Citatepedia^®.com

Me

Hat hogy is kezdjem, oh, hogy mondjam el?
Hisz aki megrthetn, az nem felel
Elragadta t a dlyfs jkiraly
Ki ezer ve mar a szerelemre var
Elragadta, megszerezte
Szerelemlanccal megktzte
De a szive csak az enym
Fnyes urak, ha nem tudnatok
Kt ember kell a boldogsaghoz
s mar csak az enym
A felkel nap fnye eltakar
A fltkenysg ugy a szivembe mar
Hisz oly hatalmas, fnyes a vlegny
Hat hogyan szallhatnk harcba vle n?
Elragadta, megszerezte
Szerelemlanccal megktzte
De a szive csak az enym
Fnyes urak, ha nem tudnatok
Kt ember kell a boldogsaghoz
s mar csak az enym
De azrt n nem adom fel
Trtnjen ugy, ahogyan kell...
Mert az n mesmben a hsk gyznek
A kt szerelmes egymas lesz
Ezrt n nem adom fel...
Mert az n mesmben a hsk gyznek
A kt szerelmes egymas lesz
Ezrt n nem adom fel...
Elragadta, megszerezte
Szerelemlanccal megktzte
De a szive csak az enym
Fnyes urak, ha nem tudnatok
Kt ember kell a boldogsaghoz
s mar csak az enym
Elragadta, megszerezte
Szerelemlanccal megktzte
De a szive csak az enym
Fnyes urak, ha nem tudnatok
Kt ember kell a boldogsaghoz
s mar csak az enym

song performed by Dido
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Dykker-Klokken

Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.
Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,
Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;
Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;
Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.
En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,
Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.
I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,
Og stige i en Luft-Ballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;
Dog muligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker
Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.
Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,
(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).
— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,
Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;
Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,
Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, -
For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed' saare,
Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. -
Det var, som Stormens Orgel slog — jeg kan det aldrig glemme!
Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.
— Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;
Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fjerne.
Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,
Saa at man uden sværtet Glas „ihr' Hoheit" kunde taale.
Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole
Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.
— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,
Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.
Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,
Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,
Og hurtigt gik det: „klip! klip! klip!" rask skar hun Snoren over;
Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover.
Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,
Jeg trøsted' mig; Du kan kun døe, se det er her det Hele.
Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,
Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.
Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,
„Und immer weiter, hop! hop! hop!" foruden Rast og Hvile.
Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,
Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.
Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!
Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden. -
Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,
Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. -

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Swami (Plus Strings)

Tovbb nem tudok vrni
Mostmr megteszi brmi
Az lesz a veszted
Hogy rvnylik a tested
Az alkalom itt van
Ht hdolj be halkan
Szzezer ve
Mindig ez a vge
Mindegy a sznhely
Nem kell, hogy sznlelj
Szeress vagy vess meg
n birtokba veszlek
Olvadni kezd most a Hold
Az arcod a prnn
Csak egy furcsa-furcsa folt
cska kis kzhely
Gynyr trvny
Hogy a szerelem rvny
Tovbb nem tudok vrni
Mostmr megteszi brmi
Az lesz a veszted
Hogy rvnylik a tested
Ltod, nlam a fegyver
de reszketned nem kell
Mert ez csak gynyrt fakaszt
Ht hzd meg a ravaszt
Ugye rzed a tavaszt?
Olvadni kezd most a Hold
Az arcod a prnn
Csak egy furcsa-furcsa folt
cska kis kzhely
Gynyr trvny
Hogy a szerelem rvny

song performed by Monkees
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Manden fra Paradiis

Der var engang en Enke -
Dog nei! jeg maa mig først betænke;
Hun havde været det, men var nu gift paany,
Med Een fra Thy;
(Det maae vi ikke glemme).

— En Aftenstund, da Manden ei var hjemme,
Sad hun med Haanden under Kind,
Selv Theemaskinen var en Smule sovet ind,
(Den ellers sang en Tone, reen og klar,
Og førte tidt ved Bordet den bedste Passiar).
Fra Jordens Taageland,
Fløi Tankerne til hendes første Mand;
Hun kunde ei den søde Sjæl forglemme,
Og ak! den anden var jo ikke hjemme,
— „Du har det godt!" udbrød hun, „fri for Nød
Du sidder i det abrahamske Skjød,
Og seer til os, der i den snevre Stue
Maa plages slemt af Hoste og af Snue!"

Hun taug og faldt igjen i Tanker,
Da hører hun, hvor det paa Døren banker;
Hun skotter hen til Krogen;
„Uh! er der Nogen?"
(Thi hun var bange for — ja det var hele Tingen -
At see en Aand i den, der havde før slet ingen).
Nu banker det igjen, og saa gaaer Døren op — -
Men det er ingen Aand, nei Een med Kjød og Krop!
Det er en Haandværkssvend, der nu har sprængt sit Buur,
Og gaaer fra By til By og seer paa Guds Natur;
Han gjør Visitter kun, for ei at smægte,
Sligt kalder man: at fægte.

