Mene, mene tekel upharsin
Sceptret, ikke det paa Thronen,
Det der viser os Nationen,
Brænder tidt, som Faklen ned.
Aandens Rigdom ene gavner,
Alt det Andet gaaer, som Avner,
Veires bort før Du det veed.
Trende Flammer nyligt brændte;
Mon Betydningen Du kjendte?
Saae Du vel hvad Haanden skrev?
Hvad der var Nationens Første,
Det den ansaae for det Største,
I et Nu et Intet blev.
See mod Østens store Rige,
Der hvor Folkefærd fremstige,
Villiesløs ved Hersker-Bud!
Under Fyr og Palmeskygge
Adel der og Vorned bygge,
Czaren er en jordisk Gud!
Hvor den rige Sumpstad kneiser,
Stolt Paladsets Pragt sig reiser:
Billedet paa jordisk Magt.
Men see! Flammen slaaer fra Taget,
Alt er Ild, Du hører Braget,
Vældens Glands i Gruus er lagt.
Kom mod Vest, hvor Seinen flyder,
Livet sig i Farver bryder,
Øieblikket Mængden nyder,
Til Theatret vil vi gaae;
Skuespillet her er Sjælen,
Ordet dristigt, Sangen kjælen;
Czarens Slot er ei det Største,
Nei, Theatret er det Første,
Der Nationen selv sig saae.
Ildens Knittren Øret kjender:
See, det rige Flitter brænder,
Ja, det andet Blus er tændt.
Under Himlens Tabernakel
Glædens Scepter, som en Fakkel
Snart til sidste Gnist er brændt.
Kom, vi seile over Søen,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
