Hjertets Melodier
To brune Øine jeg nyelig saae,
I dem mit Hjem og min Verden laae,
Der flammede Snillet og Barnets Fred; -
Jeg glemmer det aldrig i Evighed!
Min Tanke er et mægtigt Fjeld,
Der over Himlene gaaer;
Mit Hjerte er et Hav saa dybt,
Hvor Bølge mod Bølge slaaer.
Og Fjeldet løfter Dit Billed
Høit over Himlenes Blaae,
Men selv Du lever i Hjertet,
Hvor dybe Brændinger gaae.
Du gav mig Blomster; hvis de lege kunde,
Da vandt jeg atter Lunets frie Lyst,
Men nei, de aabne meer den dybe Vunde,
Og sprede Giften i mit unge Bryst.
En Digter-Verden er saa navnløs stor!
Den hvælver sig høit over Himlens Bue;
Hver Sol og Stjerne i dens Luft-Hav boer,
Og ingen Tanke kan den overskue;
Dog kan Dig Intet i det store Rige,
Mit Hjertes dybe Kjærlighed udsige.
Henvisned' er de Blomster Du mig gav,
Men fra de Dødes Grav
Staae Aander frem, i Livets dunkle Gange.
Gjenkjend dem her, i mine bedste Sange.
(Ørkenens Søn)
Den vilde Hengst jeg tumler,
Vi flyve paa Sletten afsted,
Men Hjertet slipper dog ikke
Den stærke Kjærlighed.
Som Solen brænder i Sandet,
Saa brænder det dybt i mit Bryst;
Det er som Hjertet vil sprænges
Af Længsel og af Lyst!
Saa høi og saa stor er Himlen,
Med Sol og Stjerner paa,
[...] Read more
poem by Hans Christian Andersen
Added by Poetry Lover
Comment! | Vote! | Copy!