Han var, det saae hun nok, en sælle Een,
Der gik i dette Liv paa sine egne Been;
Og som han sagde det, der noget laae i Tonen,
Der rørte Konen.
Hun spurgte ham, hvorfra han kom, hvorhen han gik;
Og Svaret, som hun fik,
Det var: han drog paa Bursche-Viis,
Nu gjennem Tydskland til Paris. -
Da blev hun i sit Hjerte glad,
Hun dækked' op med Øl og Mad,
Og sagde: „Sæt sig dog, og spiis!
Hvad, reiser han til Paradiis?
O, Herre Gud! i dette Land
Der har jeg jo min første Mand;
Hils ham fra mig og fra vor Datter,
Og hils ham ogsaa lidt fra Fatter!"

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

November

'Tredje Reeb ind! - - Op at beslaae Mersseilet! -
Ha, alle Djævle, hvilken Nat! -'

*
Nøgent, øde Sted paa Jyllands Vestkyst.
(Det er Nat og Maaneskin; Skyerne jage hen over det oprørte Hav).

En Skare onde Natur-Aander mødes, de leire sig i Sandet.

Den Første.
Her November har sin Throne,
Hvilken deilig Dandseplads!
Storm og Hav er vort Orchester.
Hør dog, hvilket lystigt Stykke!
Mine Been er Hvirvel-Vinde;
Kom, imens de Andre sladdre
Om de natlige Bedrifter.

Den Anden.
Dette Sted især jeg ynder.
Om en herlig Spas det minder!
See I [rettet fra: i] der det løse Qviksand?
Det er flere Aar nu siden,
Men som nu, just i November,
Kom en lystig Brudeskare;
Klarinet og Violiner
Klang heel lysteligt fra Vognen,
Hvor med Silkebaand om [rettet fra: um] Haaret,
Bruden sad, saa ung og deilig.
Med en Taage jeg dem blænded',
I et Nu de svandt i Sandet.

Den Tredie.
Det er kun i forgaars siden,
Jeg mit Eventyr har prøvet.
Nyligt havde Stormen lagt sig,
Havet hvilte som et Klæde.
Stille laae et Vrag derude,
Alt dets Mandskab længst var borte,
Kun en Mand og tvende Qvinder
Endnu stode der forladte,
Men der laae en Baad paa Dækket,
Stor og bred; de der dem satte.
Manden bortskar [rettet fra: bortskjar] alle Touge,
Undersøgte Alting nøie,
Haabede, naar Vraget sank,
Baaden, frelst fra Dybets Hvirvler,
Let dem bar paa Havets Flade.*
Men eet Toug sig for ham skjulte,
Livet hang ved dette ene.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

The Voice

The Voice
By: Adam M. Snow

Ever heard of the things that go bump in the night?
When you are alone how it stirs up a fright,
The night's all calm in vespertine stillness,
But that's just the start of a long night of cruelness.
The story starts out with a girl so young,
With boys on her mind as words flow from her tongue.
Her name is Ember, not an age past sixteen,
Alone in a house with something unseen.
Her parent's are gone on a weekend long trip,
Cruising the Bahamas on a romantic cruise ship.
As the story starts she's alone in her room,
On the phone with her best friend Emily Bloom.

'It is true, my parents are gone,
They won't be back till Monday's dawn'
Said Ember to her friend over the phone.
'What are you going to do until then? '
Asked Emily.
'Surely you can't watch movies again and again? '
'I-I'll think of something I guess,
Perhaps I'll read or go out none-the-less.'
'O.k. Ember, I'll let you go for now.'
Said Emily as she hung up the phone and let Ember be.

The clock strikes midnight with her house now eerie,
She remains in her room, alone and dreary.
She lies down onto her bed with an erotic book in her hand,
Getting ready to read, she lies there peacefully and grand.
Thinking of nothing but the book she's about to read,
She hears a loud screech as of a woman screaming with plead.
'It sounds like it came from the room next to mine' she said.
'Must it be my parent's home early from a trip cut short? '
Getting up off her bed, she continues to see what that noise may be.
Walking now down a darkened hallway to the room next to hers,
'Whose there! ? ' She cries out, but not a voice in return.
She turns the light on to find, twas no one there.
'How could this be, am I not the only one here? '
She continued to search all throughout the house,
Only to find no one, not ever her brother's spouse.
'Perhaps was nothing, but my imagination going wild.'
She thought to herself out loud.

Back to her room to where the story first start,
With the night still young and also mild.
She picked up her book and started to read.
Again, she hears the loud screech as of a woman screaming with plead.
'Truly this cannot be my mind playing tricks on me.'

[...] Read more

poem by Adam M. Snow
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Livet en Drøm

Til Vennen
Du kjender Grunden til min dybe Smerte,
Du kjender hver en Tanke i mit Bryst;
Jeg holder fast ved Dig med Sjæl og Hjerte,
O vær mig tro, i Smerte og i Lyst!
Mit stolte Haab, jeg saae som Boble briste,
O lad mig ikke Venskab ogsaa miste!

