Citatepedia^®.com

Skildvagten

Aft'nen er taaget — døsigt Lygterne brænde;
Kun paa sin Støi og sin Larm kan man kjende
Det store Paris.
Den brogede, larmende Vrimmel, paa Bølgernes Viis,
Fremtrænger sig vildt gjennem Stræde og Gade.
Hist staaer et Palads med pragtfuld Façade,
Men kun svagt, gjennem Taagen, dæmrer den straalende Krands
Af Lampernes flammende Glands.
Hvem er vel Eier af hiin Pragt, man seer?
„Un cavalier," man veed ei meer.
Ved Porten staaer en Graaskjæg i Gevær,
Han tjente engang i den store Keisers Hær, -
Forresten man om ham veed meget mindre;
Men saae man i den gamle Krigers Indre,
Da for vort Blik,
En svunden Verden, stor og klar opgik.
„Hvor underligt forandres Alt med Tiden!"
— Saa drømmer han. — „Her stod jeg just! dog, det er længe siden.
Mit Bryst var fuldt af store Ungdoms Drømme;
Da bruste Blodet — ja, i vilde Strømme
Flød Frankrigs Blod,
Men Friheds-Træet grønt og herligt stod,
Og jeg var hærdet; nu jeg gammel er og blød.

Toulon var Fjendens. Seier eller Død
Vi med vor yngste Officeer da svore,
Thi han — han var Napoleon den Store.
— Med ham gik Frankrigs yngste Helte-Flokke
Hen over Alpelandets Kjæmpeblokke,
Bestandigt opad, opad i den skarpe Vind,
Som vilde vi i Himlen ind!
Han gik foran, vi fulgte Mand for Mand,
Hvor før kun Mulen steeg paa Fjeldets Rand,
Og gjennem Iis og Snee og skarpe Vinde,
Vi vidste Fjenden, og vor Seir at finde;
Der midt imellem Kamp og Dødens Flamme,
Han stod den Samme,
Skjøndt Kugler fløi om ham i Dagens Dyst.
„Om han blev dræbt!" — det gjøs i hvert et Bryst,
Thi Gud og han vor Tanke var i Leiren,
Og begge gav os Seiren.
Hvor jublede jeg høit med Folke-Vrimlen,
Da Keiser-Navnet tonede mod Himlen;
— Smaae-Fuglene paa Fjeldets Tind,
Saae stolt til Konge-Ørnen ind;
Da stormede vi gjennem Busk og Hække,
Og Konger kaared' han, hvis Kraft de vilde knække.
Selv Havets Slange, skjøndt den bister lo,
Dog frygtet Konge-Ørnens stærke Klo;
En evig Troskab, Venskab høit de svore,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Dykker-Klokken

Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.
Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,
Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;
Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;
Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.
En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,
Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.
I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,
Og stige i en Luft-Ballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;
Dog muligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker
Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.
Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,
(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).
— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,
Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;
Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,
Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, -
For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed' saare,
Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. -
Det var, som Stormens Orgel slog — jeg kan det aldrig glemme!
Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.
— Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;
Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fjerne.
Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,
Saa at man uden sværtet Glas „ihr' Hoheit" kunde taale.
Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole
Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.
— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,
Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.
Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,
Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,
Og hurtigt gik det: „klip! klip! klip!" rask skar hun Snoren over;
Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover.
Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,
Jeg trøsted' mig; Du kan kun døe, se det er her det Hele.
Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,
Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.
Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,
„Und immer weiter, hop! hop! hop!" foruden Rast og Hvile.
Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,
Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.
Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!
Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden. -
Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,
Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. -

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

November

'Tredje Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! -
Ha, alle Djævle, hvilken Nat! -'

*
Nøgent, øde Sted paa Jyllands Vestkyst.
(Det er Nat og Maaneskin; Skyerne jage hen over det oprørte Hav).

En Skare onde Natur-Aander mødes, de leire sig i Sandet.

Den Første.
Her November har sin Throne,
Hvilken deilig Dandseplads!
Storm og Hav er vort Orchester.
Hør dog, hvilket lystigt Stykke!
Mine Been er Hvirvel-Vinde;
Kom, imens de Andre sladdre
Om de natlige Bedrifter.

Den Anden.
Dette Sted især jeg ynder.
Om en herlig Spas det minder!
See I [rettet fra: i] der det løse Qviksand?
Det er flere Aar nu siden,
Men som nu, just i November,
Kom en lystig Brudeskare;
Klarinet og Violiner
Klang heel lysteligt fra Vognen,
Hvor med Silkebaand om [rettet fra: um] Haaret,
Bruden sad, saa ung og deilig.
Med en Taage jeg dem blænded',
I et Nu de svandt i Sandet.

Den Tredie.
Det er kun i forgaars siden,
Jeg mit Eventyr har prøvet.
Nyligt havde Stormen lagt sig,
Havet hvilte som et Klæde.
Stille laae et Vrag derude,
Alt dets Mandskab længst var borte,
Kun en Mand og tvende Qvinder
Endnu stode der forladte,
Men der laae en Baad paa Dækket,
Stor og bred; de der dem satte.
Manden bortskar [rettet fra: bortskjar] alle Touge,
Undersøgte Alting nøie,
Haabede, naar Vraget sank,
Baaden, frelst fra Dybets Hvirvler,
Let dem bar paa Havets Flade.*
Men eet Toug sig for ham skjulte,
Livet hang ved dette ene.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Februar

'- Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst -!'

*
Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old,
Svømmer hen ad Himlen, deilig, men saa kold.
Skoven staaer med Riimfrost, glimrende og hvid,
Drømmer vist i Natten om sin Sommertid,
Om de grønne Blade med den friske Duft,
Om de smukke Blomster og den varme Luft.
Ja, hvert Træ i Skoven har sin Sommer-Drøm,
Der, som Digter-Hjertets, døer i Tidens Strøm.
Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst.

