In seldom-meeting harmony combined;
Unblemish'd honour, and an active zeal
For Britain's glory, liberty, and Man:
O Dodington! attend my rural song,
Stoop to my theme, inspirit every line,
And teach me to deserve thy just applause.
With what an awful world-revolving power
Were first the unwieldy planets launch'd along
The illimitable void! thus to remain,
Amid the flux of many thousand years,
That oft has swept the toiling race of men,
And all their labour'd monuments away,
Firm, unremitting, matchless, in their course;
To the kind-temper'd change of night and day,
And of the seasons ever stealing round,
Minutely faithful: such the All-perfect hand!
That poised, impels, and rules the steady whole.
When now no more the alternate Twins are fired,
And Cancer reddens with the solar blaze,
Short is the doubtful empire of the night;
And soon, observant of approaching day,
The meek'd-eyed Morn appears, mother of dews,
At first faint-gleaming in the dappled east:
Till far o'er ether spreads the widening glow;
And, from before the lustre of her face,

[...] Read more

poem by James Thomson
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

The Four Seasons : Spring

Come, gentle Spring! ethereal Mildness! come,
And from the bosom of yon dropping cloud,
While music wakes around, veil'd in a shower
Of shadowing roses, on our plains descend.
O Hertford, fitted or to shine in courts
With unaffected grace, or walk the plain
With innocence and meditation join'd
In soft assemblage, listen to my song,
Which thy own Season paints; when Nature all
Is blooming and benevolent, like thee.
And see where surly Winter passes off,
Far to the north, and calls his ruffian blasts:
His blasts obey, and quit the howling hill,
The shatter'd forest, and the ravaged vale;
While softer gales succeed, at whose kind touch,
Dissolving snows in livid torrents lost,
The mountains lift their green heads to the sky.
As yet the trembling year is unconfirm'd,
And Winter oft at eve resumes the breeze,
Chills the pale morn, and bids his driving sleets
Deform the day delightless: so that scarce
The bittern knows his time, with bill ingulf'd,
To shake the sounding marsh; or from the shore
The plovers when to scatter o'er the heath,
And sing their wild notes to the listening waste
At last from Aries rolls the bounteous sun,
And the bright Bull receives him. Then no more
The expansive atmosphere is cramp'd with cold
But, full of life and vivifying soul,
Lifts the light clouds sublime, and spreads then thin,
Fleecy, and white, o'er all-surrounding heaven.
Forth fly the tepid airs: and unconfined,
Unbinding earth, the moving softness strays.
Joyous, the impatient husbandman perceives
Relenting Nature, and his lusty steers
Drives from their stalls, to where the well used plough
Lies in the furrow, loosen'd from the frost.
There, unrefusing, to the harness'd yoke
They lend their shoulder, and begin their toil,
Cheer'd by the simple song and soaring lark.
Meanwhile incumbent o'er the shining share
The master leans, removes the obstructing clay,
Winds the whole work, and sidelong lays the glebe
While through the neighbouring fields the sowe stalks,
With measured step, and liberal throws the grain
Into the faithful bosom of the ground;
The harrow follows harsh, and shuts the scene.
Be gracious, Heaven! for now laborious Man
Has done his part. Ye fostering breezes, blow!
Ye softening dews, ye tender showers, descend!

[...] Read more

poem by James Thomson
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Und Durch Den Draht

Und durch den draht hoer ich dich
Und durch den draht wird er hart
Und durch den draht seh ich dich
Nur durch den draht
Freitag nacht in deinem bett aus chrom ich will dich
Ich klick und tick wien metronom ich will dich
Ich schleich ums wasserloch wie ein wildes tier ich will dich
Ueberdruck - warum bist du nicht da ich will dich
Und durch den draht bist du allein?
Und durch den draht nimm dich in acht!
Und durch den draht hoer ich dich schrein
Nur durch den draht
Uhrmacher mit der feinen hand ich will dich
Grillt blutige steaks auf rotem strand ich will dich
Fuehlst dus kommen schlangengleich ich will dich
Ich bin in dir glaesern und weich ich will dich
Und durch den draht hoer ich dich
Und durch den draht wird er hart
Und durch den draht seh ich dich
Nur durch den draht
Kreisel um die riesenstadt
Die keine zukunft hat
Lies das bild, mal das wort
Wirf bedeutung einfach fort
Jeder schritt ist hart
Vorsicht, draht
Und durch den draht bist du allein?
Und durch den draht wir saugen uns fest
Und durch den draht du musst durch den test
Und durch den draht wir suchen - o r d n u n g
Und durch den draht jenseits der grenze beginnt die fremde
Jenseits der grenze beginnt die fremde

song performed by Peter Gabriel
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

April

'- Frihed, synger Du, April!
med nyfødt Grønt og Sommer-Smiil.'
*
(Strandveien).

En ung Herre (til Hest).
O, April! en deilig Maaned!
En Champagne-Maaned er Du!
Gjennem Snee og Vinterkulde
Du fremsprudler Liv og Varme.
Sommersol og Vinterhagel,
Marken Grøn, og dog lidt Snee!
Mig i Sind og Skind Du ligner,
Som en Draabe ligner Draaben.
Ungdomsglad jeg slynger Armen
Om hver buttet deilig Pige,
Trykker Kys paa Barm og Læbe;
Sværmer nu hos Pleisch og Minni, 1
Siger Vittighed, par Diable!
- Andre Tider Regn og Taage,
Slemme Breve uden Penge;
Creditorer slaae paa Døren. -
Det er nu en Hagelbyge!
Solen skinner! - bort med Griller!
Du April, min egen Maaned!
En Champagne-Maaned er du!

(han jager afsted).
Elskeren (under Træet).
Høit paa Grenen Fuglen gynger;
Hører dog, hvor smukt den synger!
Qviddrer lystigt, hvad den veed,
Synger om min Kjærlighed;

Nævner over tusind' Gange
Hendes Navn i sine Sange.
Hjertet finder atter Ro,
Thi jeg veed, hun er mig tro!
Fuglen.
Vinter-Kulden mig bortskræmmed'.
Bryllup er der nu i Hjemmet;
Bruden var Din Hjertenskjær, -
- Du forstaaer ei Sangen her - !

Elskeren.
Budskab den fra hende bringer,
O, saa saligt , sødt det klinger!
Mig hun seer paa Tankens Strøm
Og i hendes bedste Drøm.
Fuglen.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!