Dit aabne Blik, Dit barnlig' rene Hjerte,
Og hun — vor Søster — bandt mig fast til Dig;
Nu er hun død — jeg saae Din stille Smerte,
Imens Din Læbe vilde trøste mig. -
— — O Broder, Livets bedste Bobler briste,
O lad mig ei Dit stærke Venskab miste!

Nei, Du er tro! — hvor mildner Du min Smerte!
— Mens nu Du trykker broder-ømt min Haand
Med Blik mod Blik og Hjerte imod Hjerte,
En mægtig Tanke stiger for min Aand,
Den bringer Fryd og Veemod uden Lige,
Og hvad den seer, vil Læben Dig udsige.


1
I det store Verdens-Rum, over Sol og over Stjerne,
Høit, hvor ingen Tanke naaer, i det Blaae, umaalte Fjerne,
Leve gjennem Evighed Aandehærens Myriader,
Fuld af Kraft og Kjærlighed, skabt af Naadens store Fader.
Deres Kamp Begeistring er, deres Længsel Kjærligheden;
Begge voxe Stund for Stund, gjennem hele Evigheden.
Feile de, da straffer Gud hine faldne Aandeskarer,
De maae slumre, slumre dybt; — men det kun Minutter varer.
Kort kun standses Aandens Flugt, snart den atter fri kan svæve,
Drømmen i hiin Straffe-Søvn, det er Livet her vi leve.
Er endogsaa Drømmen smuk, eie vi al jordisk Lykke,
Den er dog en Skygge kun, mod hiint Liv, hvor vi skal bygge!
Døden her, er Livet hist, snart er Straf og Drøm tilende,
Men i Drømmen her, kun svagt Aanden kan sig selv gjenkjende.


2
Døden kalder. — Sprængt er det jordiske Baand.
Drømmen er endt. Fri svæver den mægtige Aand,
Mindes sin Drøm og svimler i svulmende Lyst.
Nu er hun hans! — See, Bryst imod Bryst,
Læbe ved Læbe, og Øie mod Øie,
Svæve de elskende Aander gjennem det Høie.
Een er kun Tanken, een deres Stræben;
Som Toner flyde Drømmen fra Læben,
Drømmen om Jordlivet her,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

The Brus Book III

The lord of Lorn attacks the king's men]

The lord off Lorne wonnyt thar-by
That wes capitale ennymy
To the king for his emys sak
Jhon Comyn, and thocht for to tak
5 Vengeance apon cruell maner.
Quhen he the king wyst wes sa ner
He assemblyt his men in hy,
And had intill his cumpany
The barounys off Argyle alsua.
10 Thai war a thousand weill or ma
And come for to suppris the king
That weill wes war of thar cummyng.
Bot all to few with him he had
The-quhethir he bauldly thaim abaid,
15 And weill ost at thar fryst metyng
War layd at erd but recoveryng.
The kingis folk full weill thaim bar
And slew and fellyt and woundyt sar,
Bot the folk off the tother party
20 Faucht with axys sa fellyly,
For thai on fute war everilkane,
That thai feile off thar hors has slayne,
And till sum gaiff thai woundis wid.
James off Douglas wes hurt that tyd
25 And als Schyr Gilbert de le Hay.
The king his men saw in affray
And his ensenye can he cry
And amang thaim rycht hardyly
He rad that he thaim ruschyt all
30 And fele off thaim thar gert he fall.
Bot quhen he saw thai war sa feill
And saw thaim swa gret dyntis deill
He dred to tyne his folk, forthi
His men till him he gan rely
35 And said, 'Lordyngis, foly it war
Tyll us for till assembill mar,
For thai fele off our hors has slayn,
And giff yhe fecht with thaim agayn
We sall tyne off our small mengye
40 And our selff sall in perill be.
Tharfor me thynk maist avenand
To withdraw us us defendand
Till we cum out off thar daunger,
For our strenth at our hand is ner.'
45 Then thai withdrew thaim halely
Bot that wes nocht full cowartly
For samyn intill a sop held thai

[...] Read more

poem by John Barbour
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Skildvagten

Aft'nen er taaget — døsigt Lygterne brænde;
Kun paa sin Støi og sin Larm kan man kjende
Det store Paris.
Den brogede, larmende Vrimmel, paa Bølgernes Viis,
Fremtrænger sig vildt gjennem Stræde og Gade.
Hist staaer et Palads med pragtfuld Façade,
Men kun svagt, gjennem Taagen, dæmrer den straalende Krands
Af Lampernes flammende Glands.
Hvem er vel Eier af hiin Pragt, man seer?
„Un cavalier," man veed ei meer.
Ved Porten staaer en Graaskjæg i Gevær,
Han tjente engang i den store Keisers Hær, -
Forresten man om ham veed meget mindre;
Men saae man i den gamle Krigers Indre,
Da for vort Blik,
En svunden Verden, stor og klar opgik.
„Hvor underligt forandres Alt med Tiden!"
— Saa drømmer han. — „Her stod jeg just! dog, det er længe siden.
Mit Bryst var fuldt af store Ungdoms Drømme;
Da bruste Blodet — ja, i vilde Strømme
Flød Frankrigs Blod,
Men Friheds-Træet grønt og herligt stod,
Og jeg var hærdet; nu jeg gammel er og blød.