Som et Skyggebilled', sat mod Luftens Blaa,
Staaer hist Herregaarden, der er Taarne paa!
Alt er gothisk gammelt, hvilket Malerie!
Ret som Riddertiden slumrede deri.
Under Vindebroen, ved de frosne Rør,
Er' i Muren Huller; der var Fængsler før.
Vaabenet med Indskrift over Porten staaer,
Og om Vindueskarmen kunstigt Løvværk gaaer.
Mellem to Karnapper groer en mægtig Lind,
Der, ad Vindeltrappen, vil vi træde ind.
Hvilke gamle Døre! og hvor de er' smaae!
Ovenover stolte Hjortetakker staae.

Gjennem hele Fløien strækker sig en Gang,
Maaneskinnet gjør den mere dyb og lang.
Riddersmænd og Fruer, mens vi gaae forbi,
See, som bundne Aander, fra hvert Malerie.
Hvem er vel hin Ridder med det mørke Blik?
Engang stolt og modig, han i Livet gik;
Mægtigt svulmed' Hjertet, Jorden har ham gjemt,
Ei hans Slægt man kjender, her hans Navn er glemt!
Hvilken deilig Qvinde! Liv og Aand man seer.
Og af disse Former er nu intet meer?
Intet meer, undtagen dette Farvespil,
Som hver Livets Sommer meer henbleges vil!
Dette Smiil om Munden, dette Tanke-Blik,
Denne Sundheds-Farve hendes Kinder fik;
Alt er Støv og Aske, Alt i Jorden gjemt,
Og, som Hjertets Drømme, Sorg og - Glæde, glemt!

Tys! fra Salen klinger Toners Harmonie,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Marts

'Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.'

*
Mægtigt Vaarens Pulse banke,
Dog er det saa kold en Tid;
See, imellem Form og Tanke
Viser sig den store Strid;
Aaret giver i det Mindre,
Hvad i Secler Verden gav,
Hvad du seer, hvor Stjerner tindre,
Og i Oldtids sjunkne Grav,
Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.
*
Jorden.
Ton høit i Tidens Kamp mit stolte Qvad!
En Verden være mig mit Nodeblad,
Urbjergene, som dybt grundfæsted' staae,
De er' de sorte Streger, sat' derpaa,

Og hver Forstening, hvert et Lag deri,
Er Noden til den stolte Melodie.
Hvert Mammuthsdyr, hver Blomst i Stenen bundet
Os synger om et Liv, som er forsvundet,
Om Tidens Stræben, Tidens snevre Baand,
Om Kampen mellem Formerne og Aand.

Hvo sprængte Himlen med sit Stjernetal,
Den vidtudstrakte Ymers Pandeskal,
Den høie Himmelhvælving i sin Skranke -
Hvo, uden Aanden med sin Flamme-Tanke?
Copernikus gav Jorden Liv og Gang,
Stolt alle Sphærerne i Rummet sang,
De gamle Former bort som Avner fløi,
Og Verden blev saa navnløs stor og høi.

Den vilde Søgang bryder stolt hver Skranke,
Og Klippen brister, som den skjøre Planke,
Sø bliver Land og Landet atter Sø,
Men dobbelt skjøn sig reiser Ø ved Ø,
Det indre Liv sig lader ei betvinge.
See! Skovene fra Jordens Muld fremspringe,
Fixstjernens Skjær naaer ned til Jordens Bugt,
Skjøndt Secler svinde i dens snare Flugt,
Men Rummet ei kan Kraftens Straale dæmpe,
Forgjæves Titans Børn mod Himlen kjæmpe.
Brænd Byer af, riv ned med Tiger-Kloe,
Strøe Salt i Gruset, at ei Græs skal groe! -
Dog reiser Aanden atter Steen ved Steen,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Januar

'- Nyfødt Aaret er vorden!
Stolt, med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden - !'
*
Vandringsmanden.
Et Hjem for Samojed og Pescheræ
Viser den frosne Jord med sin Snee;
Men her, som i et Feeland at see,
Staaer det riimfrosne Træ
Og løfter mod Solen sin glimrende Green
Mod en Luft, som Italiens, sortblaa, men reen.
Det er deiligt at see,
Hvor over den hvide Snee
Den sorte Rovfugl svæver,
Og Hytterne hist, hvor Røgen sig hæver,
Hvor Pigen strøer Korn af sin lille Kurv
For den qviddrende Spurv.
- Ja, nyfødt Aaret er vorden!
Stolt med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden,
Trykker med faderlig Arm
Sine Børn, de kommende Aar, til sin Barm.
Er Maanen i Næ tolv Gange vorden,
Svæver et Barn fra hans Bryst til Jorden,
Hvorfra den ventende Broder vil stige
Igjen til sit evige Rige.
Thi Himmelens mægtige Blaa er det Hav,
Hvor Aaret forsvinder,
Hvorfra det nye oprinder
For vor Jord, denne altid blomstrende Grav.
Tiden
(paa sin vingede Hest).
Min Jord, Du er saa skjøn at see
I Sommer-Grønt, i Vinter-Snee!
Din Kamp, Din Færdsel, Død og Liv,
Alt peger til et Guddoms-Bliv!

Du Hvilepunkt for Tanken gav;
Først saae jeg kun et Taage-Hav,
Det maatte snart for Lyset døe,
Og Du fremstod, men alt var Sø!
Da voxte frem den første Ø,
Med Skov og Frugt og Blomster smaae,
Og Mennesket sin Skaber saae.