Toulon var Fjendens. Seier eller Død
Vi med vor yngste Officeer da svore,
Thi han — han var Napoleon den Store.
— Med ham gik Frankrigs yngste Helte-Flokke
Hen over Alpelandets Kjæmpeblokke,
Bestandigt opad, opad i den skarpe Vind,
Som vilde vi i Himlen ind!
Han gik foran, vi fulgte Mand for Mand,
Hvor før kun Mulen steeg paa Fjeldets Rand,
Og gjennem Iis og Snee og skarpe Vinde,
Vi vidste Fjenden, og vor Seir at finde;
Der midt imellem Kamp og Dødens Flamme,
Han stod den Samme,
Skjøndt Kugler fløi om ham i Dagens Dyst.
„Om han blev dræbt!" — det gjøs i hvert et Bryst,
Thi Gud og han vor Tanke var i Leiren,
Og begge gav os Seiren.
Hvor jublede jeg høit med Folke-Vrimlen,
Da Keiser-Navnet tonede mod Himlen;
— Smaae-Fuglene paa Fjeldets Tind,
Saae stolt til Konge-Ørnen ind;
Da stormede vi gjennem Busk og Hække,
Og Konger kaared' han, hvis Kraft de vilde knække.
Selv Havets Slange, skjøndt den bister lo,
Dog frygtet Konge-Ørnens stærke Klo;
En evig Troskab, Venskab høit de svore,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

The Brus Book IX

[The king goes to Inverurie and falls ill]

Now leve we intill the Forest
Douglas that sall bot litill rest
Till the countre deliveryt be
Off Inglis folk and thar powste,
5 And turne we till the noble king
That with the folk off his leding
Towart the Month has tane his wai
Rycht stoutly and intill gud array,
Quhar Alysander Frayser him met
10 And als his broder Symonet
With all the folk thai with thaim had.
The king gud contenance thaim made
That wes rycht blyth off thar cummyne.
Thai tauld the king off the convyne
15 Off Jhone Cumyn erle of Bouchane
That till help him had with him tane
Schyr Jhon Mowbray and other ma,
Schyr David off Brechyn alsua,
With all the folk off thar leding,
20 'And yarnys mar na ony thing
Vengeance off you, schyr king, to tak
For Schyr Jhone the Cumyn his sak
That quhylum in Drumfres wes slayn.'
The king said, 'Sa our Lord me sayn,
25 Ik had gret caus him for to sla,
And sen that thai on hand will ta
Becaus off him to werray me
I sall thole a quhile and se
On quhat wys that thai pruve thar mycht,
30 And giff it fall that thai will fycht
Giff thai assaile we sall defend,
Syne fall eftre quhat God will send.'
Eftre this spek the king in hy
Held straucht his way till Enrowry,
35 And thar him tuk sik a seknes
That put him to full hard distress.
He forbar bath drynk and mete,
His men na medicyne couth get
That ever mycht to the king availe,
40 His force gan him halyly faile
That he mycht nother rid na ga.
Then wyt ye that his men war wa,
For nane wes in that cumpany
That wald haiff bene halff sa sary
45 For till haiff sene his broder ded
Lyand befor him in that steid
As thai war for his seknes,
For all thar confort in him wes.

[...] Read more

poem by John Barbour
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Den rædselfulde Time