Hvert Aar et Barn jeg sendte ned,
Og gjennem Had og Kjærlighed
Det atter sig til Himlen svang,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Den fremmede Fugl

Seer Du Huset med de røde Bjelker i den hvide Muur?
Rundt om kneise stolte Bøge i den store frie Natur.
Seer Du hist, bag Brombærhækken, Drengen med det aabne Blik?
Ene tumler han sig, lystig efter muntre Drenge-Skik;
Men nu standser han og lytter, thi høit oppe paa en Green,
Sidder der en Fugl og synger, o en lille, deilig een!
Ret som Guld og skjønne Perler skinner Hoved jo og Krop,
Og den selv er ikke større end en fyldig Rosenknop.
Drengen og den lille Sanger blive snart fortrolig her,
Og de skiftes til at synge i det røde Aftenskjær.
Men i Drengens Hoved spøger mange rare Eventyr,
Dem han alle vil fortælle for det lille smukke Dyr;
Men see, Fuglen kan dem alle, selv han saae det paa sin Flugt,
Ingen kan som han fortælle, nei, det er dog alt for smukt!
Men det er ei nok med dette, den kan ogsaa hexe lidt;
Tusind Mile kan den flyve, mens den siger „qvirrevit!"
See den flyver, og den kommer, Drengen er saa sjæleglad,
Sjældne Frøkorn bringer Fuglen, indsvøbt i et Rosenblad.
I hvert Frø er skjulte Kræfter, knap er et i Jorden lagt,
Før et Trylleslot der voxer i sin hele, stolte Pragt.
Taget er af Morgenrøde, Søilerne er Bjergets Snee,
Og igjennem Slots-Portalet kan man ind i Himlen see!
Men et andet Frøkorn svulmer til en deilig Sommersky,
Og med Dreng og Fugl den svæver over Skov og Mark og By,
Seiler ind i Aftensolen, o den er saa rød og stor!
Stiger derpaa ind i Himlen, hvor den gode Gud jo boer;
Seer de mange, mange Stjerner, der som hvide Blomster staae,
Jesubarnet og Guds Engle med de store Vinger paa.
Skyen daler atter med dem, bringer dem til Skovens Krat,
Hvor de smukke Alfer lege i den lyse Sommer-Nat,
Og hvor Aanden af hvert Blomster, der henvisner Aar for Aar,
Atter nu i Midnats-Timen duftende for Øiet staaer.
Fra et Frøkorn stiger hurtigt frem en Palme, høi og stor,
Drengen der med Fuglen sidder, Træet meer og mere groer;
Høit det voxer over Skoven, over Skyen mod sin Gud,
Breder stolt sin grønne Krone over hele Jorden ud.
Fjerne Lande, fjerne Have, seer han dybt dernede staae,
Dog imellem Jord og Himmel underlig han længes maae.
Over Skyen, høit deroppe, Hjertet vil mod Jorden ned,
Og fra Jorden vil det atter søge hist — hvad det ei veed.
Saadan svinder Aar og Dage, Barnets søde Sorg og Lyst,
Øiet bliver da til Flamme, thi det brænder i hans Bryst.
Fuglen flyver, Fuglen kommer, og den flyver bort igjen;
See, da sidder han ved Stranden, stirrer over Fladen hen;
Øiet seer kun Hav og Himmel; Alt er det umaalte Blaae;
Ingen Ø og ingen Skyer, for det trætte Øie staae.
Men see hist, en sneehvid Svane nærmer sig mod Kysten her,
Og sin kjære Fugl han kjender i den stolte Svane der.
See, en Blomsterbaad den trækker, bunden ved sit Vinge-Par!
Og en underdeilig Pige den jo med i Baaden har.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

June

'Glemt er nu Vaarens Kamp og Vinter-Sorgen,
Til Glæde sig forvandler hvert et Suk.
Skjøn som en Brud, den anden Bryllups-Morgen,
Ei længer Barn, og dog saa ung og smuk,
Den skjønne Junimaaned til os kommer;
Det er Skærsommer! -

*
De høie Popler hæve sig saa slanke,
I Hyldetræet qviddrer Fuglen smukt.
Paa Gjærdet groer den grønne Humle-Ranke,
Og Æble-Blomstret former sig til Frugt.
Den varme Sommerluft fra Skyen strømmer,
Sødt Hjertet drømmer!

Paa Engen slaae de Græs; hør, Leen klinger.
Paa Himlen smukke Sommerskyer staae.
Og Kløvermarken Røgelse os svinger,
Mens høit i Choret alle Lærker slaae.
- Med Vandringsstav hist Ungersvenden kommer
Hjem i Skærsommer.

Ungersvenden.
Alt jeg Kirketaarnet øiner,
Spiret kneiser stolt derpaa.
Og hvor Marken hist sig høiner,
End de fire Pile staae.
Her er Skoven. Store Rødder
Før af Træerne der laae.
Her, som Dreng, jeg plukked' Nødder,
Og trak Jordbær paa et Straa!
- Barndoms Minder mig besjæle!
Jeg vil flyve, jeg vil dvæle!
Grønne Skov, min Barndoms Ven,
Kan Du kjende mig igjen?
Grønne Hæk, du brune Stamme,
Jeg, som før, er end den samme,
Har vel seet og hørt lidt meer,
Ellers Du den Samme seer! -
Her er Pladsen end med Vedet,
Godt jeg kjender Parken der!
Her er Stenten tæt ved Ledet,
Gud, hvor lille den dog er!
Alt jeg kjender her saa godt,
Men det er saa nært, saa smaat -
Det var stort, da jeg var liden,
Jeg er bleven større siden! -
- Lille Fugl paa grønne Qvist,
Saae Du mig derude hist,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

August

'Blomsten dufter, for at brydes!
Frugten modnes, for at nydes!
- Lev og nyd! trara! trara!'

*
Ja, Øieblikket ene er det just,
Der med sit friske Grønt din Vandring smykker,
Thi nyd det, som den duftende August,
Der mellem Vaaren og din Vinter bygger.

See Dig omkring, flyv ei saa vildt afsted,
Fra Livets Sol det gaaer til Gravens Skygge,
Og Sorgen sidder nok paa Hesten med,
Thi pluk hver Frugt, der skabtes for din Lykke.

Hvad Hjertet har, det har Du, søde Trøst!
Det Tabte findes ikke ved at græde;
Nei nyd! thi Livet er en evig Høst,
Og Øieblikket er saa riigt paa Glæde.

- - -

Heden trykker; Østens Varme blunder lidt hos os i Dag!
Som en ægte persisk Fyrste, vil jeg strække mig i Mag.
Grøften er mit Hovedgjærde, smukt den staaer med Kaprifol',
Egetræets grønne Grene skjærme mod den stærke Sol.
Flagrende, men luftig lette Skygardiner hænge ned;
Teppet, hvorpaa jeg har lagt mig, er et broget Blomsterbed.
Kløver, Rølleker, Papaver spille i den grønne Grund,
Og med modne Hindbær hænger Grenen lige ved min Mund.
Nyde, drømme, søde Lykke! see, ved Blomstens Hjerte tyst,
Ligger Bien sødt beruset, Blomst og Bie er Bryst ved Bryst.
Sommerfuglen lystigt flagrer, kysser hvert et broget Blad,
Synger ei, men hvidsker stille Kjærligheds - den veed nok, hvad! -
Ha! en kjølig Luftning zittrer gjennem Skovens grønne Tag,
Høit paa Himlen staaer et Bjergland, Uveirsskyer Lag ved Lag;
Nu, som Kjæmpeseil de svulme, nu er det en Klippehal,
Hør det stærke Echo ruller gjennem Bjergets dybe Dal.
Hver en Fugl sig bange skjuler, og et Gys i Skoven gaaer,
Mens i store Kredse Svalen Jorden med sin Vinge slaaer.
Skyen brister, Regnen strømmer, den betage vil mit Syn!
Himlen viser Flamme-Tanker, Videt gnistrer Lyn paa Lyn.

- I det lille lave Skovhuus staaer jeg, til det er forbi,
Men da Ruderne er knækked', ei for Regn jeg bliver fri;
Konen sidder paa en Træstol, dier Barnet, søde Lyst!
See, de butted' runde Fingre lægger det paa hendes Bryst!
Stormen rusker stærkt i Taget, flyver nu til Markens Neeg,
Favner dem og knækker Axet i sin Elskovs vilde Leeg.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

December

'Hver sorgfuld Sjæl, bliv karsk og glad,
Ryst af din tunge Smerte,
Et Barn er født i Davids Stad,
Til Trøst for hvert et Hierte.'

*
(Juleaften).

Ungersve nden.
Dybt i mit Hjerte, hvor hun boer,
Et mægtigt Juletræ der groer,
Og det for hende ene.

Med Tankens Stjernelys det staaer,
Og Troskabs-Fuglen lifligt slaaer,
Bag Haabets grønne Grene.

Alt, hvad jeg har paa Jorden her,
Det finder hun paa Træet der,
Alt er for hende ene.

Jeg skal i Aften hende see,
Der leges Juul, hvo veed, maaskee
Hvad Himlen der mig bygger,

See hendes Sødskende, de Smaae,
Alt lyttende ved Døren staae,
Mens deres Træ hun smykker.

Børnene i Kammeret.
Waldemar.
Saae Du det store Træ, der kom igaar?
Jeg veed, nu er det plantet op derinde.
Og veed Du hvad? Det midt i Salen staaer,
Saa meget Stads paa Grenene de binde.
Jeg troer jeg faaer en nydelig Husar,
Og saa et Buur til begge mine Skader.

Jonna.
Men Jesu-Barnet aldrig seet jeg har,
Han kommer jo deroppe fra Gud Fader,
Og bringer os den hele Stads hvert Aar,
Hvor kan han komme ned og det saa stille?
Mon ogsaa Broder Viggo noget faaer,
Mon Jesu-Barnet veed, vi har den Lille?

Louise.
Det kan Du sagtens troe, til lille Broer
Han ogsaa noget deiligt Stads vil sende,
Han kom jo ned fra Himlen, sagde Mo'er,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Manden fra Paradiis

Der var engang en Enke -
Dog nei! jeg maa mig først betænke;
Hun havde været det, men var nu gift paany,
Med Een fra Thy;
(Det maae vi ikke glemme).

— En Aftenstund, da Manden ei var hjemme,
Sad hun med Haanden under Kind,
Selv Theemaskinen var en Smule sovet ind,
(Den ellers sang en Tone, reen og klar,
Og førte tidt ved Bordet den bedste Passiar).
Fra Jordens Taageland,
Fløi Tankerne til hendes første Mand;
Hun kunde ei den søde Sjæl forglemme,
Og ak! den anden var jo ikke hjemme,
— „Du har det godt!" udbrød hun, „fri for Nød
Du sidder i det abrahamske Skjød,
Og seer til os, der i den snevre Stue
Maa plages slemt af Hoste og af Snue!"