Kom ei Rundetaarn for nær, er det Midnatstide;
Hvad mig nylig hændte der, skal I faae at vide.
Paa Bibliotheket hist er ei rart saa silde,
Thi ved Midnat holde der Aander Dands og Gilde.
Jeg om Dagen gik derop for en Bog at laane,
Gik en Smule der omkring, og kom til at daane.
Ingen savned mig; de gik, jeg blev der allene,
Ak, ved selve Tanken end ryste mine Bene!
Længe laae jeg i en Krog uden mindste Spratten;
Da jeg til mig selv nu kom, var det ud paa Natten.
Jeg er ingen Natte-Helt; derfor blev jeg bange;
Dybt i Kirken under mig ligge Døde mange;
Hvis de nu ved Midnatstid kom herop at læse,
De i Nakken dreied mig vist min egen Næse.
Maanen skinnede saa klar, Uglen sang derude,
Maanens Skin og Uglens Sang flød igjennem Rude.
Da blev jeg poetisk stemt, Gud maa hvordan vide,
Og for Øieblikket svandt al min Hjerte-Qvide.
Ak men nu slog Klokken tolv, det var fælt at høre;
Alle Bøger rundt omkring saae jeg sig at røre.
Nogle skjændtes, andre sang, Sproget var lidt blandet,
Som paa Babels-Taarn det klang ganske reent forbandet.
Alle sprang fra Hylderne, dandsed med hinanden,
Jeg var bange for at faae nogle Bind i Panden.
See, nu blev en Contradands underligt rangeret,
Mange Bøger dandsed med, skjøndt uconfirmeret.
Langs med Væggen stilled sig store Folianter,
Det var sikkert satte Folk eller gamle Tanter.
Her et ægte Manuskript dandsed med Danfane
Mens et Hexameter hist hopped, som en Trane.
Badens Fru Grammatica, smukt forgyldt paa Bagen,
Kom at engagere mig, jeg blev som et Lagen;
Ak det krilled' i min Taa, Hjertet steeg til Halsen;
Men jeg slap. Cornelius hende bød til Valsen.
Atlas af Pontoppidan, klædt i Svinelæder,
Med Fru Flora danica hist i Dandsen træder;
Reisers fürgterlige Bog sprang med Iliaden;
Ak det suuste skrækkeligt, som en Storm fra Gaden.
Fra Musæet lød en Røst: „Hvad er her paa Færde?"
Og en Landse traadte frem, fulgt af tvende Sværde:
„Schwerenoth! I lærde Pak! vil I være rolig?
Unde I ei Helten Ro i sin sidste Bolig?
Hvad er vel en lurvet Bog mod en Pandser-Plade!
I er' kun Peermadsensgang, vi er' Østergade!"
Og nu hugged Sværdet om, saa der Funker lyste,
Det var fælt, det kan I troe, at mit Hjerte gyste.
Bøgerne fik ogsaa Skræk, hvert et Blad jo bæved,
Som en broget Fuglehær de til Hjemmet svæved,
Og paa Hylderne i Hast deres Pladser søgte.
Men hist i Musæet, ak! det langt værre spøgte.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Februar

'- Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst -!'

*
Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old,
Svømmer hen ad Himlen, deilig, men saa kold.
Skoven staaer med Riimfrost, glimrende og hvid,
Drømmer vist i Natten om sin Sommertid,
Om de grønne Blade med den friske Duft,
Om de smukke Blomster og den varme Luft.
Ja, hvert Træ i Skoven har sin Sommer-Drøm,
Der, som Digter-Hjertets, døer i Tidens Strøm.
Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst.

Som et Skyggebilled', sat mod Luftens Blaa,
Staaer hist Herregaarden, der er Taarne paa!
Alt er gothisk gammelt, hvilket Malerie!
Ret som Riddertiden slumrede deri.
Under Vindebroen, ved de frosne Rør,
Er' i Muren Huller; der var Fængsler før.
Vaabenet med Indskrift over Porten staaer,
Og om Vindueskarmen kunstigt Løvværk gaaer.
Mellem to Karnapper groer en mægtig Lind,
Der, ad Vindeltrappen, vil vi træde ind.
Hvilke gamle Døre! og hvor de er' smaae!
Ovenover stolte Hjortetakker staae.

Gjennem hele Fløien strækker sig en Gang,
Maaneskinnet gjør den mere dyb og lang.
Riddersmænd og Fruer, mens vi gaae forbi,
See, som bundne Aander, fra hvert Malerie.
Hvem er vel hin Ridder med det mørke Blik?
Engang stolt og modig, han i Livet gik;
Mægtigt svulmed' Hjertet, Jorden har ham gjemt,
Ei hans Slægt man kjender, her hans Navn er glemt!
Hvilken deilig Qvinde! Liv og Aand man seer.
Og af disse Former er nu intet meer?
Intet meer, undtagen dette Farvespil,
Som hver Livets Sommer meer henbleges vil!
Dette Smiil om Munden, dette Tanke-Blik,
Denne Sundheds-Farve hendes Kinder fik;
Alt er Støv og Aske, Alt i Jorden gjemt,
Og, som Hjertets Drømme, Sorg og - Glæde, glemt!

Tys! fra Salen klinger Toners Harmonie,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Juleaftenen (Christmas Eve )

Hvo minnes ikke
et vær, han tror, ei himlen mer kan skikke?
et vær som om hver sjel, fra Kains til den,
Gud sist fordømte,
den jord forbannet, fra helvete rømte,
som fristet dem å svike himmelen?....
Et vær, hvis stemmes
forferdelser ei mere kan forglemmes?
Thi alle tenkte: det må være sendt
for min skyld ene;
orkanens tordner meg kun meg de mene;
min synd er blitt åndene bekjent...
Et vær, hvis styrke
kan lære prest og troende å dyrke
demoner i det element, hvis brak
den gamle høre
fra barnsben kan i sitt bemoste øre
et skyens jordskjelv, luftens dommedag?
Et vær, som rystet
den sterkes hjerte i dets skjul i brystet,
et himmelvær, hvori sitt eget navn
han påropt hørte
av ånder, stormene forbi ham førte,
mens hver en tretopp hylte som en ravn? Men ravnen gjemte
seg selv i klippen, ulven sulten temte,
og reven våget seg ikke ut.
I huset sluktes
hvert lys, og lenkehunden inneluktes....
I slikt vær, da får du bønner, Gud!