Hun taug og faldt igjen i Tanker,
Da hører hun, hvor det paa Døren banker;
Hun skotter hen til Krogen;
„Uh! er der Nogen?"
(Thi hun var bange for — ja det var hele Tingen -
At see en Aand i den, der havde før slet ingen).
Nu banker det igjen, og saa gaaer Døren op — -
Men det er ingen Aand, nei Een med Kjød og Krop!
Det er en Haandværkssvend, der nu har sprængt sit Buur,
Og gaaer fra By til By og seer paa Guds Natur;
Han gjør Visitter kun, for ei at smægte,
Sligt kalder man: at fægte.

Han var, det saae hun nok, en sælle Een,
Der gik i dette Liv paa sine egne Been;
Og som han sagde det, der noget laae i Tonen,
Der rørte Konen.
Hun spurgte ham, hvorfra han kom, hvorhen han gik;
Og Svaret, som hun fik,
Det var: han drog paa Bursche-Viis,
Nu gjennem Tydskland til Paris. -
Da blev hun i sit Hjerte glad,
Hun dækked' op med Øl og Mad,
Og sagde: „Sæt sig dog, og spiis!
Hvad, reiser han til Paradiis?
O, Herre Gud! i dette Land
Der har jeg jo min første Mand;
Hils ham fra mig og fra vor Datter,
Og hils ham ogsaa lidt fra Fatter!"

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Bruden i Rørvig Kirke

Klart skinner Maanen paa den nøgne Kyst.
I Præstegaarden er nu Alt saa tyst;
Dog, tyst og stille er det stedse der,
Thi i den øde Egn den ligger her
Paa Tangen, som gaaer langt hist ud i Havet,
Hvor Kirken staaer i Sandflugt halv begravet.
Hvem nærmer sig? — Med stærke Skridt de gaae.
Det er en Skare Mænd med Kapper paa!
Men under Kappen blinker Staalet frem;
Den gamle Præst de gjæste i hans Hjem. -
Alt ryster Porten ved de stærke Slag;
Selv Spurven vækkes under Husets Tag
Og flagrer, bange, fra sin lille Rede,
Til Lyngen paa den sorte Hede.

II
Med Fader-Blik og sølvgraat Haar,
Den gamle Præst nu hos dem staaer;
Men taus som Aander er hver Mand;
De pege mod den nøgne Strand,
Hvor Kirken hæver sin røde Muur,
I den døde Natur.
Han kjender i dem et fremmed Folk;
De vise ham Guld og den skarpe Dolk,
De bede og true — nu drage de bort,
Og Præsten følger i Kjortel sort.
Fast holder han Bibelen under sin Arm,
Men Hjertet banker i Oldingens Barm;
De bane sig Vei gjennem Sandet,
Til Kirken ved Vandet.

III
Rundtom er alt saa øde, man seer kun den nøgne Strand,
Hvor Tangen flagrer i Vinden, henad det hvide Sand.
Saa underligt Bølgerne synge og over Dybet gaae,
De svulme, som Hjertet der længes, derfor de briste maae.
I Maanskinnet stiger Skummet, det hvide Bølge-Liig;
Den hvidgraa Maage flygter med bange, hæse Skrig,
Og slaaer mod Kirke-Ruden sit stærke Vinge-Par.
See Kirken den er oplyst, som aldrig før den var,
Og huult og dæmpet stiger derinde Sangen frem,
Det er, som Tone-Bølgen kom fra de Dødes Hjem.

IV
Af fremmede Mænd er hele Kirken fuld,
De straale sært i Vaaben og i Guld;
Kun tyndt er Skjægget om den brune Kind,
De hylle sig i deres Kapper ind;
Med Raslen Sværdene mod Gulvet slaae;
Man seer en Qvinde ene blandt dem staae,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

April

'- Frihed, synger Du, April!
med nyfødt Grønt og Sommer-Smiil.'
*
(Strandveien).

En ung Herre (til Hest).
O, April! en deilig Maaned!
En Champagne-Maaned er Du!
Gjennem Snee og Vinterkulde
Du fremsprudler Liv og Varme.
Sommersol og Vinterhagel,
Marken Grøn, og dog lidt Snee!
Mig i Sind og Skind Du ligner,
Som en Draabe ligner Draaben.
Ungdomsglad jeg slynger Armen
Om hver buttet deilig Pige,
Trykker Kys paa Barm og Læbe;
Sværmer nu hos Pleisch og Minni, 1
Siger Vittighed, par Diable!
- Andre Tider Regn og Taage,
Slemme Breve uden Penge;
Creditorer slaae paa Døren. -
Det er nu en Hagelbyge!
Solen skinner! - bort med Griller!
Du April, min egen Maaned!
En Champagne-Maaned er du!

(han jager afsted).
Elskeren (under Træet).
Høit paa Grenen Fuglen gynger;
Hører dog, hvor smukt den synger!
Qviddrer lystigt, hvad den veed,
Synger om min Kjærlighed;

Nævner over tusind' Gange
Hendes Navn i sine Sange.
Hjertet finder atter Ro,
Thi jeg veed, hun er mig tro!
Fuglen.
Vinter-Kulden mig bortskræmmed'.
Bryllup er der nu i Hjemmet;
Bruden var Din Hjertenskjær, -
- Du forstaaer ei Sangen her - !