I slikt vær - det var en juleaften -
da natt det ble før dagens mål var fullt,
befant en gammel jøde, nær forkommen,
seg midt i Sverigs ørken, Tivedskogen.
Han ventedes til bygden denne side
fra bygdene på hin, for julens skyld,
av pikene med lengsel, thi i skreppen
lå spenner, bånd og alt hva de behøvde
for morgendagen, annen dag og nyttår.
Det gjorde lengselen spent, men ikke bange;
thi ennu hadde "Gamle-Jakob" aldri
dem sviktet noen jul: Han kom så visst
som juleaftenen selv.
"Tyss! var det atter stormen,
som hylte gjennom grenene? Det skrek.
Nu skriker det igjen." Og Gamle-Jakob
fluks stanser lyttende for annen gang.
Nu tier det. Thi stormen øker på,
som fossen drønner over den, der drukner.
Han vandrer atter. "Tyss! igjen en lyd!"

[...] Read more

poem by Henrik Wergeland
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Fresh Off The Boat

I rock these bare feet like no one else can
My hands are dirty I like 'em that way
Shows Who I am
I'm fresh off the boat
Fresh off the boat
Fresh off the boat
Fresh off the boat
The wine tastes good on my sweet lips like sunshine
The plastic on the furniture suits me just fine
I'm fresh off the boat, fresh off the boat, fresh off the boat, fresh off the boat
Querida menina beira do mar
Querida menina beira do mar
Apanha um barco branco e vai vai vai
Apanha um barco branco e sai sai sai
Aquela menina beira do mar
Aquela menina beira do mar
Aquela menina beira do mar
Querida menina , vai vai vai
Querida menina beira do mar
Querida menina beira do mar
Querida menina beira do mar
Querida menina beira do mar
Aquela menina beira do mar
Querida menina beira do mar
Querida menina beira do mar
Beira do mar mar yeah!

song performed by Nelly Furtado
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Ya Mar

Remember all the days in the pond
Catchin' wild trout till the break of dawn
Now that you've become a man, looking very mean
Got a nice shiny sports car, keep it very clean
Don't ask him what it was, tell him what it is (2x)
Sing the song now:
Ya mar, ya mar, ya mar, ya mar,
ya mar, ya mar, ya mar,
I got an oh kee pah
She used to be a vampire child, walkin' in the yard
Now that she's become a woman, lookin' very proud
You used to wear a piece of cloth tied around your head
Now she looks so good, wanna love you dead
Don't ask her what it was, tell her what it is (2x)
Sing the song now:
Ya mar, ya mar, ya mar,
ya mar, ya mar, ya mar,
ya mar, you no good pah

song performed by Phish
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

The Brus Book 19

[The conspiracy against King Robert; its discovery]

Than wes the land a quhile in pes,
Bot covatys, that can nocht ces
To set men apon felony
To ger thaim cum to senyoury,
5 Gert lordis off full gret renoune
Mak a fell conjuracioun
Agayn Robert the douchty king,
Thai thocht till bring him till ending
And to bruk eftre his dede
10 The kynrik and to ryng in hys steid.
The lord the Soullis, Schyr Wilyam,
Off that purches had mast defame,
For principale tharoff was he
Off assent of that cruelte.
15 He had gottyn with him sindry,
Gilbert Maleherbe, Jhone of Logy
Thir war knychtis that I tell her
And Richard Broun als a squyer,
And gud Schyr Davy off Breichyn
20 Wes off this deid arettyt syne
As I sall tell you forthermar.
Bot thai ilkane discoveryt war
Throu a lady as I hard say
Or till thar purpos cum mycht thai,
25 For scho tauld all to the king
Thar purpose and thar ordanyng,
And how that he suld haf bene ded
And Soullis ryng intill his steid,
And tauld him werray taknyng
30 This purches wes suthfast thing.
And quhen the king wist it wes sua
Sa sutell purches gan he ma
That he gert tak thaim everilkan,
And quhar the lord Soullis was tane
35 Thre hunder and sexty had he
Off squyeris cled in his lyvere
At that tyme in his cumpany
Outane knychtis that war joly.
Into Berwik takyn wes he
40 That mycht all his mengne se
Sary and wa, bot suth to say
The king lete thaim all pas thar way
And held thaim at he takyn had.

[The trial in parliament; the fate of the conspirators]

The lord Soullis sone eftre maid
45 Plane granting of all that purchas.