Elskeren.
Budskab den fra hende bringer,
O, saa saligt , sødt det klinger!
Mig hun seer paa Tankens Strøm
Og i hendes bedste Drøm.
Fuglen.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Juleaftenen (Christmas Eve )

Hvo minnes ikke
et vær, han tror, ei himlen mer kan skikke?
et vær som om hver sjel, fra Kains til den,
Gud sist fordømte,
den jord forbannet, fra helvete rømte,
som fristet dem å svike himmelen?....
Et vær, hvis stemmes
forferdelser ei mere kan forglemmes?
Thi alle tenkte: det må være sendt
for min skyld ene;
orkanens tordner meg kun meg de mene;
min synd er blitt åndene bekjent...
Et vær, hvis styrke
kan lære prest og troende å dyrke
demoner i det element, hvis brak
den gamle høre
fra barnsben kan i sitt bemoste øre
et skyens jordskjelv, luftens dommedag?
Et vær, som rystet
den sterkes hjerte i dets skjul i brystet,
et himmelvær, hvori sitt eget navn
han påropt hørte
av ånder, stormene forbi ham førte,
mens hver en tretopp hylte som en ravn? Men ravnen gjemte
seg selv i klippen, ulven sulten temte,
og reven våget seg ikke ut.
I huset sluktes
hvert lys, og lenkehunden inneluktes....
I slikt vær, da får du bønner, Gud!

I slikt vær - det var en juleaften -
da natt det ble før dagens mål var fullt,
befant en gammel jøde, nær forkommen,
seg midt i Sverigs ørken, Tivedskogen.
Han ventedes til bygden denne side
fra bygdene på hin, for julens skyld,
av pikene med lengsel, thi i skreppen
lå spenner, bånd og alt hva de behøvde
for morgendagen, annen dag og nyttår.
Det gjorde lengselen spent, men ikke bange;
thi ennu hadde "Gamle-Jakob" aldri
dem sviktet noen jul: Han kom så visst
som juleaftenen selv.
"Tyss! var det atter stormen,
som hylte gjennom grenene? Det skrek.
Nu skriker det igjen." Og Gamle-Jakob
fluks stanser lyttende for annen gang.
Nu tier det. Thi stormen øker på,
som fossen drønner over den, der drukner.
Han vandrer atter. "Tyss! igjen en lyd!"

[...] Read more

poem by Henrik Wergeland
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

`For'ard

It is stuffy in the steerage where the second-classers sleep,
For there's near a hundred for'ard, and they're stowed away like sheep, --
They are trav'lers for the most part in a straight 'n' honest path;
But their linen's rather scanty, an' there isn't any bath --
Stowed away like ewes and wethers that is shore 'n' marked 'n' draft.
But the shearers of the shearers always seem to travel aft;
In the cushioned cabins, aft,
With saloons 'n' smoke-rooms, aft --
There is sheets 'n' best of tucker for the first-salooners, aft.

Our beef is just like scrapin's from the inside of a hide,
And the spuds were pulled too early, for they're mostly green inside;
But from somewhere back amidships there's a smell o' cookin' waft,
An' I'd give my earthly prospects for a real good tuck-out aft --
Ham an' eggs 'n' coffee, aft,
Say, cold fowl for luncheon, aft,
Juicy grills an' toast 'n' cutlets -- tucker a-lor-frongsy, aft.

They feed our women sep'rate, an' they make a blessed fuss,
Just as if they couldn't trust 'em for to eat along with us!
Just because our hands are horny an' our hearts are rough with graft --
But the gentlemen and ladies always DINE together, aft --
With their ferns an' mirrors, aft,
With their flow'rs an' napkins, aft --
`I'll assist you to an orange' -- `Kindly pass the sugar', aft.

We are shabby, rough, 'n' dirty, an' our feelin's out of tune,
An' it's hard on fellers for'ard that was used to go saloon;
There's a broken swell among us -- he is barracked, he is chaffed,
An' I wish at times, poor devil, for his own sake he was aft;
For they'd understand him, aft,
(He will miss the bath-rooms aft),
Spite of all there's no denyin' that there's finer feelin's aft.

Last night we watched the moonlight as it spread across the sea --
`It is hard to make a livin',' said the broken swell to me.
`There is ups an' downs,' I answered, an' a bitter laugh he laughed --
There were brighter days an' better when he always travelled aft --
With his rug an' gladstone, aft,
With his cap an' spyglass, aft --
A careless, rovin', gay young spark as always travelled aft.

There's a notice by the gangway, an' it seems to come amiss,
For it says that second-classers `ain't allowed abaft o' this';
An' there ought to be a notice for the fellows from abaft --
But the smell an' dirt's a warnin' to the first-salooners, aft;
With their tooth and nail-brush, aft,
With their cuffs 'n' collars, aft --
Their cigars an' books an' papers, an' their cap-peaks fore-'n'-aft.

[...] Read more

poem by Henry Lawson
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

For'ard

It is stuffy in the steerage where the second-classers sleep,
For there's near a hundred for'ard, and they're stowed away like sheep, --
They are trav'lers for the most part in a straight 'n' honest path;
But their linen's rather scanty, an' there isn't any bath --
Stowed away like ewes and wethers that is shore 'n' marked 'n' draft.
But the shearers of the shearers always seem to travel aft;
In the cushioned cabins, aft,
With saloons 'n' smoke-rooms, aft --
There is sheets 'n' best of tucker for the first-salooners, aft.

Our beef is just like scrapin's from the inside of a hide,
And the spuds were pulled too early, for they're mostly green inside;
But from somewhere back amidships there's a smell o' cookin' waft,
An' I'd give my earthly prospects for a real good tuck-out aft --
Ham an' eggs 'n' coffee, aft,
Say, cold fowl for luncheon, aft,
Juicy grills an' toast 'n' cutlets -- tucker a-lor-frongsy, aft.

They feed our women sep'rate, an' they make a blessed fuss,
Just as if they couldn't trust 'em for to eat along with us!
Just because our hands are horny an' our hearts are rough with graft --
But the gentlemen and ladies always DINE together, aft --
With their ferns an' mirrors, aft,
With their flow'rs an' napkins, aft --
`I'll assist you to an orange' -- `Kindly pass the sugar', aft.

We are shabby, rough, 'n' dirty, an' our feelin's out of tune,
An' it's hard on fellers for'ard that was used to go saloon;
There's a broken swell among us -- he is barracked, he is chaffed,
An' I wish at times, poor devil, for his own sake he was aft;
For they'd understand him, aft,
(He will miss the bath-rooms aft),
Spite of all there's no denyin' that there's finer feelin's aft.

Last night we watched the moonlight as it spread across the sea --
`It is hard to make a livin',' said the broken swell to me.
`There is ups an' downs,' I answered, an' a bitter laugh he laughed --
There were brighter days an' better when he always travelled aft --
With his rug an' gladstone, aft,
With his cap an' spyglass, aft --
A careless, rovin', gay young spark as always travelled aft.

There's a notice by the gangway, an' it seems to come amiss,
For it says that second-classers `ain't allowed abaft o' this';
An' there ought to be a notice for the fellows from abaft --
But the smell an' dirt's a warnin' to the first-salooners, aft;
With their tooth and nail-brush, aft,
With their cuffs 'n' collars, aft --
Their cigars an' books an' papers, an' their cap-peaks fore-'n'-aft.

[...] Read more

poem by Henry Lawson
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Rime-Djævelen

Før jeg med Blæk Papiret vil bemale,
En lille Tale:
Troer, Læser, Du paa Aander, eller ei?
— „Nei!!!" -
Det klang lidt negativt, dog lad saa være,
Hør videre, og svar mig saa, min Kjære!
— Naar Du har Ærter spiist, saa mange som Du vil,
Tør Du da nægte, der er Ærter til?
Naar i Din egen Krop en Aand logerer,
Den existerer.
Hver Adams Søn en saadan føle vil,
Og altsaa, seer man, der er Aander til;
Er mit Beviis Dig ikke klart, min Kjære,
Læs Swedenborg — dog, lad det heller være! -
— De fleste Aander, som paa Jord har hjemme,
Er slemme;
Blandt Andet opfandt deres Præ-Genie
Tallotterie;
Snørliv for Damer og for Officerer,
Som fælt generer.
En saadan Djævel eller lille Nisse
Tilvisse
Var Slangen som, paa Fransk, i Paradiis
Til Eva sagde: „spiis Madamme, spiis!"
— Dog lad mig ei forvidt fra Texten springe,
Men paa Papiret mine Qvaler bringe
Med Pennen af den dræbte Gaases Vinge.
— Orest, forfulgt af Helvedes Chariter
Og Aphroditer,
Selv Don Juan i Flammer
Er Børne-Leeg mod min ukjendte Jammer;
Thi viid, saalangt min Tanke naaer tilbage,
Ak! alle Dage
Seer jeg en lille Djævel mig ledsage;
Han lever i mig, om mig, allevegne,
Dog kan jeg ei hans Skikkelse betegne,
Skjøndt vaagen og i Drømme, hver en Time
Han gjør at jeg maa — rime.
Ved Dødsfald tidt,
Jeg seer han ogsaa plager Andre lidt,
Hvorfor om Aaret
Han har sit Visse paa Aviscontoiret,
Men skjøndt af mig han aldrig noget fik,
Holdt han dog Stik.
— I Skolen selv, ved Typto og Amare,
Jeg følte ham i mine Lemmer fare,
Selv ved Examen — disse Farens Dage -
Han turde plage,
Skjøndt midt om Natten Badens Grammatik
Mig skræmmed med sit Robespierre-Blik.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Cometen 1834

Lad Verden tee sig nok saa lærd, foruden som forinden,
Naar først Cometen viser sig, den ryger dog af Pinden.
Saa seer man, den er ei solid, men saa er det for silde,
Nu lapser den sig alt for fælt, og derfor gaaer det ilde.
Ja, hører nu, hvordan det gaaer, og hvad der snart vil hænde,
Thi siden faae vi neppe Tid, at see paa Verdens Ende.

— Omtrent naar Tappenstregen slaaer,
Naar Vægteren paa Gaden gaaer,
Og synger høit mod Skyen,
Mens Flyveposten flagrer over Byen,
Da viser sig Cometen stor og rød,
Men hver Mand troer: „O det har ingen Nød,
Den gaaer nok over!"
Selv Byens Magistrat med denne Tanke sover.
— Men ak! Cometen kjender ei til Hvile,
I hvert Minut den løber hundred' Mile;
Den mod vor Jord fremrykker,
Men slaaer os ikke lige strax i Stykker,
Nei, den gjør os en anden stor Fortred,
Den ta'er vor Jord paa Slæbetouget med.

„Ak!" sukke gamle Folk, og falde hen i Daanen:
„Hvi løb den ikke heller af med Maanen!"
— „Und immer weiter, hop, hop, hop!"
Vi fare Alle i Galop;
Men at vor Jord saaledes galoperer,
Just ei generer,
Man holder meget jo af Galopade,
Paa Baller, som paa Østergade;
Man kjender Touren, holder let Balancen;
Men Jorden — ak! den taber Contenancen.
Ved disse nye Spring
Den glemmer reent at dreie sig omkring.

Fra Maribo man hører Klager,
„Som Mange megen Skræk indjager;"
Man mærker, det er ilde fat,
Cometen bli'er i Bladet sat.
Men ak! den løber dog afsted,
Og Jorden — ja, den løber med.