[...] Read more

poem by John Barbour
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Ah, Vilka Tider

h, vilka tider!
Paradiset hgrar
Du fr kalla det fantasier
Men nog r det en drm man minns
Drmde en drm, jag minns och jag knner
Vatten blev vin ovh fiender vnner
Mmm, det var hrlight att leva
Allting var fritt s vem skulle sakna
Ngonting d? Nej, paradis, nakna
Var vi som Adam och Eva
h, vilka tider!
Underbara dagar
Roar sig kungligt, mr som en prins
Njuter allt gott som finns
h, vilka tider!
Paradiset hgrar
Du fr kalla det fantasier
Men nog r det en drm man minns
Ingen var sur och ingen var dyster
Var och en var en bror och en syster
h, vad jag drde den stunden!
Skatan, han gol och gken, han skratta'
Ingenting var som det r, kan du fatta?
Vi var i paradislunden
h, vilka tider!
Underbara dagar
Roar sig kungligt, mr som en prins
Njuter allt gott som finns
h, vilka tider!
Paradiset hgrar
Du fr kalla det fantasier
Men nog r det en drm man minns

song performed by ABBA
Added by Lucian Velea
Comment! | Vote! | Copy!

Hjertetyven

Bekjendt er Amor jo; det slemme Skarn!
Man ham afmaler som et deiligt Barn
Med Piil og Bue, samt med store Vinger;
Men det jo næsten som en Fabel klinger,
Hvor kan man tro han saadan vilde gaae,
Nei, Gud bevares! han har Klæder paa;
Og for hver Gang han et Partie vil stifte,
Saa veed han snildt sin hele Dragt at skifte.
Den unge Pige allerhelst ham seer
Klædt, som Student, hvad eller Officeer;
Og disse, ja, det falder nu saa lige!
De see ham atter allerhelst som Pige.
I Grunden er han, ja, fra Taa til Top,
En Tyveknægt, der burde klynges op.
— Den første Gang jeg saae ham for mit Øie,
Var jeg endnu en Dreng og gik i Trøie;
Jeg leged' Skjul med nogle andre Børn,
Ved Plankeværket stod en Rosentjørn,
Der krøb jeg ind, man kunde mig ei finde,
Thi ganske stille sad jeg jo derinde;
Da kom vor Naboes Lise — og hvad meer?
Vor Indqvartering — han, den smukke Officeer!
Men hvad de talte om, det veed jeg ikke,
Kun saae jeg alle Roserne at nikke,
Og midt i een af dem, som hang
Ud over Plankeværket — tænk en Gang!
Der sad — ja ganske underligt det klinger!
Der sad en Officeer, knap som en Finger,
Med Knebelsbarter, Sabel og Kasket,
Der ligned' Officeren paa en Plet!
Jeg saae, hvor Rosen gyngede i Vinden,
Saa at den Lise slog paa Næsen og paa Kinden,
Derfor den store Officeer den brød,
Og Lise tog den, men var ganske rød.
Vips, fløi en Sommerfugl paa smukke Vinger,
Det Amor var — og med sin lille Finger
Han bød mig være taus med hvad jeg saae;
Thi der blev kysset, og jeg saae derpaa!
Jeg siden traf den lille Amor ofte,
Snart var han silkeklædt, snart i en Vadmels Kofte;
Men jeg, som ældre, mærkede nu snart,
At, hvad han gjorde, var just ei saa rart,
Thi lovede jeg høit, i hvor det vilde gaae,
Paa mig han skulde aldrig Fingre faae.
Det svoer jeg høit, den Tid jeg gik til Præsten,
Og nu — ja, vil I bare høre Resten! -
— Ved Bondebyen, hist hvor Præsten boer,
Er der en Hasselskov, den er ei stor,
Men Øiet taber sig i Jordbær-Vrimlen,
Der kom jeg just i Dag, — høit Solen stod paa Himlen,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

June

'Glemt er nu Vaarens Kamp og Vinter-Sorgen,
Til Glæde sig forvandler hvert et Suk.
Skjøn som en Brud, den anden Bryllups-Morgen,
Ei længer Barn, og dog saa ung og smuk,
Den skjønne Junimaaned til os kommer;
Det er Skærsommer! -

*
De høie Popler hæve sig saa slanke,
I Hyldetræet qviddrer Fuglen smukt.
Paa Gjærdet groer den grønne Humle-Ranke,
Og Æble-Blomstret former sig til Frugt.
Den varme Sommerluft fra Skyen strømmer,
Sødt Hjertet drømmer!

Paa Engen slaae de Græs; hør, Leen klinger.
Paa Himlen smukke Sommerskyer staae.
Og Kløvermarken Røgelse os svinger,
Mens høit i Choret alle Lærker slaae.
- Med Vandringsstav hist Ungersvenden kommer
Hjem i Skærsommer.