Da mærker man, selv hos det mindste Noer,
At Dandse-Organet i Hjertet boer,
Thi Hjertet hopper fra Bryst til Hals,
Som i Wiener-Vals.
— Snart er' vi Solen ganske nær,
Af Hede tabe vi vort Veir;
Enhver gjør Vind — men ak, for lidt.
Med de bekjendte korte Trit,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

October

'- Du har ei Ro, ei Smerte
Tomt er der i dit Hjerte;
Saa døsigt Taagen ligger
Rundt om det visne Krat! -.'
*
Storken er reist til fremmed' Land, Spurven boer i dens Rede;
Løvet falder, men Bærret staaer rødt paa den sorte Hede.
Taagen ligger saa kold og klam, Vedet fældes i Skoven,
Bonden gaaer paa den vaade Mark, vælter Jorden med Ploven.
Over de sorte Muldvarpskud flyver en vildsom Svale,
Skjuler sig mellem Mosens Rør, kan ei synge, ei tale.
Draaben falder saa kold og tung ned fra Træernes Grene;
Minderne leve, uden dem følte sig Hjertet ene.
Som Oceaners dybe Ro førend Stormene stige,
Ja, som et Havblik er der i hele Naturens Rige,
Havblik, Forbudet paa en Storm, snart den stiger med Vælde,
Da skal Skoven staae som et Vrag, alt de Masterne fælde.
Tomhed breder sig meer og meer, her er ei Fryd, ei Smerte;
Livstomt staaer den stolte Naturs svulmende Digterhjerte.

I Vaar Din Sol sig tændte,
Dit unge Hjerte brændte,
Alt blev til Blomst og Blade,
Og Fuglene sang glade -
Din Sjæl var Kjærlighed.
Med Liv Du Alt omsno'ede.
Selv paa Ruinen gro'ede
Den grønne Vedbend'-Ranke;
Og Troskab var Din Tanke,
Lyksalighed Dit Meed.
Alt aanded' Liv og Varme,
Du holdt i Dine Arme
Din skjønne Blomsterpige;
Din Drøm var uden Lige.
Nu har hun Dig forladt!
Og Blomsterne er' døde,
Dybt i Dit Bryst er øde,
Du har ei Ro, ei Smerte,
Tomt er der i Dit Hjerte;
Saa døsigt Taagen ligger
Rundt om det visne Krat.
Du kan ei mere drømme.
O svulm, I vilde Strømme!
Ryst Storm din stærke Vinge,
En anden Qval Du bringe,
Ei denne sløve Hvile!
Send Dødens skarpe Pile,
Dig Straa-Død er forhadt!

Stille! see, hvor Taagen løfter sig høit fra den vaade Vang;

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Juli

'- Alting svulmer, alting gynger,
Bølge, Luft og Hierte synger
Høit din Priis, Du stolte Hav'.
'- Armen jeg om Vennen slynger,
Hiertet sig til Hiertet klynger;
Hver en Sorg, som Barmen tynger,
Svinder hen i Blomsterduft!'
*
Gjærdet staaer med vilde Roser,
Nedenfor er' Tørvemoser,
Storken der paa røde Hoser
Fisker i det lave Vand.
Under disse gamle Pile,
Her paa Stenen vil jeg hvile,
See omkring mig mange Mile,
Medens Garnet de udspile
Nede ved den blanke Strand.

Mægtigt trykker Søen Furen,
Hvor, omkrandset af Naturen,
Fiskerhytten staaer med Muren,
Overgroet af Bukketjørn!
Inde toner Aftensangen,
Mens, med Seilet løst om Stangen,
Baaden lige sætter Gangen
Ind mod Kysten, hvor i Tangen
Lege halvt afklædte Børn.

Lille Baad, det er min Villie,
At med Dig paa Søens Tillie,
Over Skummets hvide Lillie,
Svæver jeg til Skibet der;
Stolt det staaer med sine Master,
Medens Solen, som en Aster,
Rund og rød i Bølgen haster,
Og sin sidste Straale kaster
Hen ad Skibets Seil og Ræer!

Intet Anker længer tynger,
Alting svulmer, Alting gynger,
Bølge, Luft og Hierte synger
Høit din Priis, du stolte Hav!
Du er skjøn, naar Bølgen tier,
Øen ved dit Hierte dier,
Til Begeistring Du indvier
Os ved Stormens Melodier,
Skjøndt hver Bølge er en Grav!

Lystig bort, Du raske Skipper!
Mellem Brændinger og Klipper,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Abba Undeleted

(b. andersson, b. ulvus)
Scaramouche
(instrumental)
Varfr ska det vara s serist fr, alltid?
N, I england slr det sckert.
N, det knner jag ocks.
Hello everybody this is bjrn
Agnetha
This is benny
r det s svrt att snacka?
Det r svrt det dr med meddelanden.
Summer night city
Money, money, money
Hmm, hmm, do-do-do-do-do
Summer night city
Money, money, money
Hmm-hmm-hmm-hmm
Summer night city
Money, money, money
In the rich mans world
Den gr p band!
Kan det va nåt?
Det tror du va?
Take a chance on me
(instrumental)
Nu g den lngsammare n frut.
Nej. 1-2-3-4.
Det r bra s.
1-2. gr bandet?
Hr r det magnetband som rullar och rullar!!!
Upptakten kan du fixa p nt annat va? nt jttemalle.
1-2.
Du kan dra ner pianot tror jag fr det r vldigt vasst I ronen.
Vasst.
Vasst.
Vldigt miserabel lyssning.
Nu hr jag bara frida I mina lurar!
Och jag hr bara dej!
Det r inget. det var inget. bttre lyssning.
Hrru-hr-du-mej-nu-ra? ? !!
Ja, det r s nert tror jag.
Ja-ja!
Hr du mig? !
Hr du mig?
Det r inte bra allts.
Men det r upp till dig.
Det mste vl du frst vad som r fel.
Tuuuure! jag sjunker!!
N, just det.
Sjunker u? !

[...] Read more

song performed by ABBA
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!