Ungersvenden.
Alt jeg Kirketaarnet øiner,
Spiret kneiser stolt derpaa.
Og hvor Marken hist sig høiner,
End de fire Pile staae.
Her er Skoven. Store Rødder
Før af Træerne der laae.
Her, som Dreng, jeg plukked' Nødder,
Og trak Jordbær paa et Straa!
- Barndoms Minder mig besjæle!
Jeg vil flyve, jeg vil dvæle!
Grønne Skov, min Barndoms Ven,
Kan Du kjende mig igjen?
Grønne Hæk, du brune Stamme,
Jeg, som før, er end den samme,
Har vel seet og hørt lidt meer,
Ellers Du den Samme seer! -
Her er Pladsen end med Vedet,
Godt jeg kjender Parken der!
Her er Stenten tæt ved Ledet,
Gud, hvor lille den dog er!
Alt jeg kjender her saa godt,
Men det er saa nært, saa smaat -
Det var stort, da jeg var liden,
Jeg er bleven større siden! -
- Lille Fugl paa grønne Qvist,
Saae Du mig derude hist,

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

The Brus Book II

[Bruce escapes to Lochmaben]

The Bruys went till his innys swyth,
Bot wyt ye weile he wes full blyth
That he had gottyn that respyt.
He callit his marschall till him tyt
5 And bad him luk on all maner
That he ma till his men gud cher,
For he wald in his chambre be
A weile gret quhile in prevate,
With him a clerk foroutyn ma.
10 The marschell till the hall gan ga
And did hys lordys commanding.
The lord the Bruce but mar letting
Gert prevely bryng stedys twa,
He and the clerk foroutyn ma
15 Lap on foroutyn persavyng,
And day and nycht but sojournyng
Thai raid quhill on the fyften day
Cummyn till Louchmaben ar thai.
Hys broder Edward thar thai fand
20 That thocht ferly Ic tak on hand
That thai come hame sa prevely.
He tauld hys brodyr halyly
How that he thar soucht was
And how that he chapyt wes throu cas.

[The killing of Comyn and his uncle]

25 Sa fell it in the samyn tid
That at Dumfres rycht thar besid
Schir Jhone the Cumyn sojornyng maid.
The Brus lap on and thidder raid
And thocht foroutyn mar letting
30 For to quyt hym his discovering.
Thidder he raid but langer let
And with Schyr Jhone the Cumyn met
In the Freris at the hye awter,
And schawyt him with lauchand cher
35 The endentur, syne with a knyff
Rycht in that sted hym reft the lyff.
Schyr Edmund Cumyn als wes slayn
And othir mony off mekill mayn.
Nocht-for-thi yeit sum men sayis
40 At that debat fell other-wayis,
Bot quhat-sa-evyr maid the debate
Thar-throuch he deyt weill I wat.
He mysdyd thar gretly but wer
That gave na gyrth to the awter,

[...] Read more

poem by John Barbour
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!

Rime-Djævelen

Før jeg med Blæk Papiret vil bemale,
En lille Tale:
Troer, Læser, Du paa Aander, eller ei?
— „Nei!!!" -
Det klang lidt negativt, dog lad saa være,
Hør videre, og svar mig saa, min Kjære!
— Naar Du har Ærter spiist, saa mange som Du vil,
Tør Du da nægte, der er Ærter til?
Naar i Din egen Krop en Aand logerer,
Den existerer.
Hver Adams Søn en saadan føle vil,
Og altsaa, seer man, der er Aander til;
Er mit Beviis Dig ikke klart, min Kjære,
Læs Swedenborg — dog, lad det heller være! -
— De fleste Aander, som paa Jord har hjemme,
Er slemme;
Blandt Andet opfandt deres Præ-Genie
Tallotterie;
Snørliv for Damer og for Officerer,
Som fælt generer.
En saadan Djævel eller lille Nisse
Tilvisse
Var Slangen som, paa Fransk, i Paradiis
Til Eva sagde: „spiis Madamme, spiis!"
— Dog lad mig ei forvidt fra Texten springe,
Men paa Papiret mine Qvaler bringe
Med Pennen af den dræbte Gaases Vinge.
— Orest, forfulgt af Helvedes Chariter
Og Aphroditer,
Selv Don Juan i Flammer
Er Børne-Leeg mod min ukjendte Jammer;
Thi viid, saalangt min Tanke naaer tilbage,
Ak! alle Dage
Seer jeg en lille Djævel mig ledsage;
Han lever i mig, om mig, allevegne,
Dog kan jeg ei hans Skikkelse betegne,
Skjøndt vaagen og i Drømme, hver en Time
Han gjør at jeg maa — rime.
Ved Dødsfald tidt,
Jeg seer han ogsaa plager Andre lidt,
Hvorfor om Aaret
Han har sit Visse paa Aviscontoiret,
Men skjøndt af mig han aldrig noget fik,
Holdt han dog Stik.
— I Skolen selv, ved Typto og Amare,
Jeg følte ham i mine Lemmer fare,
Selv ved Examen — disse Farens Dage -
Han turde plage,
Skjøndt midt om Natten Badens Grammatik
Mig skræmmed med sit Robespierre-Blik.

[...] Read more

poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!